Trives du med faste rammer, indflydelse på tjenesten, og vil du gerne være en del af bevogtningsstyrken på Aalborg Kaserne, så er jobbet som vagtleder måske noget for dig.
Vi søger mødestabile, servicemindede og positivt indstillet medarbejdere til at indgå i den faste vagtstyrke på Aalborg Kaserne.
Om os Aalborg Kaserne er hærens største garnison og hjemgarnison for Trænregimentet. På garnisonen uddannes både fast personel, værnepligtige og dele af Forsvarets uddannelser. Hertil kommer et væld af andre myndigheder, der har deres daglige virke på kasernen.
Garnisonen, og tjenesten som vagtleder, tilbyder dermed gode muligheder for en alsidig og varieret tjeneste, hvor der vil være rig mulighed for udvikling af dine kompetencer.
Du vil blive ansat i hovedvagten – som for nuværende består af et antal vagtledere og vagtassistenter i faste stillinger, suppleret med soldater fra enhederne på garnisonen.
Du bliver derfor en del af et godt hold af engagerede kolleger, som i fællesskab løser opgaver til gavn for regimentet og garnisonen.
Om stillingen Vagten på Aalborg Kaserne er oprettet for at understøtte bevogtningen og sikringen af kasernen, samt at aflaste kasernens enheder gennem en reduktion i antallet af befalingsmænd og menige, der bestrider hovedvagten.
Du vil blive tildelt et antal vagter pr uge, fordelt på dags- og nattevagter herunder også i weekender. Der planlægges på afvikling af optjent frihed, og herved vil der være en betydelig frihed i stillingen.
Opgaverne vil primært være inden for rammerne af almindeligt militær bevogtningstjeneste, men forventes at udvikle sig med mere moderne materiel til at løse disse opgaver. Dette kunne eks. være droner.
Stillingen er ikke tidsbegrænset, og vil give god mulighed for at få struktur på din hverdag, eller bare prøve noget nyt.
Du vil skulle deltage i eller selv planlægge vedligeholdende uddannelse inden for områder som skydning, førstehjælp, idræt og bevogtning.
Om dig - Du er uddannet Sergent (M212), gerne med erfaring fra stående styrke og har tidligere bestredet vagten på et af Forsvarets etablissementer.
- Du har minimum kørekort B.
- Du er ansvarsbevidst, selvstændig og mødestabil.
- Du kan fremstå myndig og med autoritet, du har et godt humør og har let ved at skabe gode relationer.
- Du skal være parat til at være en rollemodel, som andre soldater altid ser op til inden for dit virkeområde.
Ansættelsesvilkår Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Dette er et åbent stillingsopslag, hvorfor ansættelsessamtaler kan blive afholdt løbende. Stillingerne er ledige, så ansættelsen kan ske efter aftale.
Dit faste tjenestested vil være i Aalborg.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte: SSG Jens Lumholtz, Vagtkommandør,
TRR-S2-01@fiin.dk, telefon +45 5086 5687.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent oversergent Christian Terp ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail
FPS-CTN@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 20. april 2025 og ansættelsessamtaler forventes afholdt kort efter ansøgningsfristens udløb.
Stillingen er til besættelse pr. 1. juni, eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimere opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM TRÆNREGIMENTET Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor vi har værnepligtige. Udover den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.