Teamleder til Københavns Borgerservice, Borgerservice i Byen

fuldtid
Teamleder til Københavns Borgerservice, Borgerservice i Byen
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du en engageret, initiativrig og relationskompetent leder med interesse for drifts-, service- og personaleledelse?
Har du et skarpt blik for at udvikle service til borgerne, og har du lyst til at være en del af et ambitiøst og velfungerende arbejdsfællesskab?

Så er du måske vores nye teamleder til Borgerservice Vesterbro i Borgerservice i Byen.

Om os
I Københavns Borgerservice er vi optaget af at skabe sammenhængende servicerejser for borgerne på tværs af de fysiske Borgerserviceindgange, den telefoniske betjening og de digitale kanaler. Hvert år hjælper vi 1,3 millioner københavnere med alt fra pas, kørekort, MitID til vejvisning i det offentlige Danmark. Vores kerneopgave er at gøre det nemt at være københavner, og vi vil være kendt for at være på forkant og levere service med et smil.

Om stillingen
Som teamleder får du ansvar for ca. 16 dygtige serviceformidlere, hvoraf størstedelen betjener borgerne fysisk på Borgerservice Vesterbro. Vi har medarbejdere på alle vores syv indgange, og vi lægger vægt på, at vi som teamledere og medarbejdere løser en fælles opgave på tværs af lokationerne.

Du bliver en del af en velfungerende ledergruppe, som består af tre andre teamledere og chefen for Borgerservice i Byen, der indbefatter de syv fysiske indgange og Københavns Kommunes telefoniske hovednummer. Du indgår også i en større ledergruppe i Københavns Borgerservice, som samarbejder om at skabe et endnu stærkere arbejdsfællesskab på tværs.

Du får som teamleder ansvar for ét eller flere af vores serviceområder og skal i den forbindelse sammen med en fagkoordinator sikre, at både medarbejdere og fagligt materiale er ’up to date’ i mødet med borgerne, hvad end det er fysisk, telefonisk eller digitalt.

Vigtige opgaver for teamlederen

  • Personaleledelse.
  • Driftsledelse tæt på kerneopgaven og de borgerrettede aktiviteter.
  • Arbejde struktureret med nøgletal og servicemål.
  • Tværgående vagtplanlægning.
  • Procesoptimering og kvalitetsudvikling af serviceydelser, der møder borgernes behov.
Hvem er du?
Det er først og fremmest vigtigt, at du har en stor interesse for både borgerservice og ledelse. Det er en stor fordel med indsigt i borgerserviceområdet og erfaring med driftsledelse.

Du er relationskompetent og kan skabe gode og solide relationer til både medarbejdere, lederkolleger og samarbejdspartnere. Du ser potentiale i at samarbejde og indgå i tværgående processer.

Vi forestiller os, at du har en akademisk baggrund og en solid analytisk værktøjskasse, som du aktivt trækker på i din ledelse af både drift og medarbejdere.

Vi ønsker os en nærværende og synlig leder, som kan balancere sit ledelsesfokus på hhv. servicemål og trivsel, og som kan coache og understøtte medarbejdernes udvikling og bidrage til et godt arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at du står inde for høj faglighed, fremdrift og afslutning i opgaveløsningen.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat den 1. marts 2026 eller hurtigst muligt derefter. Vi indhenter børne- og straffeattest samt referencer forud for ansættelsen.

Vil du vide mere?
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Borgerservice i Byen Sille Kobjevsky på 92 15 01 81.

Søg via linket senest onsdag den 7. januar 2026
Vi forventer at holde 1. samtaler tirsdag den 20. januar og 2. samtaler tirsdag den 27. januar. Hvis du går videre til 2. samtalerunde, skal du være forberedt på at modtage en case, der skal fremlægges ved anden samtale.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.

Log ind