Udenrigsministeriet søger jurist til kontor for Intern Kontrol & Tilsyn
Opgaver og ansvar Udenrigsministeriets kontor for Intern Kontrol og Tilsyn søger en dygtig og ansvarsbevidst jurist med erfaring inden for offentlig forvaltning. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af at håndtere sager i relation til ministeriets interne whistleblowerordning, koordinering af og ledelsesrapportering på ministeriets samlede tilsyn samt tilsynsbesøg ved danske repræsentationer i udlandet.
Opgaverne løses i tæt samarbejde med øvrige medarbejdere i kontoret. Dertil kommer et tæt samarbejde med ministeriets kontorer inden for økonomi, drift- og personaleadministration, udviklingsbistand, borgerservice og eksportanliggender. Dine vigtigste eksterne samarbejdspartnere vil være Justitsministeriet og Rigsrevisionen.
Kompetencer Vi forventer, at du har opnået gode resultater fra en relevant juridisk uddannelsesinstitution – gerne suppleret med international erfaring. Det er en fordel med relevant erhvervserfaring eksempelvis fra advokatkontor, private virksomheder og/eller relevante juridiske kontorer på Slotsholmen m.v.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
- Har 3-5 års erhvervserfaring, gerne med whistleblowersager og/eller personalejura
- Har interesse for at arbejde med compliance i det offentlige, gerne erfaring med ministerielt tilsyn
- Er analytisk stærk og har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk.
- Har gode samarbejdsevner, en god dømmekraft og tager ansvar
- Høj grad af integritet og erfaring med at håndtere sensitive sager, der kræver en høj grad af fortrolighed
Organisatorisk placering Du bliver en del af Udenrigsministeriets kontor for Intern Kontrol og Tilsyn (KONTROL), der er placeret fysisk på Asiatisk Plads. Kontoret har bl.a. ansvaret for Udenrigsministeriets whistleblowerordning, som modtager henvendelser fra medarbejdere både i ministeriet i København og lokaltansatte på danske ambassader i udlandet. Kontoret varetager også ministeriets arbejde med tilsyn og risikostyring og håndterer relationen til Rigsrevisionen. Samlet set bidrager vi til, at Udenrigsministeriet er kendetegnet ved en ansvarlig forvaltning på alle ministeriets områder, der bidrager til at styrke borgernes tillid til den offentlig sektor.
Kontoret er kendetegnet ved en flad struktur, hvor alle medarbejdere arbejder meget selvstændigt og forventes at udvise en høj grad af dømmekraft. Du kan forvente at få en hverdag med stor variation i opgaverne, samt et godt fagligt og kollegialt fællesskab kendetegnet ved en uformel omgangstone, hjælpsomhed og respekt.
Løn og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår vil være som fuldmægtig i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation.
Du ansættes på fuldtid og uden forflyttelsespligt.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Tiltrædelse Den 1. august 2025 eller snarest derefter.
Ansøgningsfrist og kontakt Ansøgningsfristen er den. 9. juni 2025. Vi forventer at afholde samtaler den 12. og 13. juni. Du søger under ”Job” på
www.um.dk. Du skal indsende en målrettet og motiveret ansøgning på maksimum 1 side og et CV indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde og øvrige kvalifikationer, niveau for sprogkundskaber, referencer m.v. Vedhæft venligst dit eksamensbevis. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.
Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på
www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Jes Brogaard Nielsen,
jesnie@um.dk, +45 33921851 og hvis du har spørgsmål til løn og vilkår kan du kontakte HR-konsulent Thomas Hadrup, e-mail
thohad@um.dk.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.
Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet. Om os Udenrigsministeriet varetager Danmarks internationale interessevaretagelse i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik, europapolitik, udviklingssamarbejde, grønt diplomati, borgerservice, handelspolitik, samt den offentlige eksport- og investeringsfremme. Udenrigstjenesten består af ministeriet i København (hjemmetjenesten med ca. 1000 medarbejdere) og ca. 100 repræsentationer i verden (udetjenesten med ca. 2000 medarbejdere). Udenrigsministeriet arbejder for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. Vi stræber efter at være en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, samt en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling. #Ministry of Foreign Affairs of Denmark