Transportministeriet søger kommissionsmedlem til en statslig taksationskommission

fuldtid
Transportministeriet søger kommissionsmedlem til en statslig taksationskommission
  • Transportministeriet
  • Frederiksholms Kanal 27 27, 1220 København K
Transportministeriet søger egnede kandidater til hvervet som fast kommissionsmedlem, der sammen med 7 øvrige faste kommissionsmedlemmer deles om at deltage på hver statslig taksationskommission, med to medlemmer. Til sammen dækker de 8 faste kommissionsmedlemmer hele Danmark.

Tiltrædelse ønskes snarest muligt.

Medlemmet udpeges af transportministeren.

De statslige taksationskommissioner behandler klager over de statslige ekspropriationskommissioners afgørelser om erstatning i forbindelse med statslige anlægsprojekter. Der er nedsat 3 taksationskommissioner, der dækker hele Danmark og er opdelt geografisk:

  • Taksationskommissionen for Sjælland m.v.
  • Taksationskommissionen for Fyn og sydlige Jylland
  • Taksationskommissionen for Nord- og Midtjylland
De tre statslige taksationskommissioner sekretariatsbetjenes af Taksationssekretariatet, der har kontor i Viborg.

Kommissionens sammensætning

Den enkelte sag behandles af en kommission, der sammensættes af kommissionens formand. De tre statslige taksationskommissioner består - ud over formanden - af 2 faste medlemmer, der udtages blandt medlemmer, der er udpeget af transportministeren, og 2 kommunale medlemmer, der udtages blandt medlemmer, der er udpeget af landets kommuner efter hvert kommunalvalg.

Kommissionernes sagsbehandling

Når en klagesag modtages i Taksationssekretariatet, orienteres formanden for den relevante taksationskommission, og sagen behandles og journaliseres efter gældende regler. Planlægning af sagens afvikling og besigtigelse sker efterfølgende i tæt samarbejde mellem sekretariatet og formanden.

Sagerne bliver behandlet ved en besigtigelsesforretning, hvor kommissionsmedlemmerne deltager sammen med formanden. På forretningsdagen mødes man fysisk hos den lodsejer, som sagen vedrører. Efter en forretningsdag er der ofte efterfølgende drøftelser i kommissionen, og det kan derfor tage op mod 4-6 uger, inden en kendelse når sin endelige form. Først derefter vil kendelsen blive sendt til de involverede parter.

Der afvikles normalt flere sager på samme dag, og oftest forsøges det at samle sager fra samme statslige anlægsmyndighed i ét projekt for at sikre en effektiv sagsafvikling.

Udpegning og krav til fagkundskaber

Det forudsættes, at faste medlemmer af kommissionerne har en vis indsigt i forhold af betydning for behandling af sager om ekspropriation og taksation. Indsigt i vurdering af fast ejendom er et krav.



For at komme i betragtning til hvervet kan bl.a. kompetencer indenfor et eller flere af følgende faglige områder være relevant:

  • Vurdering af ejendomme som hovedbeskæftigelse.
  • Landbrugsforhold- og drift, f.eks. landmænd.
  • Vandløbs- og naturforhold.
Honorering

For deltagelse på en forretningsdag modtager hvert kommissionsmedlem et honorar på 3.019,85 kr. (pr. 1. april 2025), der reguleres på samme måde som løn til tjenestemænd, jf. Transportministeriets cirkulære af 26. maj 2023, der kan ses på Taksationssekretariatets hjemmeside [Økonomi]. Honoraret dækker forberedelse og deltagelse på den fysiske besigtigelse. Omkostninger til transport samt evt. overnatning ved behov afholdes af staten.

Arbejdet er ikke omfattet af regler om borgerligt ombud.

Ansøgning

Ansøgning vedlagt CV og andre relevante oplysninger skal sendes til info@taksationssekretariatet.dk med emne ”Ansøgning som fast kommissionsmedlem, oktober 2025”.

Ansøgningsfrist: mandag den 1. december 2025.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef for Taksationssekretariatet, Line Toftbjerglund Laursen på tlf. 4178 0527. Du kan finde yderligere oplysninger på sekretariatets hjemmeside www.taksationssekretariatet.dk



Log ind