Teamleder til pædagogisk udviklingsteam på CBS

fuldtid
Teamleder til pædagogisk udviklingsteam på CBS
  • Copenhagen Business School
  • Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg
Vi søger i Educational Development and Quality (EDQ) en teamleder til vores team for pædagogisk udvikling på CBS: Learning Design and Consultancy Team. Teamlederen har personaleansvaret for teamets otte faste medarbejdere samt en studentermedhjælp og teamlederen indgår selv i opgaveløsningen. Teamlederen indgår i afdelingens ledergruppe, og har sammen med teamlederen for et af afdelingens andre teams, Quality and Projects, et fælles ansvar for at skabe synergi og sammenhæng mellem det tværgående arbejde i de to teams. Afdelingen omfatter desuden et tredje team, Media Team, hvor der også er samarbejde på tværs i forbindelse med undervisningsrelaterede projekter.

Teamlederen har reference til afdelingslederen for EDQ.

Teamet består af otte højt kvalificerede medarbejdere med faglige profiler inden for læring, pædagogik, uddannelsesudvikling, edtech og AI. Det er et international sammensat team, og det primære arbejdssprog er engelsk.

Teamet arbejder med en bred portefølje af opgaver indenfor uddannelsesudvikling og pædagogisk kompetenceudvikling af underviserne på CBS. Opgaverne dækker over individuel bistand til underviserne på CBS’ 11 institutter, bistand til studienævn, studieledere og uddannelsesansvarlige for CBS’ uddannelser, afholdelse kurser, seminarer og workshops samt involvering i og projektledelse af tværgående udviklingsprojekter. Teamet understøtter i tæt samarbejde med medarbejdere fra andre teams og afdelinger det omfattende reformarbejde i forbindelse med kandidatreformen.

Din profil

Som teamleder forventer vi, at du har ledelseskompetencer, både i forhold til personaleledelse og opgaveledelse. Du skal være i stand til at lede højt kvalificerede og specialiserede medarbejdere og give rum for og støtte til selvledelse. Din ledelsesmæssige autoritet baserer sig på både dine lederkompetencer, din erfaring med uddannelsesudvikling af videregående uddannelser og på din personlige integritet og engagement. Du skal have indsigt i universitetssektoren, uddannelsesudvikling og en god forståelse for det videnskabelige miljø og medarbejderne på et universitet.

Primære opgaver

Din primære opgave er ledelse af teamet og teamets samlede portefølje af opgaver. Du indgår i nogen udstrækning også selv i opgaveløsningen. Du kommer til at arbejde tæt sammen med øvrige teamledere og afdelingslederen om den samlede udvikling af afdelingen, herunder at skabe en fælles identitet i afdelingen.

Teamledelsen omfatter:
  • Sætte tydelig retning for teamet og etablere fælles mål.
  • Sikre videndeling og koordinering internt i teamet samt mellem teamets medarbejdere og det øvrige CBS.
  • Bidrage til trivsel og engagement i teamet.


Personaleledelsen omfatter:
  • Personaleansvar for teamets medarbejdere.
  • Være sparringspartner og sikre fremdrift i teamets opgaver.
  • Bidrage til medarbejdernes prioritering af tid og opgaver.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation, med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Ansættelsen er 37 timer om ugen.

Rekrutteringsprocessen

Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale.

Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og diversitet i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jakob Ravn på mail jr.edq@cbs.dk / telefon 27112984 eller teamleder for Quality & Projects Mette Ernlund på mail mee.edq@cbs.dk / telefon 42555040

Samtaler forventes afholdt 3. og 4. september

Din ansøgning

Du søger stillingen online ved at åbne linket "ansøg", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV.

Ansøgningsfrist: 24-08-2025

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+ identitet, kulturel baggrund m.m. at søge. Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.

 

Log ind