Vil du være med til at understøtte og udvikle ejendomsdriften på en række af statens historiske bygninger? Slots- og Kulturstyrelsen har ansvaret for at drive og vedligeholde statens slotte og haver samt nogle af de bygninger, som huser Danmarks vigtigste kulturinstitutioner.
Om jobbet Vi har brug for en dygtig og erfaren teknikker med godt kendskab til ejendomsdrift, gerne med styring via et FM-system.
Du skal arbejde selvstændig med:
- Tekniksyn iht. vores synsmodel
- Datakvalificering og -udvikling i FM-systemet Dalux
- Etablering af og opfølgning på serviceaftaler
- Support til ejendomsdrift
Du kommer til at arbejde i Center for Slotte og Haver i teamet Teknik, hvor vi er fem ejendomsteknikere, to tekniske projektledere og en teamleder. Vi har hvert vores arbejds- og ansvarsområde, men samarbejder, sparrer og hjælper hinanden på tværs af teamet. Teamet varetager den daglige service og udvikling af de tekniske installationer på bl.a. Kronborg Slot, Amalienborg Slot, Christiansborg Slot, m.fl.
Ejendomsdriften sker fortrinsvis gennem vores rammeaftaler med eksterne leverandører.
Du vil få en nøglerolle ved at understøtte den daglige drift gennem vores FM-system og i forhold til deltagelse i den målrettede opgradering af de tekniske anlæg.
Om dig Vi forestiller os, at du er uddannet maskinmester, bygningskonstruktør eller har opnået tilsvarende kvalifikationer. Det vigtige er, at du har gode og stærke kundskaber inden for det driftstekniske område og har kendskab til ejendomsdrift med fokus på teknik. Det vil endvidere være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med et FM-system som Dalux, Main Manager e.l.
Vi lægger desuden vægte på, at du:
- Kan agere selvstændigt og følger løsningerne til dørs
- kan samarbejde professionelt med både kollegaer og eksterne leverandører
- har situationsfornemmelse og han vise overskud og myndighed
- er åben overfor nye opgaver
Da stillingen indebærer kørsel ud til ejendommene, er det et krav at du har kørekort kat. B.
Der er gode muligheder for medbestemmelse, og vi ser gerne, at du tilstræber proaktivitet, høj kvalitet og er med til at udvikle vores område.
Vi tilbyder En arbejdsplads med mange dedikerede medarbejdere og spændende brugere. Vores ejendomme er stort set alle fredede og har et højt vedligeholdelsesniveau, hvilket giver spændende udfordringer med hensyn til drift og vedligehold.
Vi er et godt team der værdsætter og praktisere humor, ærlighed, åbenhed og en konstruktiv tilgang til dagligdagen.
Ansættelsesvilkår Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem staten og relevant organisation.
Styrelsen har adresse i både København og Nykøbing Falster. For stillingen gælder, at størstedelen af arbejdstiden vil være på styrelsens ejendomme rundt omkring i København og Nordsjælland. Mindre rejseaktivitet til Jylland og Fyn skal påregnes. Du vil få arbejdssted i København.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til enhedschef Christian Johansen, på telefon 51 53 88 09 eller mail til
ctj@slks.dk. Du kan læse mere om os og se den samlede ejendomsportefølje på
slks.dk.
Ansøgningen sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på
www.slks.dk/job senest d. 27. april 2025. Vi forventer at holde samtaler hurtigst muligt herefter. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.