UC SYD søger adjunkt/lektor til jordemoderuddannelsen i Esbjerg

deltid
UC SYD søger adjunkt/lektor til jordemoderuddannelsen i Esbjerg
  • UC Syddanmark, Esbjerg
  • Degnevej 16, 6705 Esbjerg Ø
Har du stor erfaring som klinisk jordemoder samt akademiske kompetencer? Har du også lysten samt evnerne til at give din viden videre til kommende jordemødre? Så kan det være dig, vi har brug for på jordemoderuddannelsen Esbjerg UC SYD.

Vi tilbyder 1-2 stillinger, hvoraf den ene er en fast deltidsstilling på 32 timer med ansættelse pr. 1. december 2025 eller efter aftale, og den anden stilling er en 2-årig tidsbegrænset deltidsstilling på 32 timer med ansættelse pr. 1. februar 2026.

Vi kan tilbyde
En arbejdsplads med høj faglighed og mål om pædagogisk kvalitet i et trygt og udviklende fællesskab.

Du skal primært undervise i obstetriske og jordemoderfaglige områder med udgangspunkt i sundhedsfremme og forebyggelse samt med fokus på praksisnærhed via simulations- og færdighedstræning af kompetencer, så der skabes sammenhæng imellem teori og praksis. Du kommer også til at fungere som vejleder for studerende i forbindelse med deres opgave- og projektarbejde, ligesom du vil være med til at føre de studerende til både teoretiske og kliniske eksamener.

Indenfor dine fagområder bliver du ansvarlig for at tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisningen, under samtidig sparring og samarbejde med dine kollegaer, så der skabes en sammenhæng og progression i uddannelsen, som sikrer, at de studerende gradvist tilegner sig en stærk professionsidentitet.

Der vil også være opgaver relateret til udvikling af uddannelsen med udgangspunkt i de studerendes daglige trivsel og motivation for læring, hvor din daglige nærhed og tilgængelighed for de studerende er vigtig.

Du vil også skulle indgå i opgaver relateret til planlægning og udvikling af uddannelsen ud fra den nye uddannelsesreform, som skal implementeres ved studiestarten i september 2027. Her tænkes dit særlige bidrag at være rettet mod samspil og integration af vores kliniske samarbejdspartnere og deres store rolle som meduddannere. Sammen skal I/vi udvikle gode undervisningsforløb med udgangspunkt i UC SYDs vision om: Professionsfaglig dannelse i tæt samspil med praksis med hoved, hånd og hjerte.

Som led i lektorkvalificering eller lektoransættelse kommer du også til at deltage i eller få opgaver inden for eftervidereuddannelses- og forskningsområdet til gavn for jordemoderuddannelsen og det samlede UC SYD.

Du vil få en varieret hverdag med en høj grad af metodefrihed i opgaveløsningen – en hverdag med plads til både selvstændig fordybelse og til samspil med studerende og kollegaer, hvorved god kvalitet i arbejdet, hverdagen og også uddannelsen sikres.

Din profil og baggrund
Som en del af vores undervisergruppe er det vigtigt, at du kan genkende dig selv i følgende:

Tydelig og engageret underviser og en stærk formidler. Du formår, med udgangspunkt i din erfaring, at koble teori og praksis i din undervisning, så̊ du fremstår som rollemodel for de studerende. Du eksperimenterer gerne for at finde nye veje til god undervisning.

Evner at sætte din viden og dine kompetencer i spil i uddannelsens simulationsaktiviteter. Med afsæt i praksisrelevante problemstillinger formår du at skabe læringsforløb for de studerende, der bidrager til et højt læringsniveau og sammenhæng i uddannelsen.

Evner at sætte din viden og dine menneskelige kompetencer i spil i samvær, drøftelser, vejledninger og feedback med de studerende. Du trives med og beriges i sociale interaktioner med studerende og kollegaer.

Arbejder selvstændigt og skaber sammenhæng i et job med mange kasketter. Du kan holde kursen, så de studerende kan se den røde tråd i den måde undervisningen tilrettelægges på gennem uddannelsen. Du har erfaring med at disponere din tid i et varierende opgaveload og kan trives med det.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har en bred klinisk jordemodererfaring samt akademiske kompetencer på master-, kandidat- eller ph.d.-niveau
  • har erfaring med forsknings- og udviklingsarbejde
  • har lyst til at være en synlig og nærværende kollega på campus Esbjerg
Dine kolleger
Du bliver en del af et miljø i udvikling med dygtige teoretikere og skarpe praktikere, i en gruppe af engagerede og hjælpsomme kollegaer. Det betyder, at vi hver især har blik for fællesskabets bedste. Samtidig er vi en del af et stort tværprofessionelt miljø på UC SYD.

Jordemoderuddannelsen er en del af Institut for Sundhed, og ledes til dagligt af én studieleder. Uddannelsen har ti undervisere og en klinikkoordinator/studievejleder samt en række eksternt tilknyttede undervisere. Der er ca. 200 studerende på uddannelsen. Uddannelsen har et tæt kollegialt fællesskab med undervisere på sygeplejerskeuddannelsen, som vi deler bygning med.

Dine kommende kollegaer ønsker, at du prioriterer fællesskabet i hverdagen og har en imødekommende og samarbejdssøgende stil.

Sådan ansøger du
Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem senest den 19. oktober 2025 kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 24. oktober 2025.
Du bedes samtidig med din ansøgning angive hvilken af ovenstående stillinger, du søger.
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte studieleder Lene Kjærgård-Jensen på 7266 2806

UC SYD ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset alder, køn, etnisk tilhørsforhold, religion, handicap eller seksuel orientering, til at søge ledige stillinger hos os.

Løn- og ansættelsesvilkår
Som underviser ved UC SYD vil du blive ansat som adjunkt eller lektor, og din ansættelse vil være omfattet af bekendtgørelse om stillingsstruktur ved blandt andet professionshøjskoler.
Ved ansættelse som adjunkt er der krav om, at du inden for fire år gennemgår en lektorkvalificering. I den forbindelse skal der afvikles en større del af undervisningsforpligtelsen inden for områderne videreuddannelse og forskning/udvikling. Direkte ansættelse som lektor kræver forudgående positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelse nr. 762 af 25. juni 2013 eller senere bekendtgørelse om lektorkvalificering.
Der er ikke mulighed for bedømmelse i medfør af kap. 5 i bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering for lektorer bedømt efter 2003-stillingsstrukturen i forbindelse med besættelse af denne stilling.

Log ind