Veterankoordinator – med fokus på fællesskab og brobygning

deltid
Veterankoordinator – med fokus på fællesskab og brobygning
  • Glostrup Kommune
  • 2600 Glostrup

Veterankoordinator – med fokus på fællesskab og brobygning

Vil du være med til at gøre en forskel for danske veteraner og deres pårørende?
Vi søger en engageret og initiativrig veterankoordinator, der kan styrke indsatsen for veteraner (tidligere udsendte fra militæret, sundhedsvæsen, politi mv.) i Glostrup kommune – både gennem klassiske koordinatoropgaver og ved at skabe nye fællesskaber og brobygning til civilsamfundet.

Om stillingen

Som veterankoordinator bliver du kommunens centrale kontaktperson for veteraner og deres pårørende. Du skal sikre sammenhæng og koordinering af støtteindsatser på tværs af kommunen, og samtidig være med til at udvikle nye fællesskabsskabende initiativer.

Stillingen er placeret i Center for Kultur, Idræt og Fritid, hvor du bliver en del af et team, som sammen løser opgaverne. Samarbejde, fleksibilitet og hjælpsomhed er centralt i en lille afdeling, hvor vi alle giver en hånd med for at lykkes. Vi udgør et arbejdsfællesskab. Stillingen er på 25 timer om ugen.

Dine veteranrettede opgaver vil bl.a. omfatte:

  • Rådgivning, sparring og støtte til veteraner og deres pårørende fx i forhold til sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige udfordringer. Særligt i forhold til at vise vej for veteraner, som har svært ved at navigere i det kommunale system.
  • Koordinering af kommunale og statslige indsatser på tværs af fagområder, så veteranen oplever en helhedsorienteret og sammenhængende støtte fra kommunen.
  • Samarbejde med Forsvaret, Veterancentret og relevante aktører.
  • Brobygning til foreningslivet, frivillige organisationer og lokale fællesskaber.
  • Planlægning og afholdelse af kulturelle og sociale arrangementer for veteraner og pårørende. Fx Flagdagen for Danmarks udsendte, veterancafé m.v. 
  • Bidrage til fortsat gennemførelse og udvikling af kommunens veteranpolitik.
  • Varetage administrative opgaver i forbindelse med veteranindsatsen.

Vi søger en person som:

  • Har kendskab til veteranområdet
  • Har erfaring med socialt arbejde, koordinering eller projektledelse.
  • Har godt indblik i det brede kulturområde, kommunale tilbud og arbejdsgange
  • Har lyst til og erfaring med at arbejde med både individuelle forløb og fællesskabsorienterede aktiviteter.

Din profil

  • Erfaring med veteranarbejde og arbejdet som udsendt, eller erfaring med de sektorer, hvor veteraner typisk kommer fra, er en fordel.
  • Din konkrete uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – vi ser på dine kompetencer. 
  • Du er initiativrig, struktureret og har blik for både detaljer og helhed.
  • Du er serviceminded og har et ægte ønske om at understøtte veteraner, pårørende, foreningsliv og øvrige aktører i Glostrup Kommune.
  • Du har en naturlig interesse for andre mennesker, er imødekommende, udadvendt og tålmodig. Du er vant til at samarbejde og tale med alle typer af mennesker og kan indgå i mange forskellige former for samarbejder.
  • Du er fleksibel og villig til at arbejde på skæve tidspunkter (aftenen og i weekender), da møder og aktiviteter kan ligge udenfor den normale arbejdstid. 

Om os

Team Kultur og Idræt er en del af Center for Kultur, Idræt og Fritid. Team Kultur tager sig af opgaver inden for kultur, idræt, folkeoplysning, frivillighed og seniorliv. Du vil referere til centerchefen. Udover kollegerne på rådhuset består centeret af Glostrup Bibliotek, Glostrup Idrætsanlæg, Glostrup Musikskole, Byhistorisk Hus samt Aktivitetscentret for borgere 60+, førtidspensionister og fleksjobbere. Du vil som veterankoordinator skulle samarbejde bredt ud i den kommunale organisation, fx også med beskæftigelsesområdet, sundhedsområdet og det voksensociale område.

Vi er en uhøjtidelig arbejdsplads med let til grin, hvor alle bidrager til den gode stemning på vores fælles kontor. Vi hjælper hinanden og ønsker os et arbejdsliv i balance.

Glostrup Kommune arbejder med fokus på professionalisme i opgaveudførelsen, med tværgående arbejdsprocesser samt venlighed og imødekommenhed. Tre værdier som i vid udstrækning allerede er indarbejdet på kultur-, idræts- og fritidsområdet. Du skal derfor kunne se dig selv i dette og være indstillet på at fortsætte indsatserne både på centerets eget område og i tæt samspil med de andre fagområder i kommunen.

 

Løn og tiltrædelse

Lønnen forhandles efter gældende overenskomst. Der er tale om en stilling på 25 timer med tiltrædelse 1. januar 2026.

Ansættelsessamtaler afholdes den fredag 14. november. Hvis der vurderes behov for en anden samtalerunde, bliver det onsdag den 19. november.

Kontakt centerchef Anna Viola Hammer på tlf. 2531 2719, e-mail anna.hammer@glostrup.dk, hvis du har spørgsmål om stillingen.

Ansøgningsfristen er mandag den 3. november kl. 12:00.

 

 

Log ind