Udviklingsminded kommunikationskonsulent til patientinformation i Region Nordjylland

fuldtid
Udviklingsminded kommunikationskonsulent til patientinformation i Region Nordjylland
  • Region Nordjylland
  • Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst
Vi søger en kommunikationskonsulent med kompetencer og erfaring i at skabe digitale brugerrejser for de nordjyske patienter på tværs af regionens digitale kanaler.  

I Region Nordjylland har vi fokus på at udvikle det nære og digitale sundhedsvæsen på patientens præmisser, hvor digitale løsninger som ’MineAftaler - Region Nordjylland’, er en central platform til at udvikle nye måder at møde og kommunikere med patienterne på.  

I mere end 10 år har Region Nordjylland arbejdet med at udvikle og skabe en høj ensartet kvalitet i den skriftlige formidling til patienter og pårørende. Det sker i tæt samarbejde mellem klinikere på hospitalerne, kolleger med digitaliseringskompetencer og systemansvar samt kommunikations-fagpersoner. Fokus er altid på at kommunikere sundhedsfagligt stof i øjenhøjde med patienterne. Patienterne skal føle sig trygge, velinformerede og velforberedte i deres forløb på hospitalet - på papir og på web. ’Mine aftaler – Region Nordjylland’ stiller nye krav til hvordan vi informerer patienterne undervejs i deres forløb og kontakter med hospitalerne i Region Nordjylland.  

Vi søger en skarp kommunikationsuddannet profil, der kan udvikle og drive brugervenlige informationsløsninger, der hænger sammen med regionens samlede informationsflow til patienter. Du skal arbejde med patientinformation på tværs af mange kanaler og platforme – bla. web, sengeterminaler, infoskærme og patientaktiviteter i ’Mine Aftaler - Region Nordjylland’.  

Du er uddannet i kommunikation på kandidat-niveau. Det er et krav, at du har teoretisk viden og erfaring med brugervenlighed og UX i digitale brugerrejser. Erfaring med information til patienter, kendskab til hospitaler og regioners opgaver samt projektledelse er en fordel. Vi arbejder med ’SiteCore’, ’Mine Aftaler – Region Nordjylland’, ’Skala’, ‘Siemens Cockpit 18 pro’ sengeterminaler og Sharepoint Online. Det er en stor fordel, at du har erfaring med et eller flere af disse - som minimum erfaring med tilsvarende systemer. 

Dine opgaver 
  • Udvikle og implementere patientinformation i patientaktiviteter i ‘MineAftaler - Region Nordjylland’. 
  • Udvikle og drive patientinformation til sengeterminaler og infoskærme. 
  • Understøtte driften af regionens patientrettede web-sider, opbygge indhold og forløb og sikre sammenhæng til regionens øvrige kommunikationskanaler til patienter.  
  • Analysere patientforløb og omsætte dem til digitale patientrejser. 
 
For at lykkes i rollen skal du …   
  • have en profil, der tænker analytisk, udviklende og i sammenhænge OG   
  • brænde for at gøre en forskel for de nordjyske patienter ved at sikre dem professionel formidling på alle kanaler og platforme i et sprog som er i øjenhøjde.  
  • se en udfordring i at arbejde med eksisterende digitale systemer og rammer og udnytte deres potentiale fuldt ud.  
  • arbejde selvstændigt, tage ansvar for opgaver, sikre fremdrift og selv bidrage til at opgaverne løses - gerne med et godt drive og positiv energi.  
  • være god til at etablere samarbejdsrelationer med mange forskellige samarbejdspartnere (sundhedsfaglige klinikere, lægesekretærer/ sundhedsadministrativ koordinator, digitaliserings- og it-kyndige m.fl.). 
Vi kan love dig at det bliver sjovt, indviklet og med tekniske og organisatoriske benspænd. Til tider vil det være hektisk og vil kræve en god portion tålmodighed. Men vi gør en forskel for de nordjyske patienter. Og vi gør det sammen som et hold. 
 
Om Kommunikation og Rekruttering 
Alle opgaver med skriftlig og visuel patientinformation bor i kontoret ’Kommunikation og Rekruttering’. Her bliver du en del af et team på 6 kolleger, som alle brænder for professionel, relevant og rettidig information til patienter.  

I Kommunikation og Rekruttering får du i alt 27 engagerede kolleger med forskellige faglige profiler, som løser kommunikations- og rekrutteringsopgaver for hele Region Nordjylland og regionens hospitaler og sociale institutioner: Interne nyheder, sociale medier, intranet, web, rekruttering, grafisk design, videoproduktion og meget mere.   

Du bliver en del af et stort fællesskab med en høj og bred faglighed, og der er er altid én at spørge til råds eller sparre med. Du er selv med til at præge og planlægge dine opgaver.  
Vi arbejder selvstændigt og sammen. Vi har ambitioner og fokus på høj kvalitet og professionalisme i opgaverne. Hos os er et godt grin en vigtig del af hverdagen. Vi har et godt sammenhold, værdsætter vores gode arbejdsmiljø og sikrer, at både medarbejdere og opgaver er i gode hænder.   
 
Hvis du vil vide mere  
Kontakt faglig koordinator for patientinformation Mia Bisgaard Jensen på mobil 23 83 16 80 eller mail  mibij@rn.dk  
  
Det praktiske  
Opstart 1. januar eller snarest muligt.  
Der er ansøgningsfrist d. 26.11.2025. Vi forventer at afholde samtaler d. 2.12.2025. 
Du får arbejdsplads i Regionshuset, Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Ø.  
Løn i henhold til AC-overenskomst.   

 Om Region NordjyllandI Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.

Log ind