Pædagogisk energibombe søges til et barselsvikariat som ungdomsskolekoordinator i Assens Ungdomsskole
Vi søger en engageret og handlekraftig ungdomsskolekoordinator, der vil stå i spidsen for vores to-sprogsundervisning i samarbejde med UNGOdense og KOLD College, være med til at udvikle og gennemføre tværgående ungdomsaktiviteter – og som samtidig har ansvaret for koordinering og daglig drift af vores ungdomsklubber i Assens Ungdomsskole.
Vi søger en stærk faglig pædagog til et barselsvikariat på 32 timer om ugen, med start fra den 1. september 2025.
Hvem er vi? Hos Assens Ungdomsskole skaber vi fede oplevelser og stærke fællesskaber for kommunens unge. Gennem en bred vifte af aktiviteter og relationer bygger vi bro mellem fritid og udvikling – med plads til både grin, refleksion og personlig udvikling. Vi tror på, at relationer, engagement og mangfoldige ungefællesskaber kan gøre en forskel i unges liv. Vi har særligt fokus på ungeinddragelse, hvor vi finder værdi i, at unge selv er medskabende til en meningsfuld fritid.
I sæsonen 2023/24 var over 2.500 unge med på rejsen – fordelt på ca. 110 hold- og fritidsaktiviteter, 5 ungdomsklubber og tætte samarbejder med folkeskolerne.
Vi er organisatorisk forankret på forskellige lokationer i hele Assens Kommune, hvor vores ungdomsklubber er lokalforankret i Aarup, Assens, Glamsbjerg, Tommerup og Vissenbjerg.
Du får en kontorplads på vores fælleskontor, som er beliggende centralt i Assens by.
Om jobbet Vi leder efter dig, der vil træde til i et barselsvikariat og gøre en forskel som både ungdomsskolekoordinator og pædagogisk medarbejder.
Du får ansvar for at koordinere og planlægge aktiviteter på tværs af Ungdomsskolen, stå for administrative opgaver og samtidig være den faglige, nærværende sparringspartner for personalet i klubberne på vores åbningsaftener, som er mandag og onsdag aften i perioden september til maj. Samtidig bliver du bindeleddet for vores unge i to-sprogundervisningen, som foregår på Kold College i UngOdense.
Jobbet indeholder en høj grad af koordinering og forskelligartede opgaver, som kræver et godt overblik, et skarpt øje for struktur og processer.
Med andre ord: Du bliver både aktivitetskalenderens mester og relationernes rockstjerne.
Hvem er du? Vi søger dig, som:
- Har en pædagogisk baggrund
- Er indstillet på at arbejde i aftentimerne og i weekenden, når opgaverne kræver det
- Er vild med struktur – men har også et hjerte for spontanitet og det relationelle arbejde
- Har en popcornshjerne, hvor nye idéer og initiativer står i kø
- Kan kommunikere klart, koordinere smidigt og tænke i løsninger
- Kan arbejde helhedsorienteret alene, men også sammen med andre, alt efter hvad der giver mening for kerneopgaven.
- Kan give pædagogisk sparring og feedback til vores klubpersonale
- Er velformuleret på skrift
- Trives i at indgå i et teamsamarbejde og samtidig have selvstændigt ansvar
- Er åben, engageret og energifyldt – med humor og overskud i baglommen
- Har kørekort.
Det er en fordel, at du kan arbejde i Canva og på Instagram, men ikke et krav.
Vi tilbyder dig Som en del af vores team kan du glæde dig til:
- En arbejdsplads, hvor der er høj faglighed og mulighed for medindflydelse
- En kollegagruppe med kaffe på kanden og krudt i idéerne
- Mulighed for at få dine idéer ud af hovedet og ud i virkeligheden – og kolleger der hepper undervejs
- En bred fleksibilitet i arbejdsopgaverne
- En høj grad af frihed i forbindelse med tilrettelæggelsen af egen arbejdstid
- Et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og får tingene til at lykkes i fællesskab
- Fælles grin over hverdagens små kaosser – og evnen til at finde fælles løsninger
- Et uformelt fællesskab med sociale arrangementer og aktiviteter, som prioriteres
- Plads til både struktur og spontanitet – og plads til dig, som du er.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er et barselsvikariat på 32 timer og med tiltrædelse den 1. september 2025.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at straffe-og børneattest skal indhentes, før ansættelsen kan finde sted. Straffeattesten skal du selv hente digitalt.
Vil du vide mere? Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Louise Dahl på tlf.: 21 45 02 75.
Ansøgningsfrist er onsdag den 17. juni 2025, og samtaler afholdes mandag den 23. juni 2025.
Inviteres du til samtale, hører du fra os senest fredag den 20. juni 2025. Samtalerne afholdes på vores kontor i Assens.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.