Trives du med faste rammer, og vil du gerne være en del af bevogtningsstyrken på Aalborg Kaserne, så er jobbet som vagtassistent nok noget for dig.
Vi søger mødestabile, servicemindede og positivt indstillet medarbejdere til at indgå i den faste vagtstyrke på Aalborg Kaserne.
Om os: Aalborg Kaserne er hærens største garnison og hjemgarnison for Trænregimentet. På garnisonen uddannes både fast personel, værnepligtige og dele af Forsvarets uddannelser.
Hertil kommer et væld af andre myndigheder, der har deres daglige virke på kasernen.
Garnisonen, og tjenesten som vagtassistent, tilbyder dermed gode muligheder for en alsidig og varieret tjeneste, hvor der vil være rig mulighed for udvikling af dine kompetencer.
- Du vil blive ansat i hovedvagten – som for nuværende består af et antal vagtkommandører og vagtassistenter i faste stillinger, suppleret med soldater fra enhederne på garnisonen.
- Du bliver derfor en del af et godt hold af engagerede kolleger, som i fællesskab løser opgaver til gavn for regimentet og garnisonen.
Om stillingen: Vagten på Aalborg Kaserne er oprettet for at understøtte bevogtningen og sikringen af kasernen, samt at aflaste kasernens enheder gennem en reduktion i antallet af befalingsmænd og menige, der bestrider hovedvagten.
Du vil blive tildelt et antal vagter pr uge, fordelt på dags- og nattevagter herunder også i weekender. Der planlægges på afvikling af optjent frihed, som en del af vagtplanlægningen, så du vil have god muligheder for fx at hellige dig andre aktiviteter.
Opgaverne vil primært være inden for rammerne af almindeligt militær bevogtningstjeneste, men forventes at udvikle sig med mere moderne materiel til at løse disse opgaver.
Stillingen er ikke tidsbegrænset, og vil give god mulighed for at få struktur på din hverdag.
Du vil skulle gennemgå vedligeholdende uddannelse, inden for områder som skydning, førstehjælp, idræt og bevogtning.
Om dig: Du er uddannet konstabel, gerne med erfaring fra stående styrke og har tidligere bestredet vagten på et af Forsvarets etablissementer, eller alternativt har du afsluttet Hærens Basisuddannelse (HBU).
- Du har minimum kørekort B.
- Du er ansvarsbevidst, selvstændig og mødestabil.
- Du kan fremstå myndig og med autoritet, du har et godt humør og har let ved at skabe gode relationer.
- Du skal være parat til at være en rollemodel, som andre soldater altid ser op til inden for dit virkeområde
Hvis dit udgangspunkt er en afsluttet HBU vil du inden ansættelse skulle bestå en centralt gennemført screening bestående af en lægeundersøgelse og en fysisk basistest. Testen gennemføres i Fredericia eller København
Ansættelsesvilkår:
Stillingen er en konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Dette er et åbent stillingsopslag, hvorfor ansættelsessamtaler kan blive afholdt løbende. Stillingerne er ledige, så ansættelsen kan ske efter aftale.
Dit faste tjenestested vil være i Aalborg.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte SSG Jens Lumholtz, Sikkerhedsofficer TRR,
TRR-S2-VK01@mil.dk, telefon +45 5086 5687
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent oversergent Christian Terp ved Personelkommandoen på mail
FPS-CTN@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 14. september 2025, og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.
Stillingen er til besættelse den 1. november 2025 eller hurtigst muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimere opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM TRÆNREGIMENTET Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor vi har værnepligtige. Udover den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.