Teknologichef til Sundhedsdatastyrelsen

fuldtid
Teknologichef til Sundhedsdatastyrelsen
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
Vil du sætte retningen for Sundhedsdatastyrelsens kritiske infrastruktur - så data er tilgængelige hurtigt og i høj kvalitet?

Så søg stillingen som afdelingschef for It- og Datainfrastruktur i Sundhedsdatastyrelsen (SDS).

Sundhedsdatastyrelsens arbejde med infrastruktur
Som teknologichef har du det overordnede ansvar for Sundhedsdatastyrelsens it- og datainfrastruktur - et helt centralt fundament for, at vi kan levere sundhedsdata sikkert, stabilt og i høj kvalitet. I forbindelse med SDS’ indtræden i Digital Sundhed Danmark får du en nøglerolle i at videreudvikle og modne den teknologiske infrastruktur som en integreret del af en samlet national drifts- og udviklingsorganisation.

Vi står over for flere store og strategisk vigtige initiativer på dataområdet, herunder programmet for Bedre brug af sundhedsdata, som skal etablere en national sundhedsdataportal samt en række analysemiljøer for sundhedsdata. Her får du en central rolle i at sikre, at infrastrukturen - herunder videreudviklingen af den nyligt etablerede HPC og den nationale genomdatabase - tænkes sammen og udvikles som et sammenhængende dataøkosystem, der understøtter både myndighedsopgaver, forskning og analyse på tværs af sektoren.

Rollen omfatter desuden et betydeligt strategisk og ledelsesmæssigt ansvar for informationssikkerhed og databeskyttelse. Du skal sikre en helhedsorienteret sikkerheds- og risikostyring på tværs af infrastrukturen i et komplekst trusselsbillede, hvor borgernes og samfundets tillid til myndighedernes håndtering af sundhedsdata er afgørende.

Det skal du stå i spidsen for
Afdelingen er nyoprettet pr. 1. januar 2026 og indgår i det nye vicedirektørområde, Forskning og Datainfrastruktur. Som teknologichef får du mulighed for at sætte retning for en afdeling bestående af 3 sektioner med 32 medarbejdere og 3 sektionsledere med personaleansvar, der vil have reference dig - og du får ansvaret for at drive:

  • Sektionen HPC og Cloudplatform har ansvaret for drift og videreudvikling af Sundhedsdatastyrelsens HPC- (tidligere Nationalt Genom Centers HPC) og cloudinfrastruktur, som huser den nationale genomdatabase samt data fra forskere og strategiske samarbejdspartnere. Sektionen sikrer desuden compliance ift. efterlevelse af eksterne tekniske krav, fx tekniske minimumskrav, ISO-certificering mm.
  • Sektionen Dataplatform driver og udvikler Sunddataplatformen (SDP), Sunddatavarehuset (SDW) og tilknyttede dataapplikationer. Platformene udgør et omfattende datavarehusmiljø, der understøtter ca. 40 nationale sundhedsregistre og en række analysemiljøer.
  • Sektionen Intern it har ansvaret for Sundhedsdatastyrelsens interne it, herunder samarbejdet med Staten It (SIT) som driftsleverandør. Opgaverne omfatter drift og forvaltning af administrative systemer (fx ESDH), basis-it-værktøjer samt interne AI-løsninger.
Fra 1. januar 2027 bliver SDS en del af Digital Sundhed Danmark (DSD) - en ny national organisation, der skal samle og sikre et sammenhængende digitalt sundhedsvæsen. Målet er bedre patientforløb og en mere effektiv anvendelse af sundhedsdata. Du bliver en aktiv del af rejsen og indgår i et fagligt stærkt fællesskab, hvor du er med til at forme fremtidens brug af sundhedsdata og digitale løsninger.

Som afdelingschef for It- og Datainfrastruktur vil du referere til Bettina Lundgren, der er vicedirektør for Forskning og Datainfrastruktur. Blandt dine kollegaer finder du områdets to andre afdelingschefer for hhv. ’Forskning og genomdata’ og ’Bedre brug af sundhedsdata’. Hertil kommer et tæt samarbejde med de mange eksterne parter fra regioner, øvrige statslige datamyndigheder, forskere, dataanalysemiljøer mv.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har erfaring fra en digitaliseringstung offentlig eller privat organisation, har en baggrund som ingeniør, datalog eller lignende og bringer flere af følgende kompetencer:

  • Erfaring med udvikling af datainfrastruktur, leverandørstyring og implementering af ny teknologi kombineret med stærke metodiske og analytiske kompetencer i arbejdet med processer og samarbejde.
  • Solid ledelseserfaring - gerne med ledelse af ledere - og et struktureret og løsningsorienteret mindset, hvor du bevarer overblikket og sikrer fremdrift i den operationelle håndtering.
  • Evne og motivation for at involvere og være i dialog med interessenter på tværs af niveauer, kommunikere og samarbejde - også i udfordrende situationer - samt fungere som en tydelig sparringspartner med gennemslagskraft i en åben og involverende ledelsesstil.
  • Erfaring med at sætte mål og retning, skabe resultater og forandringer og bringe medarbejdernes kompetencer i spil på tværs af organisationen for at sikre sammenhængende opgaveløsning, høj kvalitet og stabil drift, baseret på tillid og engagement.
Det er vigtigt, at du både drives af den faglige ledelse og af personaleledelsen, og at du leder med både vilje og hjerte, så der skabes tillid, engagement og et stærkt samarbejde. Vi ser desuden gerne, at du er dynamisk, har et godt humør og bidrager med humor til hverdagen.

Vi tilbyder
I Sundhedsdatastyrelsen møder du et stærkt fagligt miljø med både datafaglige og sundhedsfaglige kompetencer. Samtidig har vi en uformel omgangstone og et aktivt socialt fællesskab, herunder en personaleforening med tilbud som vinklub, tennis, yoga og fitness.

Styrelsen er placeret i kort cykelafstand – eller med nem adgang til offentlig transport – fra Rådhuspladsen, og vi tilbyder gratis parkeringsmuligheder.

Vi har en høj grad af frihed og fleksibilitet med rummelige rammer og gode muligheder for hjemmearbejde. Vi er stolte af vores arbejde, som gør en reel forskel for folkesundheden, og dit bidrag vil få stor betydning for, at vi i Danmark fortsat har sundhedsdata i verdensklasse - og adgang til og anvendelse af dem på et tilsvarende højt niveau.

SDS har røgfri arbejdstid.

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte vicedirektør, Bettina Lundgren på telefon +45 21 82 92 21 eller bel@sundhedsdata.dk eller vicedirektør, Klaus Larsen på telefon +45 40 12 41 88 eller klala@sundhedsdata.dk.

Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis senest 12. januar 2026.

Vi forventer at afholde første samtale i uge 3-4 og anden samtale i uge 6 efterfulgt af en test i uge 4 og med ansættelsesstart 1. april 2026.

Om ansættelsen
Ansættelse sker som afdelingschef i henhold til den enhver tid gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse sker på åremål i 5 år.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde godkendelsen under ansættelsen.

Log ind