Tekniker til service af laboratorieudstyr søges til medicoteknisk værksted på Aarhus Universitetshospital

fuldtid
Tekniker til service af laboratorieudstyr søges til medicoteknisk værksted på Aarhus Universitetshospital
  • Region Midtjylland
  • Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N

Vi søger en serviceminded og ansvarsbevidst tekniker, der er udadvendt og følger opgaverne til dørs. Din indsats vil gøre en forskel for patienter og personale i Region Midtjylland, når du sikrer en stabil drift og reagerer hurtigt på en fejlmelding. Her har du mulighed for at få et job med mening, spændende opgaver og rig mulighed for faglig udvikling. 

Du kommer til at indgå i laboratorie- og dialysegruppen, der består af 8 teknikere og 5 medicotekniske rådgivere, som arbejder med et bredt udsnit af medicoteknisk laboratorieudstyr i tæt samarbejde med de kliniske afdelinger og leverandører. Det vil oftest dreje sig om udstyr til håndtering og analysering af blod og vævsprøver, som anvendes i forbindelse med diagnosticering (eksempelvis pipetteringsrobotter), udstyr til analysering af blodgaser, immunfarvemaskiner eller skærerobotter til vævssnit. Derudover vil reparation af dialysemaskiner også indgå i dine arbejdsopgaver. 

Opgaverne vil være en blanding af både administrative og tekniske opgaver. Det er derfor vigtigt, at du kan trives i de afvekslende opgaver og kan motiveres af begge typer opgaver. Der vil være både travle perioder og mere rolige perioder, hvor jobbet primært er skrivebordsopgaver. Vi arbejder på insourcing af nye arbejdsopgaver som fx. vedligehold af mikroskoper. Der er en forventning om, at du kommer til at spille en central rolle i denne forbindelse. 

Nogle af dine og de øvrige teknikeres opgaver er:

  • Planlægge og udføre forebyggende vedligeholdsopgaver på udstyr 
  • Visitere og udføre akutte serviceopgaver og reparationer eller rekvirere leverandører hertil
  • Prioritere serviceopgaver efter deres vigtighed
  • Følge op på serviceaftaler/servicebesøg fra leverandører 
  • Udføre interne serviceopgaver (modtage og registrere udstyr, varebestilling mv.)
  • Deltage i flytninger og nedtagning af udstyr
  • Bidrage til prioriteringen af, hvornår udstyr skal udskiftes
  • Løse opgaver på egen hånd såvel som i samarbejde med andre

Du skal bidrage til:

  • En god dialog med kliniske brugere, leverandører og kolleger
  • Et konstruktivt samarbejde og opgavedeling med de øvrige teknikere
  • At sikre, at planlagt og akut service udføres rettidigt, så udstyret har mindst mulig nedetid

Stillingens base vil være på det medicotekniske værksted på Aarhus Universitetshospital, men der vil dog forekomme tværgående opgaver på andre af regionens hospitaler. 

I Aarhus vil du arbejde sammen med de øvrige teknikere på værkstedet, men opgaveløsningen vil også ske i tæt samarbejde med de medicotekniske rådgivere og de relevante kliniske medarbejdere på hospitalerne samt med leverandører.

Om dig
Du har en teknisk baggrund. Du har flair for teknisk service, gerne kendskab til medicoteknisk laboratorieudstyr samt kompetencer inden for elektronik, mekanik, luft og væskestyring samt generel it. Men du skal også kunne jonglere i diverse administrative værktøjer, f.eks. er det en fordel, hvis du er bekendt med apparaturregistreringssystemet Medusa og med Microsoft 365.

Endvidere skal du være serviceminded, i stand til at arbejde selvstændigt og prioritere opgaver i en varieret hverdag, ligesom du har vilje til at skabe resultater gennem tværfagligt samarbejde, herunder også med hospitalernes tekniske afdelinger og regionens it-afdeling.

Som person skal du være udadvendt af natur, positiv og proaktiv, ligesom vi sætter pris på ordenssans og kvalitetsbevidsthed i dit arbejde. 

