Har du undervisningskompetence inden for matematik og international økonomi? Og brænder du for at gøre disse fag forståelige og relevante for unge mennesker? Så er du måske den underviser, vi søger! Midtbyens Gymnasium vokser år for år, og vi søger derfor flere kolleger, som vil være med til at give vores elever de bedste muligheder for læring og udvikling. Vi mangler stadig nogle få engagerede undervisere, der sammen med os vil hjælpe eleverne med at nå deres fulde potentiale.
Vi søger derfor årsvikarer til følgende fag: - International økonomi (fuld tid)
- Matematik (timerester)
Hverdagen på Midtbyens Gymnasium Du bliver en del af et moderne erhvervsgymnasium med ca. 1000 årselever, hvor vi har fokus på gode læringsfællesskaber, samarbejde og trivsel. Vi har både HHX, HTX og EUX under samme tag, hvilket giver en spændende dynamik både blandt elever og lærere. Vi værdsætter denne forskellighed, og undervisernes forskellige teoretiske og erhvervsfaglige baggrunde og erfaringer giver ofte nye og spændende vinkler både på fag, pædagogik og læring. Vi samarbejder i vid udstrækning med erhvervslivet og eksterne organisationer, og har fokus på at undervisningen på alle 3 uddannelser er erhvervsrettet og virkelighedsnær.
Dine knapt 100 kolleger tager godt imod dig! Det er vigtigt for os, at du føler dig tryg og hurtigt bliver en del af fællesskabet. Du får naturligvis en mentor, som hjælper dig med alt fra undervisningsplanlægning til kaffeautomaten, men du kan også søge råd og vejledning både hos dine fagkolleger og generelt i lærergruppen.
Vi er ambitiøse omkring elevernes læring. Vi møder eleverne dér hvor de er med målet om, at alle skal blive så dygtige, som de kan. Vi har fokus på den gode relation som fundament for elevernes læring og trivsel, og vi arbejder målrettet med dette både i klasserummet og i elevernes fællesskaber. Du kan læse mere om Midtbyens Gymnasium
her.
Lidt om dig Du har naturligvis en relevant kandidatgrad, der giver dig undervisningskompetence i ét af ovennævnte fag, samt gerne øvrige fag fra den erhvervsgymnasiale fagrække. Pædagogikum er en fordel, men det er ikke et krav.
Derudover vil vi gerne have, at du:
- Brænder for dit fag og formår at engagere og motivere eleverne.
- Ønsker at bidrage til elevernes faglige udvikling og personlige vækst.
- Trives i et miljø, hvor relationer og dannelse er i fokus.
- Er en aktiv del af fællesskabet og samarbejder gerne med kolleger på tværs af fag.
Som person trives du i samarbejde med andre og evner at opbygge og vedligeholde stærke faglige og personlige relationer. Du brænder for at bruge din viden til at gøre en forskel for eleverne, og dit fokus er både på dannelse og uddannelse. Du føler, at du lykkes, når du ser eleverne vokse både fagligt og personligt over tid.
Ansøgning og vilkår Hvis du har lyst til at høre mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte uddannelsesleder Anita Thøgersen på telefon 2013 0614 eller uddannelsesleder Tina Frees på telefon 5177 9422.
Begge stillinger er med tiltrædelse den 1. august 2025. Stillingen som underviser i international økonomi er en fuldtidsstilling som årsvikariat, dog med mulighed for fastansættelse. Stillingen som underviser i matematik er et års vikariat med timerester.
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.
Vi holder løbende samtaler, og vi har derfor brug for at modtage din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer så hurtigt som muligt.
Vi har fokus på at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset personlig baggrund. Du kan se mere om Mercantec som arbejdsplads
her. Vi ser frem til at høre fra dig.