Har du flair for at arbejde med mennesker og hænderne godt skruet på ?
Vil du være med til at åbne døre til arbejdsmarkedet for borgere, som står med komplekse udfordringer? Har du både praktisk sans og evnen til at spotte menneskers potentiale – også når det ikke er synligt ved første blik? Så er du nok vores nye kollega i Comeback Woodshop.
Om Comeback og Woodshop
Comeback leverer socialfaglige og beskæftigelsesrettede indsatser til en række danske kommuner. Vi har en afdeling i København og en afdeling i Aarhus. Vi støtter borgere langt fra arbejdsmarkedet i at skabe trivsel, udvikling og varig progression mod job eller uddannelse.
Comeback Woodshop er vores træværksted og et centralt element i vores samarbejde med Aarhus Kommunes jobcenter. Her arbejder borgerne med praktiske træopgaver for rigtige kunder og indgår i en struktur, der afspejler en almindelig arbejdsplads. Det giver dem mulighed for at øve samarbejde, mødestabilitet, ansvar og faglige kompetencer i et trygt, men realistisk arbejdsmiljø.
Tilbuddet retter sig mod borgere med komplekse sociale udfordringer, herunder kriminalitet, helbredsmæssige problemstillinger, misbrug samt generel ustabilitet i livet. Mange har behov for en særlig håndholdt indsats, der både bygger på faglighed, relationer og respekt for den enkeltes tempo og forudsætninger.
Din rolle som Ungekonsulent
Som ungekonsulent bliver du en del af et lille, stærkt team i træværkstedet, hvor du løser opgaverne sammen med borgerne. Du fungerer både som rollemodel, mentor og praktisk guide og bidrager til, at borgerne udvikler strukturer, arbejdsrutiner og sociale kompetencer, som kan føre til uddannelse eller ordinært arbejde. Du er i stand til at skabe relationer samtidigt med at du på en ordentlig måde kan sætte grænser.
Du arbejder tæt sammen med en kollega samt Comebacks øvrige personale, og du vil indgå i et helhedsorienteret forløb omkring borgerne.
Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a.:
At tage ansvar for opgaverne i træværkstedet og guide borgerne gennem de praktiske træprojekter.
At skabe udviklende dialoger i hverdagen og støtte borgerne i deres progression.
At deltage i opfølgningsmøder med borger og sagsbehandler, når det er relevant.
At tale med borgerne om deres kompetencer, interesser og motivere til muligheder på arbejdsmarkedet.
At udarbejde tydelige og respektfulde skriftlige statusnotater og afslutningsbeskrivelser.
At samarbejde med virksomheder omkring opgaver.
Vi søger dig, der:
Har praktisk erfaring fra et håndværksfag eller er selvlært med solidt kendskab til håndværksmæssige opgaver.
Har en pædagogisk, social- eller sundhedsfaglig baggrund eller på anden måde har stærke relationelle kompetencer.
Trives i samspillet mellem socialfagligt arbejde og beskæftigelsesindsats.
Møder borgerne med tålmodighed, tydelighed og troen på deres potentiale, også når de er udfordrede på flere parametre.
Kan skabe struktur og retning, samtidig med at borgerne oplever sig mødt og inddraget.
Kan formulere dig skriftligt på en klar, professionel og respektfuld måde.
Vi tilbyder:
Muligheden for at gøre en konkret og meningsfuld forskel for udsatte mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
En hverdag med stærkt kollegialt fællesskab, høj faglighed og en uformel tone.
Et engageret og tværfagligt team, hvor vi sparrer, løfter hinanden og arbejder helhedsorienteret.
Faglig sparring, teammøder og løbende udviklingsmuligheder.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen ønskes besat som fleksjob eller deltidsstilling på 15–20 timer ugentligt.
Ansøgning
Send din ansøgning nu; vi indkalder løbende til samtaler.
Du er velkommen til at ringe til David på telefon 22852957 for yderligere information om stillingen.
Ansøgning sendes til info@comeback.nu med overskriften "Ansøgning-Woodshop".
Stillingsopslaget vil blive deaktiveret ved ansættelse af den rette kandidat.