Har du en baggrund som bygningskonstruktør, ingeniør eller tilsvarende. Trives du med at skabe værdi for dine kollegaer gennem praktiske løsninger og faglig indsigt? Og motiveres du af, at din indsats har direkte betydning for det operative beredskabs effektivitet? Så er det måske dig, vi leder efter.
Om os Vi er ca. 30 dygtige medarbejdere, der er bredt sammensat i forhold til køn, anciennitet og baggrund. Vi er et kontor med fokus på udvikling. Vi arbejder målrettet med tydelige forventninger og en god balance mellem opgaver og ressourcer. Vi værdsætter samtidig faglig sparring, et godt læringsmiljø, kollegialt sammenhold og et personligt engagement i hinanden højt.
I kontoret er der 4 teams – ét IT/Sikkerhedsteam, ét Administration team, ét Etablissement team og ét Materiel- og Logistik team.
Du kommer til at indgå i et uformelt og fleksibelt miljø i tæt tværgående samarbejde mellem de 4 teams, hvor ikke to dage er ens.
Om Etablissementsteamet: I Etablissementsteamet skaber vi sammen med Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando grundlaget for de fysiske rammer for Beredskabsstyrelsen. Vi udarbejder bestemmelser og vejledninger på byggeanlæg-/etablissementsområdet, og vi støtter enhederne gennem rådgivning og anviser løsninger på udfordringer. Vi gennemfører opfølgninger på projektporteføljer i Beredskabsstyrelsen samt udvikler og implementerer nye processer på byggeanlæg-/etablissementsområdet.
Om stillingen Du får en central rolle i forbindelse med kontorets opgaver i opbygningen af den optimerede Beredskabsstyrelse og implementeringen af nye kapaciteter på byggeanlæg-/etablissementsområdet. Du varetager opgaver med snitflader til logistik, administration og IT, hvilket betyder, at stillingen også vil indebære samarbejde og koordination på tværs af disse områder.
Om dig: Vi forstiller os at du er uddannet bygningskonstruktør, ingeniør eller lignende. Du har en god forståelse for offentlig forvaltning og trives i en politisk styret organisation. Du formår at balancere teknisk indsigt med administrative hensyn og bidrager konstruktivt til samarbejdet med både interne og eksterne aktører. Du kommunikerer klart – både mundtligt og skriftligt – og har en struktureret tilgang til dine opgaver.
Vi ser gerne at du:
- har erfaring med projektarbejde eller projektledelse
- kan formidle komplekse informationer klart og præcist
- har teknisk forståelse og kendskab til relevante IT-systemer
- arbejder med systematisk tilgang og evner at håndtere opgaver professionelt
Du skal være indstillet på en del rejseaktivitet, da kontorets aktiviteter er fordelt over hele landet.
Ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er Birkerød eller Herning. Beredskabsstyrelsen, Datavej 16, 3460 Birkerød. Kontoret har en satellit-enhed i Herning, hvor etablissementsteamet er placeret. Det er derfor muligt at søge stillingen med tjenestested i Herning.
Som ansat under Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Fungerende Chef for Kapaciteter, Sikkerhed og Drift, Lars Enevoldsen på telefon: 2285 4817, eller teamleder Thomas Larsson på telefon: 2226 8073
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sofie Gadegaard på telefon 3266 5585.
Ansøgningsfristen er den 11. september 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Beredskabsstyrelsen Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte. Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet. Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.