Vejleder/underviser til Autismehuset i København

fuldtid
Vejleder/underviser til Autismehuset i København
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du være med til at gøre en forskel for sendiagnosticerede voksne med autisme? Så er det måske dig, vi søger.

Autismehuset i København søger en engageret og fagligt stærk vejleder/underviser til en fuldtidsstilling. Du bliver en del af et nyt og ambitiøst tilbud målrettet sendiagnosticerede voksne med autisme, hvor du får en central rolle i tre vigtige kerneområder: Selvforståelsesforløb, Din Rådgivning og Temaoplæg.

Hos os får du mulighed for at arbejde tværfagligt og helhedsorienteret i et specialiseret miljø, hvor vi samler indsatser for både børn, unge og voksne med autisme under ét tag. Hvis du brænder for at styrke selvforståelse, skabe trygge rammer og bidrage med viden og støtte til mennesker med autisme – så glæder vi os til at høre fra dig.

Hvad søger vi en kollega til?
Stillingen har tre kerneområder, som alle primært henvender sig til voksne, der er sendiagnosticeret med autisme:

Selvforståelsesforløb: Gruppeforløb for nydiagnosticerede voksne med otte deltagere og to undervisere. Selvforståelse handler for os om at give den enkelte borger mulighed for at kunne genkende og spejle sig selv i andre og få viden om autisme samt støtte og sparring til at stå stærkere i livet.

Din Rådgivning: Et tilbud, hvor borgere gratis og anonymt kan få op til tre samtaler med fokus på psykoedukation og sparring om livssituation.

Temaoplæg; webinarer og foredrag med temaer der er relevante for målgruppen. Det er eksemplvis temaer som sansefølsomhed og maskering. Vores temaoplæg har altid et indefraoplæg med.

Hos os bliver du en del af et team, der kombinerer faglighed, varme og kreativitet – og som glæder sig til at samarbejde med dig. Du får dedikerede kolleger, der både tænker skævt, griner højt og går hele vejen for borgeren– og som glæder sig til at få dig med på holdet.

Ud over dette, tilbyder vi

  • et specialiseret nicheområde (sendiagnosticeret autisme), hvor vi er optaget af ny viden og har stor metodefrihed i tilrettelæggelse af det pædagogiske indhold
  • mulighed for at være med til at præge og tilrettelægge fagligt indhold og temaer til foredrag/webinarer
  • en unik mulighed for at opleve, hvad der sker, når rammerne tilpasses og autistiske mennesker får lov til at trives
  • et meningsfuldt job med mulighed for at skabe reel forandring
  • et tæt samarbejde med husets øvrige indsatser og peer-medarbejdere
  • et hus, der rummer en bredt sammensat personalegruppe med et stærkt engagement og en høj faglighed
  • faglig sparring, supervision og kompetenceudvikling
  • et arbejdsmiljø med en uformel tone og stor fleksibilitet
Vi leder efter dig, der

  • har en socialpædagogisk baggrund med relevant efteruddannelse – eller en anden relevant faglig baggrund
  • har viden og forståelse for autisme og evt. med fokus på sendiagnosticeret autisme
  • har samtale- og undervisningserfaring og muligvis også erfaring med at holde foredrag
  • kan omsætte teoretisk viden til noget, der kan anvendes af borgere i hverdagen
  • har et roligt nervesystem og forstår at bruge det, så det virker tryghedsskabende
  • er tydelig i din kommunikation og kan etablere et rum, der baserer sig på autistiske menneskers præmisser
  • motiveres til at blive dygtigere til dit job ved at lytte til feedback fra vores målgruppe
Du skal forvente ca. en til to dage om ugen, hvor arbejdstiden ligger om eftermiddagen/tidlig aften, dog senest til kl. 19.00.

Vil du være med til at gøre en forskel? Søg stillingen og bliv en del af et nyt og innovativt Autismehus.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.

Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt og vi ønsker stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2025.

I forbindelse med ansættelse indhenter vi straffeattest og tager reference fra tidligere ansættelse.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Karina Rohr Sørensen på 40 35 42 94, pædagogisk koordinator Sebastian Biltz 51 30 23 37 eller underviser Tine Nøhr 24 97 81 48.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Søg via linket senest fredag den 22. August 2025

Log ind