Det er en forudsætning, at du har kørekort (B) og har bil til rådighed, da nogle af opgaverne skal løses på andre hospitaler i regionen.

Om os
Indkøb & Medicoteknik er en regionsdækkende afdeling med ansvaret for indkøb, logistik og medicoteknik i hele Region Midtjylland. Et arbejde, som er en underliggende forudsætning for, at personalet i sundhedsvæsenet trygt kan udføre deres arbejde, og at det føles sikkert at være patient. 

Du vil blive en del af sektionen Medicoteknik, hvor vi er ca. 70 medarbejdere, som er involveret i hele det medicotekniske udstyrs livscyklus, fra anskaffelse til bortskaffelse, og videre til nyanskaffelse. Vi har bemandede værksteder på regionens hospitaler, hvor vi lokalt håndterer reparation og vedligeholdelse af det forskellige medicotekniske udstyr.

Vi tilbyder

  • Et job med mening, hvor din indsats vil gøre en stor forskel for dine kolleger, det kliniske personale og patienterne.
  • En spændende arbejdsplads i et dynamisk sundhedsteknologisk miljø.
  • Et job hvor du skal samarbejde med mange forskellige mennesker om løsningen af tekniske problemer. 
  • Et job med varierende arbejdsopgaver, og du vil både skulle skrue, skrive og kommunikere.
  • Medindflydelse på tilrettelæggelsen af egne arbejdsopgaver, og hvor teamet hjælper og sparrer med hinanden.
  • En arbejdsplads, hvor vi praktiserer frihed under ansvar, har en uhøjtidelig, venlig og humoristisk omgangstone, og hvor sammenhold og fællesfølelse prioriteres højt. 
  • Arbejdet foregår i dagtimerne.

Du vil naturligvis få både sidemandsoplæring såvel som kurser, der kvalificerer dig til reparation af medicoteknisk udstyr.

Derudover får du en god pensionsordning samt arbejds- og ansættelsesforhold, der passer godt ind i familie- og fritidsliv.

Løn og ansættelsesforhold
Hovedtjenestestedet er Indkøb & Medicotekniks værksted på Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N.

Arbejdstiden er ugentligt 37 timer ekskl. frokostpause. Der er flekstidsordning.

Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende regler om Ny Løn.

Det tilstræbes, at ansættelsen finder sted snarest muligt eller pr. 1. marts 2026.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Hans Vejersøe Gregersen på tlf. 2147 6950 / mail Hans.Gregersen@rm.stab.dk.

Vi afholder 1. samtalerunde mandag den 12. og onsdag den 14. januar, og 2. samtalerunde afholdes tirsdag den 20. januar 2026. Der indkaldes med kort varsel.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er søndag den 4. januar 2026. 

Ansøgninger modtages kun via vores elektroniske rekrutteringssystem. Vælg det anførte link for at søge stillingen.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Bliv en del af en spændende afdeling 

Indkøb & Medicoteknik er en regionsdækkende enhed med ca. 200 ansatte, som har ansvaret for indkøb, logistik og medicoteknik i hele Region Midtjylland:

  • Vi står for alle regionens udbud, indkøbsaftaler og kontrakter,
  • Vi har ansvaret for varelogistikken, lige fra varen bestilles, til den leveres rette sted i regionen, hvilket også indebærer regionens fælleslager, der drives af en privat partner,
  • Vi anskaffer, drifter og vedligeholder det medicotekniske udstyr på regionens hospitaler og rådgiver hospitalerne på området.

Desuden arbejder vi for en bæredygtig udvikling af regionen. Vi indtænker regionens mål om mindre CO2-aftryk, mindre affald og mere genanvendelse i opgaveløsningen på alle vores ansvarsområder. Sammen med Center for Bæredygtige Hospitaler, der er en del af Indkøb & Medicoteknik, dækker vi næsten hele opgaven med Cirkulær Økonomi i Region Midtjylland. 

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside.

Eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn.

 

 

 

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind