Vil du være med til at lægge det juridiske grundlag for fremtidens bæredygtige jernbane i Danmark og udbyde anlægsprojekter for flere milliarder kr. om året? Motiveres du af at arbejde i en organisation med stor samfundsmæssig betydning? Så er du måske én af vores nye udbuds- og entreprisejurister til København og Fredericia. Vi søger fagligt dygtige udbuds- og entreprisejurister med praktisk erfaring fra bygge- og anlægssektoren til vores sektion Jura – Bygge og Anlæg.
Som jurist i Jura – Bygge og Anlæg bliver du en central del af Banedanmarks juridiske rådgivningsteam og får en nøglerolle i arbejdet med at sikre solide og lovmedholdelige rammer for vores mange bygge- og anlægsprojekter.
Du vil rådgive projektledere og kolleger på tværs af organisationen i komplekse udbuds- og entrepriseretlige spørgsmål – og være med til at skabe grundlaget for, at Banedanmark kan udvikle og modernisere jernbanen til gavn for hele Danmark.
Sektionen er en del af området Kontrakter og Udbud under divisionen Sikkerhed, Jura og Indkøb. Jura – Bygge og Anlæg består i dag af en sektionschef, fem jurister og en studentermedhjælper fordelt på vores lokationer i København (hovedkontor) og Fredericia – et stærkt og engageret team med høj faglighed og godt humør.
Hvad skal du lave? Du deltager i tværfaglige projektteams, der gennemfører udbud af teknisk rådgivning og entrepriser. Projekterne bemandes med fageksperter, hvoraf hovedparten har en teknisk baggrund.
Dine primære opgaver bliver at:
- bistå med juridisk rådgivning i hele udbudsprocessen på projekter, som er komplekse og/eller har politisk bevågenhed
- sikre et solidt juridisk fundament samt sproglig klarhed i udbudsmaterialet på dine projekter
- deltage i forhandlingsmøder med tilbudsgivere på dine projekter
- bistå med fortolkning af entreprisekontrakter samt konflikthåndtering og håndtere entrepriseretlige tvister
- rådgive om udbudsretlige og entrepriseretlige problemstillinger og udarbejde notater
- udarbejde og vedligeholde sektionens paradigmer i samarbejde med dine kolleger i sektionen.
Hvem er du? Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.(jur.) og har erfaring med udbuds- og entrepriseret – eller du har lyst til at specialisere dig inden for området.
Herudover motiveres du af at omsætte juridisk viden til konkrete løsninger, der bidrager til udviklingen og vedligeholdelsen af en velfungerende infrastruktur. Jobbet kræver, at du er i stand til at gøre kompleks jura klar og anvendelig, så dine kolleger og samarbejdspartnere kan handle effektivt og trygt.
Samtidig trives du i et samarbejdsmiljø, hvor dialog og tværfagligt samarbejde er i centrum, og hvor du arbejder tæt sammen med teknikere, projektledere og andre faggrupper. Som person er du nysgerrig, løsningsorienteret og engageret. Du navigerer sikkert gennem regler og rammer og finder altid den praktiske vej gennem udbuds- og entrepriseretten. Du har også blik for samspillet mellem juridiske, kommercielle og politiske hensyn, som præger Banedanmarks arbejde.
Kort sagt: Du er en fagligt velfunderet og samarbejdsorienteret jurist, der ønsker at bruge din faglighed til at skabe værdi – både for Banedanmark og for samfundet som helhed.
Din nye arbejdsplads Vi tilbyder en spændende, udfordrende og udviklende stilling i et travlt og afvekslende arbejdsmiljø med mange engagerede medspillere med forskellige fagligheder. Vi har et solidt fagligt miljø, hvor du altid har mulighed for at få hjælp og sparring fra kolleger. Du får ansvar for egne projekter og en høj grad af indflydelse på opgaveløsningen.
Det er en karriere med mening, hvor du får mulighed for at sætte et fagligt aftryk på et af samfundets vigtigste infrastrukturer – jernbanen. Vores omgangstone er uformel, og vi lægger vægt på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vi håber, at du kommer med engagement og godt humør i bagagen, for det har vi andre!
Vi har fokus på at sikre en balance i arbejdslivet og tilbyder adgang til træningsfaciliteter i København, en sundhedsordning hos Falck Health Care og mulighed for at arbejde hjemmefra i perioder, hvor opgaverne tillader det. Herudover er der mulighed for to hjemmearbejdsdage om ugen og flextid. Det vil eventuelt også være muligt at arbejde på deltid.
Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Vil du vide mere? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Mahvish Ashraf på
mash@bane.dk eller på telefon 41166130.
Du kan læse mere om Banedanmark på
www.banedanmark.dk.
Ansøgning og øvrige oplysninger Du sender din ansøgning ved at klikke på linket ”Søg stillingen” og følge instruktionerne. Udover din ansøgning skal du vedlægge cv, eksamensbeviser inkl. karakterudskrifter (bachelor- og kandidatuddannelsen) og eventuelle udtalelser.
Vi indkalder til samtaler løbende, så send gerne din ansøgning allerede nu.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.