Uddannelseschef

fuldtid
Uddannelseschef
  • UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M

Vil du være med til at skabe fremtidens socialrådgiveruddannelse og socialrådgivere? Har du mod på at stå i spidsen for en uddannelse med store politiske og samfundsmæssige forventninger? Trives du i en dynamisk hverdag og motiveres du af samarbejde med dygtige og engagerede ledere, medarbejdere - og studerende? Så er dette en unik mulighed for at få en central rolle i udviklingen af socialrådgiveruddannelsen.

Til socialrådgiveruddannelserne i Odense og Vejle søger UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole en visionær uddannelseschef med stærke kompetencer i forandringsledelse og erfaring fra den videregående uddannelsessektor eller velfærdsområdet.

Om jobbet

Socialrådgiveruddannelserne i UCL er en del af Området for Pædagogik og Samfund sammen med lærer- og pædagoguddannelserne samt den tilknyttede forskningsafdeling. Uddannelsen består af et online uddannelsestilbud samt uddannelserne i Odense og Vejle. Socialrådgiveruddannelserne har godt 500 studerende i Odense, 275 i Vejle og ca. 430 onlinestuderende.

Som uddannelseschef får du det overordnede ansvar for socialrådgiveruddannelsen på begge vores udbudssteder. Du bliver chef for tre uddannelsesledere samt overordnet for uddannelsens ca. 60 fastansatte medarbejdere og ca. 20 timelønnede medarbejdere. Din opgave bliver at skabe et stærkt lederteam og sikre, at vi lykkes med både drift og udvikling. Din fysiske tilstedeværelse på begge udbudssteder er afgørende for at være synlig og skabe retning for medarbejdere og studerende.

Du bliver en del af en velfungerende chefgruppe under området Pædagogik og Samfund. Chefgruppen består udover direktøren og dig af uddannelseschefen for læreruddannelserne, uddannelseschefen for pædagoguddannelserne og med forskningschefen. Du forventes at indgå i denne chefgruppe som en proaktiv med spiller, der løfter blikket og tager medansvar for fællesskabets opgave.

Du indgår ligeledes i UCL’s strategiske chefforum og repræsenterer UCL i professionshøjskolernes nationale chefledernetværk, hvor vigtige nationale dagsordener drøftes.

Socialrådgiveruddannelsen står midt i en national reform, der træder i kraft sommeren 2026. Derfor er det vigtigt, at du har stærke kompetencer i forandringsledelse og kan omsætte politiske ambitioner til praksis gennem engagement og ejerskab hos ledere og medarbejdere.

Hos UCL arbejder vi ud fra en fælles strategisk ambition og fem pejlemærker, som du også vil være med til at realisere på tværs af organisationen. Du skal trives i en kompleks og interessant hverdag, hvor store udviklingsprojekter, forskningsbasering og den daglige drift går hånd i hånd – og hvor også personaleledelse er en central del af opgaven.

Om dig

Vi leder efter en chef, der har solid erfaring fra en videregående uddannelsesinstitution eller fra et af de store velfærdsområder i stat, kommune eller region. Ledelseserfaring er afgørende, og vi ser gerne, at du har prøvet at lede ledere. Erfaring med strategiske samarbejder på tværs af institutioner er en fordel. Du har en relevant videregående uddannelse, gerne på kandidatniveau.

Du tager ansvar og har en dialogbaseret og anerkendende ledelsesstil, kombineret med handlekraft og tydelig kommunikation – også når svære beslutninger skal træffes, og der skal skabes følgeskab. Du formår at skabe arbejdsglæde og engagement hos ledere og medarbejdere, også når forandringer skal gennemføres.

Vi forventer, at du er empatisk og tillidsvækkende, samtidig med at du er ambitiøs på uddannelsens og socialrådgiverprofessionens vegne. Du har en stærk forståelse for store organisationers virkelighed og agerer med ordentlighed og loyalitet i samarbejdet med både dine ledere, chefkolleger og direktør.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes pr. 1. marts 2026, og der er tale om en lederstilling uden højeste arbejdstid.

Du vil blive ansat efter Cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Dine primære ansættelsessted er Odense. Men du vil også have kontor i Vejle.

Ansættelsesproces

UCL har nedsat et ansættelsesudvalg, der med hjælp fra Genitor gennemfører ansættelsesprocessen og indstiller kandidater til bestyrelsen, der har ansættelses­kompetencen. Ansættelsesudvalget består af:

  • Charlotte Høy Worm (Direktør for Området Pædagogik og Samfund)
  • Anders Nørgaard (Uddannelseschef for Pædagoguddannelserne og nuværende konstitueret uddannelseschef for Socialrådgiveruddannelserne)
  • Birgit Mortensen (Uddannelsesleder - Vejle)
  • Sofie Raviv (Uddannelsesleder - Online)
  • Kirsten Vestergaard Prescott (Adjunkt)
  • Susanne Tindgard Lauridsen (Lektor)

Ansøgningsfristen er den 18. januar 2025.

Ansættelsesudvalget mødes den 20. januar og udvælger kandidater til første samtalerunde. Hvis du bliver udvalgt, så hører du fra os umiddelbart herefter.

Vi gennemfører to samtalerunder. Første samtalerunde afvikles den 22. januar, og anden samtalerunde afvikles den 28. januar.

Mellem de to samtalerunder gennemfører Genitor et testforløb og indhenter referencer.

Testforløbet omfatter:

  • personlighedstesten NEO-PI-3, der er markedets bredest funderede og bedst dokumenterede
  • den kognitive test IST-Screening, der er en nuanceret test til vurdering af generel intelligens
  • en opfølgende testsamtale, hvor vi med udgangspunkt i personlighedstesten og den kognitive test drøfter dine kompetencer i forhold til den foranstående personprofil, og hvor du får en mundtlig feedback fra konsulenten.

Vi indhenter referencer for at validere oplysninger og vurderinger. Vi indhenter typisk tre referencer, og det sker i alle tilfælde efter forudgående aftale med dig.

Vi udarbejder en skriftlig kandidatvurdering, og den udgør den samlede afrapportering af testforløbet og referencetagningen. Vurderingen indeholder:

  • resultaterne fra personlighedstesten og den kognitive test
  • en vurdering af dine kompetencer i forhold til personprofilen
  • en generel vurdering af din ledelsesadfærd
  • en specifik vurdering af dine ledelsesmæssige styrker og svagheder i forhold til det konkrete job
  • en konklusion vedrørende match.

Vi sender vurderingen til dig forud for anden samtalerunde, hvor du får mulighed for at kommentere vurderingen over for ansættelsesudvalget. Vi præsenterer og gennemgår vurderingen for ansættelsesudvalget i forbindelse med anden samtalerunde.

Ved anden samtalerunde præsenteres du for en caseopgave.

Vi forventer, at ansættelsesudvalget indstiller kandidater i forlængelse af anden samtalerunde, og at der træffes ansættelsesbeslutning umiddelbart herefter.

Yderligere information

UCL har en meget informativ hjemmeside: www.ucl.dk. Her kan du bl.a. se information om UCL, uddannelsen og dets organisering m.m. Vi forventer, at du som kandidat har orienteret dig på hjemmesiden.

Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør Charlotte Høy Worm på tlf. 4022 6038 eller partner i Genitor Jesper Lund Madsen på tlf. 2289 8525 eller jlm@genitor.dk.

Hvis du ønsker en drøftelse af dine muligheder i jobbet, er du også meget velkommen til at kontakte Jesper. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Log ind