Som mange kommuner har Odsherred Kommune været udfordret på forskellige punkter. Det er derfor ingen hemmelighed, at vi er en kommune i proces, og vi står aktuelt over for en spændende og omfattende turnaround, hvor vi arbejder målrettet på at styrke organisationen med fokus på kvalitet og medarbejdertrivsel. Du kan som vores nye teamleder derfor forvente, at udvikling og forbedringer er en del af hverdagen, og at der er politisk interesse på området. Med andre ord får du rig mulighed for at påvirke den fremtidige retning og sætte dit præg på et særdeles vigtigt område.
Vi tilbyder en stilling, hvor du vil være en central figur i vores forandringsproces, og du får, udover at sikre en stabil drift, mulighed for at tænke i nye løsninger og være ambitiøs på organisationens og teamets vegne. Du vil på sigt få et mindre ledelsesspænd, hvilket giver dig mulighed for at være tilgængelig og nærværende for dine medarbejdere og sætte en tydelig retning. Som leder oversætter du borgernes behov til konkrete initiativer og skaber rammerne for refleksion hos medarbejderne.
Om os
"Vi leder efter teamledere, der vil bidrage til vores forandringsproces med fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø. Vores kultur bygger på åbenhed, ærlighed og tillid, og vi søger personer, der kan forankre disse værdier hos vores medarbejdere, som virkelig brænder for at gøre en forskel for borgerne. Sammen skal vi løfte organisationen og sikre den bedste pleje for vores borgere," fortæller distriktsleder Tomas Kisbye Frandsen.
Vi søger fire teamledere fordelt på de tre distrikter. Du bliver teamleder for cirka 15 sygeplejersker, sosu-assistenter, medhjælpere og terapeuter. Du refererer til distriktslederen for dit område og får to tætte teamlederkollegaer. Derudover bliver du en del af et større lederteam med samlet set tre distriktsledere og ni teamledere. Du bliver en del af Odsherred Kommunes Center for Sundhed & Omsorg, som ledes af centerchef Rasmus Gormsen Hansen.
Om dig
Vi søger en samarbejdsvillig holdspiller med en sundhedsfaglig uddannelse, der kan tænke innovativt. Du understøtter fællesskabet både i dit eget team og på tværs af teams og distrikter. Du ved, at godt sammenhold kræver både fælles takter samt blik for den enkelte medarbejders kompetencer, og du evner at sætte forskellige fagligheder i spil til gavn for fællesskabet. Du har gerne nogle års ledelseserfaring, men med gåpåmod og proaktivitet kan du også have haft mindre ansvarsområder uden personaleledelse. Uanset dit erfaringsniveau tilbyder vi en mentorordning med støtte fra en erfaren teamleder samt sparring fra HR og ledelsen for at sikre en god start som teamleder i Odsherred Kommune.
Som person og leder er du humoristisk, tilgængelig, dygtig til at kommunikere og kan etablere en tæt, tillidsfuld dialog med medarbejderne. Du er tydelig, fast i dine beslutninger og har en coachende tilgang til ledelse. Vi tilbyder fleksibilitet og forventer, at du også kan være fleksibel ved behov. Du har modet til at tage de svære samtaler, gå tæt på andre og prøve nye ting af. Derudover er du omstillingsparat og optimistisk, og du trives i en politisk styret organisation med løbende forandringer.
Det med småt
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte konsulent Josefine Rønn fra Mercuri Urval på 5076 1221 eller distriktsleder i Odsherred, Tomas Kisbye Frandsen, på 2025 1968. Der er ansøgningsfrist den 14. september 2025. Førstesamtaler finder sted den 18. september 2025. Går du videre i processen, vil der være et ledervurderingsforløb, og andensamtaler finder sted den 29. september 2025. Vi sigter på en opstart i jobbet den 1. november 2025. Stillingen er en fuldtidsstilling, og lønnen er efter gældende overenskomst.
Odsherred Kommune samarbejder med Mercuri Urval i forbindelse med rekrutteringen. Det betyder at stillingen søges via Mercuri Urvals hjemmeside: Teamledere til hjemme- og sygeplejen i Odsherred Kommune - Mercuri Urval