Kan du se dig selv i arbejdet med unge mennesker under uddannelse på en erhvervsskole i tæt samarbejde med arbejdsmarkedet? Vi søger lige nu en uddannelsesleder til NEXT Skoleoplæring til at hjælpe os med håndtering af driften af uddannelsesområderne og videreudvikling af vores skoleoplæringscenter. Hvem er vi? NEXT er en stor uddannelsesinstitution med et bredt udbud af uddannelser og omkring 1000 medarbejdere fordelt på 14 adresser i Storkøbenhavn. Denne stilling er i NEXT Skoleoplæring, som udbyder Skoleoplæring på 16 uddannelser. Skoleoplæringen er det professionelle alternativ for lærlinge, som endnu ikke har en læreplads. Vi oplærer elever og lærlinge i de arbejdsopgaver, der hører til den uddannelse, de går på. Lærlingene er i centrum, og vi ønsker, at alle skal udfordres og tilskyndes til at udnytte deres fulde potentiale. Vi arbejder målrettet med lærlingenes faglige- og sociale udvikling og livsduelighed og understøtter lærlingenes lærepladssøgning. Du vil blive en del af ledelsesteamet i skoleoplæringscentreret, som ud over dig består af 2 uddannelsesledere og en skoleoplæringschef. Vi lægger vægt på at bruge hinanden til sparring på tværs af uddannelserne ved en god og åben dialog og fordeler i tæt samarbejde opgaverne imellem os. Skoleoplæringscentret består af ca. 550 lærlinge og ca. 40 instruktører indenfor byggeri, snedkeri, industri, skønhed og medie. Du vil desuden indgå i den samlede ledelsesgruppe på tværs af NEXT, hvor der er fokus på ledelse og udvikling - også af dig - så du har gode muligheder for at udvikle dig i dit job. Helt konkret skal du
have personaleansvar og daglig ledelse af ca. 1/3 af medarbejdergruppen
prioritere tid til løbende dialog med medarbejderne i hverdagen
varetage driften af området, herunder budgetansvar, pædagogisk og praktisk planlægning og organisering af skoleåret samt øvrige administrative opgaver
have fokus på lærlingenes faglige og sociale udvikling
gennemføre trivsels- og fraværssamtaler med lærlinge og klagehåndtering i tæt samarbejde med administrationen
have tæt kontakt med lærlinge, instruktører og administration og skolens øvrige uddannelsesledelse
udvikle produktions- og kunde potentiale
samarbejde med virksomheder og parterne om kvalitet og lærepladser
Vi søger en profil, som
har en erhvervsuddannelse og/eller relevant videregående uddannelse og kendskab til uddannelsessektoren
har ledelseserfaring samt analytiske, pædagogiske og organisatoriske evner
er tydelig i sin ledelsesstil, formår at sætte en retning og samtidig har humor og overskud til smil i dagligdagen
brænder for at gøre en positiv forskel for eleverne, både ved at stille krav og vise omsorg
er samarbejdsorienteret og finder det naturligt at tage ansvar, hvor du er åben omkring dit eget område og samtidig engagerer dig i dine kollegers områder
Ansættelsesvilkår Stillingen er på fuldtid, og Skoleoplæringen er p.t. placeret i Herlev, Ishøj, Frederiksberg og Glostrup. Du skal forvente skiftende arbejdssteder.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til cirkulære om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område.
Vi håber, at du kan starte d. 1. marts 2026.
Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgning og kontakt Send cv, ansøgning og andre relevante dokumenter til os hurtigst muligt, hvis stillingen er noget for dig.
Vi afholder 1. ansættelsessamtale d. 15. januar 2026. Hvis du går videre i rekrutteringsprocessen, skal du afsætte yderligere tid til gennemførsel af test samt afholdelse af testsamtale og 2. ansættelsessamtale. Læs mere på https://nextkbh.dk/oplaering/skoleoplaering/. Du er også velkommen til at kontakte skoleoplæringschef Vibeke Uhrenholt Wiingaard på tlf. 5116 9844 eller mail uhr@nextkbh.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Om NEXT NEXT – Uddannelse København har en mission om at uddanne til fremtiden med rødder i fortiden. Det gør vi med udgangspunkt i tre pejlemærker; at tænke og agere bæredygtigt, skabe en eksperimenterende og meningsfuld læringskultur og sikre kompetencer til at udvikle fremtidens samfund. Vores institution rummer over 40 forskellige erhvervsuddannelser, alle fire gymnasieuddannelser, 17 Eux-uddannelser samt 10. klasse og efteruddannelseskurser. NEXT har tobaks- og røgfri skole- og arbejdstid. Det betyder, at hverken elever, medarbejdere eller kursister må benytte nogen former for tobaksvarer, snus eller e-cigaretter i skole- og arbejdstiden – heller ikke hvis de forlader skolens område i løbet af dagen.