Udskrivningsmentor til Job og Udvikling 3 i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen

fuldtid
Udskrivningsmentor til Job og Udvikling 3 i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen
  • Odense Kommune
  • 5000 Odense C
Vil du være med til at bygge bro mellem Jobcenter Odense og Psykiatrien, så borgere, der udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, får en bedre overgang til et hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og job? Så er her en glimrende mulighed for at komme med på holdet.

Om jobbet
Borgere, som har været indlagt med en psykisk lidelse, har ret til et tilbud om støtte fra en udskrivningsmentor under og efter udskrivelsen fra psykiatrisk indlæggelse. Kommunen skal tilknytte udskrivningsmentoren, så snart udskrivningsforløbet begynder at blive planlagt, hvilket sker i dialog og samarbejde med Psykiatrien. Din opgave er at spille konstruktivt ind i dette samarbejde og hjælpe borgeren videre. 

Ud over at skulle understøtte borgerens vej i udskrivningsprocessen, vil du blive indgangen fra Psykiatrien til den kommunale indsats. Du bliver derfor en meget vigtig medspiller, der skal bistå med den kommunale opfølgning, når borgere i Odense Kommune vender tilbage til et hverdagsliv. 

Din opgave er at sikre koordinering af de indsatser, der skal til for at borgerne kan få (gen)etableret et hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Du vil skulle arbejde meget en til en med borgere, men du har et hold af gode kollegaer i ryggen og vil få en bred kontaktflade både internt og eksternt.
 
Målgruppen for udskrivningsmentor er alle borgere mellem 18-67 år, der udskrives efter psykiatrisk indlæggelse og som har en beskæftigelsessag i jobcentret.

Dine centrale opgaver:
Din arbejdsdag består af flere spændende opgaver, hvor du som mentor er med til at få skabt en god ramme om borgerens forskellige indsatser. Til en start deltager du i et møde med borgeren og socialrådgiveren i psykiatrien og får lagt en plan for borgerens vej tilbage til hverdagen og job. Efterfølgende er du i tæt dialog med borgerens kommunale sagsbehandler og kontakter relevante kerneområder i kommunen samt andre relevante aktører for at understøtte løsninger til gavn for borgerens videre forløb. Der indgår desuden høj grad af samarbejde og koordinering med de psykiatriske afdelinger og Lokalpsykiatrien i borgerens forløb.

Om dig
Stillingen kræver en god portion erfaring, da opgaverne spænder vidt. Du har helt sikkert erfaring fra det psykiatriske felt og arbejde i kommunalt regi med udsatte borgere. 

Derudover lægger vi vægt på, at du:
  • Har god indlevelsesevne og interesse for at skabe relation til mennesker med psykiatriske problemstillinger
  • Har efteruddannelse indenfor det psykiatriske felt
  • Har faglig interesse for at understøtte gode og sammenhængende forløb for vores borgere, så de kan få en hverdag op at stå og få et job 
  • Har engagement, godt overblik og kendskab til den sociale- og beskæftigelsesmæssige lovgivning 
  • Evner at se andres ressourcer og bringe dem i spil
  • Evner at indgå i samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Har gode kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt, samt flair og interesse for IT
  • Er en stærk medspiller, der tager medansvar for trivsel og den gode stemning på kontoret
Vi tilbyder
Vi tilbyder en hverdag, hvor du gør en positiv forskel for nogle af vores mest udsatte borgere. Du vil komme til en organisation, hvor vi har fokus på kerneopgaven og på at gøre det rigtige. Vi ønsker at udvikle et inspirerende og aktivt arbejdsmiljø med høje faglige ambitioner samt engagerede og dygtige kolleger, som vægter vidensdeling og høj faglig kvalitet. Åbenhed og gensidig tillid er vigtige normer på vores arbejdsplads.
 
Vi tilbyder høj grad af medindflydelse og en selvstændig tilrettelæggelse af dine opgaver med flekstid og mulighed for hjemmearbejde.

Om os
Afdelingen Job og Udvikling 3 er en del af Jobrehabilitering 1 i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Med afsæt i vores kerneopgave om at få flere i job og uddannelse, ydes der i afdelingen en beskæftigelsesrettet indsats, hvor det overordnede formål er at kvalificere borgere til at kunne deltage i uddannelse eller beskæftigelse. Vi har fokus på borgerens ressourcer og målet med indsatsen er, at borgeren motiveres til at deltage i virksomhedsrettede aktiviteter.

Afdelingen har både individuelle og holdbaserede indsatser og består udover udskrivningsmentorer også af IPS konsulenter, beskæftigelsesmentorer og vejledere.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Kim Breide på 40 21 93 01, kiab@odense.dk. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettige organisation. Aflønningen vil tage udgangspunkt i grundløn 32 i HK-overenskomsten.

Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse er hurtigst muligt.

Du bliver tilknyttet området Jobrehabilitering 1, Afdelingen Job og Udvikling 3, der bl.a. har indsatser for aktivitetsparate over 30 år og ressourceforløbsmodtagere.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 21. april 2025. Samtalerne afholdes i uge 17.  

Log ind