Vi søger 1 til 2 studie- og karrierevejledere med lyst til at understøtte trivsel og handlemuligheder for de studerende på SUND, KU

fuldtid
Vi søger 1 til 2 studie- og karrierevejledere med lyst til at understøtte trivsel og handlemuligheder for de studerende på SUND, KU
  • KU - SUND - PANUM KBH N
  • Blegdamsvej 3B, 2200 Kbh. N
Vil du bidrage til at øge de studerendes handlekompetence i eget studieliv? Er du god til at skrive brugerorienteret? Og vil du være en del af et miljø med høj faglighed, hvor vi tager hånd om hinanden? Så har vi brug for dig!

I sektion Studieliv og Vejledning i Campusadministration Nørre ved Københavns Universitet har vi brug for en til to nye kollegaer, der har lyst til at være en del af vores dedikerede hold. Vi leder efter en empatisk og professionel kollega, som hurtig er i stand til at skabe tillid i mødet med de studerende og er klar på at vejlede danske- og internationale studerende på alle SUNDs uddannelser.

Forventet start den 1. februar 2026.

Det kan du glæde dig til
Du vil blive en del af en sektion, hvor vi er optagede af at understøtte det gode studieliv. Vi har fokus på at møde de studerende, der hvor de er – med deres individuelle og fælles vilkår og drømme til deres studieliv og fremtid. Vi bidrager og hjælper alle hinanden med vores mange fælles arbejdsopgaver.

Som kollega hos os kommer du til at arbejde med:

Studie- og karrierevejledning. Du skal vejlede vores mange studerende om fx trivsel og motivation, uddannelsesregler, studieplanlægning og valg, studietvivl og karriereovervejelser. Det er også hos os, at studerende med behov for særlig støtte får vejledning. Vi vejleder både individuelt og kollektivt. Vores kollektive tiltag er mangeartede fra studie- og semesterstartsoplæg, over oplæg om valgfrihed til trivselsindsatser på hold, årgange eller hele uddannelser.

Uddannelseskommunikation. Du vil skulle arbejde med studenter- og eller underviserrettet Kommunikation. Det kan fx være opdatering af intranet til studerende og undervisere, studiebeskeder til de studerende eller indhold til nyhedsbreve for ansatte. En del af opgaven vil være at afklare gældende praksis og formidle denne til de to målgrupper.

Om arbejdsopgaverne med uddannelseskommunikation, siger en af dine kommende kollegaer:

Jeg ser arbejdet med intranettet som en vigtig del af vores vejledningsarbejde, da de studerende ofte kan finde svar og hjælp her, som vi så kan tale ud fra i den individuelle vejledning. Når jeg skriver en tekst til en studiebesked eller til intranettet, handler det om at formidle klart, relevant og rettidigt, så de studerende føler sig godt klædt på og informerede i deres studieforløb.”

Vores vejledningsopgaver er tilrettelagt i en vagtplan, så du skal være indstillet på, at en stor del af din arbejdstid er planlagt på forhånd. Vi vejleder primært på mail, telefon og zoom, både på dansk og engelsk. Hos os prioriterer vi, at vores individuelle telefon- og mailvejledning foregår på Panum. Du vil derfor aldrig være alene, når du vejleder studerende, men altid have flere kollegaer at sparre med og vende de vanskelige og de sjove vejledninger med vores studerende. Du vil også have mulighed for hjemmearbejde i det omfang, det passer til dine arbejdsopgaver.

Derudover vil du i vores sektion blive en del af et godt socialt miljø med en uhøjtidelig omgangstone og højt til loftet.

Det leder vi efter
Vi leder efter en ny kollega, som interesserer sig bredt for studielivs- og vejledningsfeltet. Derudover skal vores ny kollega

  • trives i en hverdag med en stor variation af opgaver, hvor der til tider kan være mange bolde i luften. I samarbejde med dine kollegaer skal du både løfte opgaver med faste deadlines og struktur samt løse mere udviklingsorienterede opgaver, hvor vi får initiativer og indsatser ud at leve. Vejledning vil være en stor del af din opgaveportefølje. Det er en opgave, som vi er meget ambitiøse omkring både metodisk og i vores tilgang til målgruppen.
  • have lyst til at arbejde i en sektion, hvor vi samarbejder på tværs af sektionen, Nørre Uddannelse og hele KU. Studieliv og Vejledning er et område med mange interessenter, og du får derfor brug for både organisatorisk forståelse og gode samarbejdskompetencer.
Det kigger vi efter i ansøgerbunken

Du skal have en kandidatuddannelse og vi forventer, at du har erfaring med vejledning.

Derudover lægger vi vægt på, at du

  • er en holdspiller – klar til at samarbejde og sparre med dine kollegaer
  • har lyst til at tale med studerende om både det sjove og det, der er svært
  • kan forstå og formidle regler og rammer, så du skaber overblik for den studerende, både skriftligt og mundtligt og på dansk og engelsk
  • trives med, at en stor del din arbejdstid består af telefon- og mailvejledning, som er fastlagt i en vagtplan
  • har lyst til at bringe dine erfaringer i spil, hvad enten det er det nyeste excel-tip eller hvordan du håndterer en svær samtale
  • har det godt foran en større forsamling og trives med at formidle gennem oplæg og kollektive vejledningsindsatser.
Det mere formelle
Stillingen er placeret i Studieliv og Vejledning, hvor vi er 12 faste medarbejdere, to studentermedhjælpere og en sektionsleder.

Vi holder til på Panum, men har også opgaver på fakultetets andre adresser.

Som nævnt, er sektionens primære opgave at drifte og udvikle studieunderstøttende initiativer og aktiviteter i Campusadministration Nørre. Sektionen er en del af uddannelsesadministrationen, som har ca. 100 medarbejdere og varetager den daglige administration, drift og udvikling på uddannelsesområdet. Vi samarbejder med vores dygtige kollegaer på tværs af administrationen om den løbende udvikling af administrative processer, som har betydning for de studerendes uddannelsesforløb og trivsel.

Ansættelsesforhold
Ansættelse sker som fuldmægtig i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Vi har flekstid, men din arbejdstid vil også være bestemt af åbningstider.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Christina Stigaard på tlf. 35 32 62 34 eller sende en mail til AC-vejleder Freja Dalsgaard Olsen, freja.olsen@adm.ku.dk, og aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen, så send os en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget), senest 21. november 2025.

Vi holder 1. samtale i uge 48. Hvis du går videre til 2. samtale, vil du skulle forberede en opgave.

Log ind