Udbud på ny kollega til Team Indkøb

fuldtid
Udbud på ny kollega til Team Indkøb
  • Assens Kommune
  • Rådhus Allé 5, 5610 Assens
Er du imødekommende, tillidsvækkende, og har du let til smil? Bliver smilet endnu større, når du hører ord som EU-udbud, cirkularitet og konkurrenceudsættelse? Har du lyst til at fungere som projektleder på din egen portefølje af opgaver? Og kunne du tænke dig at være en del af en organisation med højt til loftet, gode kollegaer, og hvor der ikke er langt mellem dig og beslutningstagerne? Så er det måske lige dig, vi søger!

Vi leder efter en ny udbudskonsulent, som er initiativrig, selvstændig, og som vil være med til at skabe et højt fagligt niveau på indkøbsområdet i Assens Kommune.

Dette udbud vedrører derfor levering af én ny udbuds-kollega til Assens Kommunes Indkøbsteam.

Udbuddet gennemføres som et offentligt udbud, hvor alle interesserede har mulighed for at byde.

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. oktober 2025.

Vi har fleksible arbejdstider, og mulighed for at arbejde hjemmefra op til to dage om ugen.

Udbudsmaterialet består af:

  1. Udbuddets omfang
  2. Spørgsmål og svar
  3. Tildelingskriterier/ løn og ansættelsesforhold
Udkast til kontrakt fremsendes til den vindende tilbudsgiver.

1. Udbuddets omfang Om jobbet

Som udbudskonsulent skal du arbejde med at tilrettelægge og gennemføre EU-udbud og tilbudsindhentninger.

I Assens Kommune arbejder vi med en balanceret tilgang til indkøb med fokus på klima, genbrug og cirkularitet, social ansvarlighed, lokale leverandører samt økonomi og kvalitet.

Du vil blive ansvarlig for din egen opgaveportefølje. Opgaverne spænder bredt, og der vil være rig mulighed for at tilpasse opgaverne efter dine kompetencer og interesser, f.eks. hvis du har en særlig interesse for et bestemt fagområde.

Konkret vil dine opgaver bl.a. omfatte:

  • Gennemføre udbud og tilbudsindhentninger på varer- og tjenesteydelser i samarbejde med fagområderne
  • Indgåelse af aftaler og udarbejdelse af kontrakter
  • Rådgivning og sparring omkring konkurrenceudsættelser, processer, effektiviseringspotentialer mv.
  • Implementering og drift af indgåede aftaler i samarbejde med kommunens leverandører og øvrige samarbejdspartnere
  • Udarbejdelse af indkøbsanalyser
Hvem er du

Erfaring fra en lignende stilling vil være en klar fordel, men med rette profil og indstilling vil du også kunne komme i betragtning.

Det vigtigste er, at du har mod på opgaven og brænder for indkøbsområdet.

Derudover lægger vi vægt på, at du som person:

  • Er imødekommende, tillidsvækkende og har let til smil
  • Er god til at samarbejde og har lyst til at lære fra dig
  • Er nysgerrig og har lyst til at tilegne dig ny viden
  • Er ansvarsbevidst, engageret og har en struktureret tilgang til jobbet
  • Forstår at offentligt indkøb ikke alene handler om jura
  • Har interesse for den grønne omstilling
  • Er velformuleret såvel skriftligt som mundtligt og er bevidst om at tilpasse din kommunikation til modtageren.
Hvem er vi

Team Indkøb er et lille stærkt (og ret hyggeligt) team på fire medarbejdere og en afdelingsleder.

Vi griner sammen, hjælper hinanden, og går op i at spille hinanden gode.

Kort sagt: Vi vil faktisk hinanden det bedste, og vi håber, at du har lyst til at være med.

Indkøb er et team i afdelingen Indkøb og Økonomiservice på i alt 10 medarbejdere, som er en del af den centrale stabsfunktion Økonomi og Løn i Assens Kommune.

Vi sidder i et åbent kontorlandsskab, hvor man naturligt bliver en del af et større fællesskab.

Vi har egen sundhedsordning, personaleforening og en veldrevet kantine.

2. Spørgsmål og svar Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Sanne Skovgård Nielsen på tlf. 64 74 73 92, hvis du vil høre mere om jobbet, eller vi kan afholde et kaffemøde, hvor du kan høre mere om stillingen og Assens Kommune som arbejdsplads.

Du kan også se mere ift., hvordan det er at arbejde i en kommune som vores ved at følge #vierassenskommune på de sociale medier

Ansøgningsfristen er den 17. august 2025, og vi forventer at afholde samtaler den 21. august.

3. Tildelingskriterium Tilbuddene vurderes ud fra kriteriet det økonomisk mest fordelagtige tilbud på baggrund af tildelingskriteriet bedste forhold mellem økonomi og kvalitet.

Eller sagt på en anden måde: Vi vælger altid den kandidat, der ud fra en samlet vurdering er bedst kvalificeret til jobbet.

Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse.

Vi gør opmærksom på, at straffeattest indhentes ved ansættelse.

Vi ser frem til at høre fra dig og modtage dit tilbud/din ansøgning!

Flyt til Vestfyn Tænker du at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.

Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.

Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.

Log ind