Vil du være med til at udvikle fremtidens gode byliv i Vallensbæk? Vi søger en strategisk stærk og nærværende afdelingsleder, der kan stå i spidsen for afdelingen Plan, Trafik og Klima i Center for Teknik og Byudvikling. Det er en stilling i en fremsynet og veldrevet vækstkommune med mange muligheder og faglige udfordringer. Her får du muligheden for at omsætte de politiske visioner til handling, forme bæredygtige byrum for byliv, fremme grøn mobilitet og styrke klimaindsatser, samtidig med at du skaber konkrete resultater for borgere og erhvervsliv.
Du vil træde ind i en uhøjtidelig, tempofyldt og løsningsorienteret organisation, der er kendetegnet ved en tydelig ambition og et stærkt og vedholdende fokus på at gøre en forskel for borgerne i Vallensbæk.
Du får en helt central og vigtig rolle med at omsætte vores politikeres strategiske visioner og drømme til virkelighed, og du bliver en nøgleperson i at udvikle Vallensbæk som en grøn og blå kommune, hvor mennesker trives i samspil med naturen og byen fungerer som et frirum for fællesskab og livskvalitet.
Du skal bidrage med nytænkning og kreative løsninger kombineret med at solidt fagligt fundament for at sikre sammenhænge i visioner, planer, projekter, fysiske anlæg og myndighedsopgaver.
Din personlige og faglige profil Du har solid erfaring fra fysisk byplanlægning og gerne konkret erfaring med strategisk byudvikling. Du har samtidig en stærk forståelse for sammenhængen fra visioner til resultater for byudvikling, mobilitet og klima, og du trives med at navigere i spændet mellem udvikling, faglig drift og en politisk dagsorden.
Vi lægger vægt på, at du kan bidrage i kraft af, at du har fingeren på pulsen og kan se muligheder og tænke i kreative løsninger.
Du er samtidig stærk i relationer, da du bliver en tæt samarbejdspartner såvel internt i organisationen som på tværs af kommuner, selskaber, rådgivere, entreprenører og lokalsamfund.
Hvem er du som leder? Som leder kan du genkende dig selv i
Vallensbæk Kommunes medarbejder- og ledelsesgrundlag, der udgør vores værdimæssige fundament.
Du skal stå i spidsen for afdelingen og være en solid faglig sparringspartner for medarbejderne som en spillende træner, der også selv kan løbe opgaverne i mål.
Samtidig skal du have en tydelig, ordentlig og involverende ledelsesstil, der kan skabe følgeskab i faglige fællesskaber.
Vi er en dynamisk organisation med et godt tværgående samarbejdsklima og et højt fagligt ambitionsniveau, hvor vi hjælper hinanden og tager fælles ansvar. Derfor skal du trives med at lede i et tæt fællesskab med bl.a. din centerchef og andre afdelingsledere for kun sammen lykkes vi.
I Vallensbæk må græsset gerne betrædes! I Vallensbæk er vi ude på noget, og hos os må græsset gerne betrædes, plejer vi at sige. Det betyder, at vi sammen gerne vil forsøge at finde løsninger og udforske muligheder med og for vores borgere.
Vi betegner os selv som en nærværsorganisation. Vores værdier er nærvær, dialog og tillid. Og de værdier tager vi meget bogstaveligt i vores daglige arbejde.
Kommunen er en af landets mindre kommuner med ca. 18.300 indbyggere. Vi forsøger at udnytte den mindre organisations flade hierarki, nærheden og de korte beslutningsveje til at sikre en effektiv og dynamisk organisation, der er i stand til at imødekomme forventningerne og kravene hos vores borgere.
Vallensbæk Kommune er i vækst, beliggende i naturskønne omgivelser kun 19 min. med S-toget fra Københavns Hovedbanegård. Kommunen har attraktive byområder, en stor strandpark, velfærdstilbud og direkte adgang til motorvej og kollektiv trafik samt et godt netværk af cykelstier, der fortsat udbygges.
Afdeling for Plan, Trafik og Klima Der er som nævnt tale om en nyoprettet stilling, da vi ønsker at styrke den strategiske byudvikling med fokus på kvalitet, grønne byrum og mobilitet. Samtidig ønsker vi at understøtte det strategiske arbejde med de fælleskommunale selskaber samt udvikle og prioritere en række tværkommunale og regionale samarbejder.
Afdelingen har ansvar for den strategiske planlægning samt udvikling og anlæg af Vallensbæks fysiske omgivelser. Opgaverne omfatter blandt andet:
- Udarbejdelse af planer og strategier (kommuneplan, lokalplaner, risikoplaner, visions- og masterplaner m.m.)
- Trafikplanlægning, mobilitet og trafiksikkerhed – herunder infrastruktur- og byrumsprojekter
- Klimaindsatser og arbejdet med bæredygtighed og biodiversitet, Grøn Trepart, klimatilpasning og risikostyringsplan for oversvømmelser
- Udførelse af anlægsprojekter – hvad enten det er flere grønne byrum eller regulære vejprojekter
- Myndighedsbehandling på plan- og vejområdet
- Strategisk samarbejde og ejerstrategi i fælleskommunale selskaber og regionale samarbejder
Den nye afdeling Plan, Trafik og Klima indgår som én af tre afdelinger i Center for Teknik: Plan, Trafik og Klima – byens fysiske udvikling, Vej og Park – byens drift, Natur, Miljø og Byg – byens anvendelse og bygge- og miljømyndighed.
Afdelingen består af 6 faste medarbejdere samt projekt- og studentermedhjælperressourcer.
Ansættelsesvilkår Stillingen er på fuld tid. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og forhandles med den relevante organisation. Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2026.
Yderligere oplysninger Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte centerchef for Center for Teknik og Byudvikling, Nanna Mejlgaard på telefon: 2168 2457.
Ansøgning Ansøgningsfrist er
søndag d. 7. december. Der vil være
1. ansættelsessamtale tirsdag d. 9. december og
2. samtaler vil foregå onsdag d. 17. december. For ansøgere, der går videre til 2. samtalerunde, vil der blive gennemført personlighedstest med en personlig testtilbagemelding på Vallensbæk Rådhus inden 2. samtalerunde.
Send din ansøgning og cv via vores hjemmeside:
Ledige stillinger | Vallensbæk Kommune Vi glæder os til at høre fra dig.