Center for Job og Socialservice i Greve søger to jobformidlere til Ressource- og afklaringsteamet – et team med stor plads til tværfaglighed, sparring og udvikling.
Det er afgørende at du brænder for at arbejde med en målgruppe med mange forskellige udfordringer og samtidig kan arbejde resultatorienteret med at finde retning sammen med borgeren. Din rolle vil dels være en traditionel myndighedsrolle med sagsarbejde og sagsstammer, samt at støtte, udfordre og sparre med borgeren, så den enkelte opnår både motivation og de nødvendige kompetencer imod hel eller delvis selvforsørgelse. Desuden skal du have mod på at servicere virksomheder med den nødvendige arbejdskraft og motivere dem til at tage socialt ansvar.
Om dig Du har gerne en socialfaglig baggrund og/eller konkret erfaring fra lignende stillinger fra evt. jobcentre, aktører eller tilsvarende.
Vi forventer Det er vigtigt at du kan arbejde struktureret, systematisk og målrettet med flere opgaver samtidigt og at du sammen med den enkelte borger, kan få formuleret konkrete job mål og udarbejde en individuel plan for udvikling af kompetencer og arbejdsevne.
Du skal kunne forhandle løntimer med arbejdsgiver i takt med optræning af borgerens kompetencer ude på virksomhederne og du skal kunne mestre en konstruktiv dialog med både borgere, virksomheder samt i samarbejdet med kolleger og øvrige samarbejdspartnere.
Vi forventer at du er god til at skabe relationer, tillid og forståelse i den konkrete opgave og at du er stærk i både mundtlig og skriftlig kommunikation.
Vi forventer du kan arbejde under mål og resultatstyring i forståelse af at arbejdet er rammesat i en politisk styret organisation. Det er en fordel hvis du har erfaring fra arbejdet i et jobcenter – gerne som sagsbehandler eller virksomhedskonsulent, men med et stort ønske om både at have myndighed og rette fokus mod arbejdsmarkedet og det gode match mellem borger og virksomhed.
Kerneopgaven Teamets kerneopgave er at støtte borgere i at udvikle og omsætte kompetencer med det formål, at opnå størst mulig grad af selvforsørgelse ud fra princippet om, at borgeren er i centrum og selv skal have ansvaret for eget liv tilbage.
Du skal være en aktiv og opfølgende medspiller i borgerens forløb ved at holde tæt kontakt til de ledige på din sagsstamme, til virksomhederne og andre samarbejdspartnere. Du vil være både myndighed og udførende del på det virksomhedsrettede samarbejde samt mentoropgaver, som at følge borger til læge eller behandling eller træne eksempelvis transport til og fra virksomheden.
Du kan etablere og administrere aftaler i diverse fagsystemer (især Fasit og Vitas), samt dokumentere den progression og udvikling, som borgeren løbende opnår.
Vores tilgang til borgerne er, at vi møder dem med anerkendelse og ligeværdighed for herigennem at skabe udvikling i samarbejdet med fokus på den beskæftigelsesrettede indsats.
Vores team Stillingen er organiseret i Ressource & Afklaringsteamet, som består af 9 skønne mennesker, der primært arbejder med målgruppen over 30 år - henholdsvis ressourceforløbsborgere og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Vi brænder alle for vores arbejde og glæder os til at tage imod dig. Vi lægger vægt på god trivsel i hverdagen. Det betyder, at medarbejderne har indflydelse på deres eget arbejde og de betingelser, arbejdet foregår under. Hertil kommer forudsigelighed, samt social og faglig støtte fra leder og faglig koordinator.
Vi lægger også vægt på, at både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder hele tiden udvikler sig. Vi er kendetegnet ved et godt kollegialt fællesskab, faglig sparring og en grundig oplæring af nye kolleger. Desuden er det en vigtig værdi for os, at den enkelte kollega ikke kommer til at stå alene med opgaven.
Løn - og ansættelsesforhold Jobbet er en fast stilling på 37 timer ugentligt. Lønnen fastsættes efter forhandling med din faglige organisation og principperne i Ny Løn. Jobbet ønskes besat pr. 1. marts 2026 eller hurtigst muligt.
Vores arbejdsplads ligger tæt på motorvejen og i gåafstand fra Greve Station, hvor der er 25 min. til København. Vi forventer du har kørekort.
Ansøgningsfrist og samtale Ansøgningsfristen er den 13. januar 2026. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende, men senest den 15. januar 2026.
Har du spørgsmål? Hvis du vil høre mere om jobbet som jobformidler, kan du kontakte teamleder for Ressource & Afklaringsteamet Nanna Nørlem Dam tlf.: 24 52 46 43, mail:
nnd@greve.dk Vi glæder os til at modtage din ansøgning!