Er du interesseret i samfundet og ønsker at forbedre den offentlige sektor? Kan du overskue komplekse problemstillinger, og er du i stand til at omsætte dem til konkrete løsninger? Så er du måske vores nye kollega.
Om stillingen I Finansministeriets departement brænder vi for at gøre en forskel for samfundet og give regeringen det bedste grundlag for at udvikle den offentlige sektor og føre en sund økonomisk politik. Hos os kommer du helt ind i Slotsholmens maskinrum, herunder tæt på regeringens policyudvikling, de politiske beslutningsprocesser, økonomisk politik og budgetstyring.
Der er ledige stillinger i flere kontorer, herunder i Kontor for Selskaber og Nordatlanten, der bl.a. arbejder med større investerings- og selskabsprojekter, med ejerskabet af en række statslige selskaber (fx Ørsted, SAS og Københavns Lufthavne) og opgaver relateret til Nordatlanten (Grønland og Færøerne).
I Finansministeriet er det gode kollegaskab i højsædet. Vi har et stærkt socialt miljø, hvor der altid er plads til et godt grin i en travl hverdag. Du vil få en bred kontaktflade, hvor du vil skulle finde løsninger i samarbejde med kollegaer internt i huset og resten af Slotsholmen. I stillingen i Kontor for Selskaber og Nordatlanten vil du endvidere i høj grad arbejde sammen med eksterne interessenter, herunder samarbejdspartnere i statens selskaber, økonomiske og finansielle rådgivere mv.
Om dig Det forventes, at du har en relevant akademisk uddannelse, f.eks. som cand.scient.pol., cand.jur., cand.polit., cand.merc. Dine arbejdsopgaver vil blive tilpasset dine kompetencer. Du kan både være nyuddannet, men også have erfaring eksempelvis med politiske processer og styring i centraladministrationen. For stillingen i Kontor for Selskaber og Nordatlanten kan du også med fordel have en mere kommerciel profil, herunder erfaring med eksempelvis finansielle transaktioner (M&A), strategiprocesser eller nogle af de statslige selskabers faglige områder, fx luftfart eller energi.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
- sætter en ære i at løse sine opgaver med høj kvalitet og til tiden, identificerer mulige løsninger på komplekse problemer og ønsker at udvikle sig fagligt
- har evnen og viljen til at formidle komplekse fagområder og tal klart og præcist og har lyst til at anvende kompetencerne i komplekse problemstillinger
- udviser drive og gennemslagskraft i samarbejdet med kollegaer og eksterne interessenter
- har interesse for, men ikke nødvendigvis erfaring med, virksomhedsanalyser og policy-udvikling
Vigtigst af alt motiveres du af at arbejde som embedsmand i centraladministrationen med fokus på at udvikle den offentlige sektor og føre en sund økonomisk politik. Du tager ansvar, udviser engagement og initiativ, og trives i en travl og afvekslende hverdag.
Finansministeriet som arbejdsplads Finansministeriet varetager en bred vifte af opgaver, som enkeltvis og samlet bidrager til at give regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker den økonomiske vækst, og sikre fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor samt fremmer en holdbar klima- og miljøudvikling.
Vi lægger vægt på høj faglighed, gode samarbejdsevner samt videre karrieremuligheder for vores medarbejdere. Opgaverne løses i samarbejde med dygtige og engagerede kolleger og chefer i et dynamisk og godt arbejdsklima. Finansministeriet kendetegnes ved, at medarbejderne er ambitiøse på egne og samfundets vegne og motiveres af arbejdsopgaver, der i fællesskab løses i et højt tempo, og hvis resultater har betydning for samfundet. Samtidig er holdånd, samarbejde med kolleger og en god relation til vores eksterne parter en bærende værdi for medarbejderne i Finansministeriet.
I Finansministeriet er der fra begyndelsen af din ansættelse fokus på din faglige og personlige udvikling gennem tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne og via introduktionsforløbet FM KickStart. Hvert kontor og center er desuden organiseret i relativt små enheder, der giver gode rammer for faglig sparring og rådgivning fra din nærmeste chef.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret på baggrund af dine kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om opgaverne og stillingen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Stefan Højvang Christensen på tlf. nr. 24 77 20 65 / e-mail
stechr@fm.dk eller kontorchef Rasmus Thusgaard på tlf. 33 95 15 37 / e-mail
rathu@fm.dk.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest søndag d. 15. marts 2026.
Vi forventer at holde samtaler ultimo marts 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.