Den Classenske Legatskole udvider i skoleåret 2025/2026 med et ekstra spor i børnehaveklassen. Derfor søger vi en uddannet pædagog til fastansættelse på 30 timer om ugen, der kan starte hurtigst muligt. Opgaverne Du har ansvaret for at støtte op om undervisningen i børnehaveklasserne, hvor du i samarbejde med børnehaveklasselederne over ugen blandt andet skal forestå aktiviteter med rytmik og bevægelse for at understøtte børnenes sproglige- og motoriske udvikling. Det kan være med hele klasser eller mindre grupper af børn, som du for eksempel samler på tværs af klasserne. Du har også ansvaret for at gennemføre aktiviteter med bevægelse og leg i gymnastiksalen. Din daglige gang bliver dermed i de tre børnehaveklasser, og med én af klasserne som fast base.
Du bliver en del af et team omkring de tre børnehaveklasser, hvor der er ugentlige skemalagte teammøder med skolepædagog og med de øvrige børnehaveklasseledere.
Der er altid to voksne på i børnehaveklassen, og det kan være i form af børnehaveklasselederen, skolepædagogen, en anden pædagog fra skolen eller en medhjælper, som er tilknyttet børnehaveklasserne.
Du deltager i afdelingsmøderne i indskolingen, hvor der blandt andet deles erfaringer fra undervisningen, og hvor der for eksempel også laves aftaler for regler på fællesarealer.
Vi har med KKFO'en følgeordning, som betyder, at der også vil være dage, hvor du med en pædagog fra KKFO'en er med til at følge børnene fra skole og på KKFO. Her er du sammen med børnene frem til kl. cirka 13.30.
Vigtigt om stillingen Den Classenske Legatskole er som udgangspunkt en tosporet skole. Vi har haft stor søgning fra eget skoledistrikt ved indskrivningen denne gang, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for. På sigt forventer vi dog ikke at opretholde tre spor, hvorfor vi fremadrettet arbejder for en løsning, hvor en voksen fra børnehaveklassen følger med op i 1. klasse året efter for at skabe en god og tryg overgang. Du skal derfor forvente, at du frem mod skoleåret 2026/2027 indgår i drøftelserne om, hvem der skal blive i børnehaveklasserne, og hvem der skal med op i 1. klasse.
Vi tilbyder Vi tilbyder en skole, der har en overskuelig størrelse, hvor elever, lærere og ledelse har tæt og daglig kontakt med hinanden. Det giver os en god og tryg samarbejdsflade også i forhold til forældrene. En skole og arbejdsplads, hvor det er børnene, der er i centrum.
Skolen har to velfungerende og aktive elevråd, et grønt råd, et råd for elev-sikkerhed-og-undervisning (RESU), morgensamling med fællessang for alle elever hver måned, et skolekor, venskabsklasser, hvor 5. klasse er venskabsklasse for børnehaveklassen, temauge på tværs af skolen, fordybelsesdage hver måned for 1.-9. klasse, hytteture og lejrskole, skolebal for alle elever m.m.
Vi forventer, at du - er uddannet pædagog
- har erfaring, og helst uddannelse, med rytmiske aktiviteter og bevægelse for målgruppen
- har en anerkendende tilgang til børnene
- vil arbejde målrettet og tydeligt med klasseledelse
- kan arbejde tæt sammen i klasse- og fagteam med kolleger om eleverne og deres læring og trivsel
- er imødekommende og aktivt vil indgå i samarbejdet med forældre, elever, kolleger og ledelse
Om os Den Classenske Legatskole er en folkeskole beliggende tæt på Rådhuspladsen og Indre Bys mange kulturinstitutioner og tilbud, vi har blandt andet et godt samarbejde og partnerskab med Københavns Museum.
Skolen er tosporet fra børnehaveklasse til 9. klasse med cirka 500 dygtige og glade elever og 50 engagerede medarbejdere bestående af lærere, pædagoger, medhjælpere, sekretær, gårdmand m.m.
Der er gode traditioner på skolen, som for eksempel vores skolefester og gallafest, som bliver båret af et velfungerende elevråd, samt fordybelsesdage en gang om måneden.
Vi lægger vægt på dialog og inddragelse, og har fokus på relationerne og de lærende og inkluderende fællesskaber, og arbejder derudover på løbende at styrke teamsamarbejdet.
Vores faglige resultater er gode, og det lykkes vi blandt andet med på grund af et godt læringsmiljø, som understøttes af dygtige vejledere i dansk og matematik.
Lærerne arbejder som udgangspunkt i enten indskolingen eller udskolingen, og vi har et lærerskifte i skoleforløbet i dansk og matematik omkring 5. eller 6. klasse.
Vores KKFO befinder sig på to matrikler fordelt i byen, hvor børnene i børnehaveklasserne efter skole går til afdelingen på Vartov, mens børnene fra 1.-3. klasse bliver kørt i busser til afdelingen på Thomas P. Hejle i Linnésgade ved Nørrevold.
Vi har en aktiv skolebestyrelse, og vi værdsætter det tillidsfulde samarbejde med vores engagerede forældre, som vi fortsat styrker gennem dialog.
Mangfoldige Børnefællesskaber I Københavns Kommune er der politisk blevet vedtaget et ambitiøst program for, at flere børn kan være med i den almene folkeskole.
Det kan du læse meget mere om her.
Det skal vi arbejde med på alle skoler fremadrettet, og det bliver derfor en del af vores samlede opgaver på skolen.
Ansættelsesvilkår Stillingen er en fastansættelse på 30 timer om ugen, til besættelse den 1. oktober 2025 eller hurtigst muligt derefter. Din arbejdstid følger skoleåret, og skoleferierne, og består derfor af 32 timer om ugen i skoleugerne og herudover timer til skole/hjemsamarbejde og andre skolebegivenheder. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger Du kan få mere at vide om os og om den ledige stilling ved at kontakte skoleleder Lars Rye Vadmand på 33 66 21 90. Du kan også
læse mere om skolen her.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 7. september 2025 Ansættelsessamtaler finder sted frem til torsdag den 18. september i tidsrummet kl. 08.30-17.00.