Er du en nysgerrig og lyttende leder? Kan du kombinere personaleledelse med koordinering af kommunens indsats på bl.a. nedbringelse af sygefravær? Så har du nu mulighed for at blive teamleder for HR-udvikling og arbejdsmiljø i en nyoprettet stilling i vores HR i Hvidovre Kommune.
HR-udvikling og arbejdsmiljøteamet Teamet består af 14 fagligt kompetente og engagerede medarbejdere. Vi er 11 udviklings-, arbejdsmiljø- og ledelseskonsulenter, en sekretær, en student og en elev. Vores opgaver spænder bredt fra betjening af ledere til tværgående og konkrete indsatser med personalepolitik- og ledelsesudvikling, arbejdsmiljø, rekruttering, seniorindsats, kompetenceudvikling, facilitering og meget mere.
Teamet arbejder lige nu med at ændre opgavefokus. Vi bevæger os mod øget fokus på driftsunderstøttelse af vores ledere og arbejdspladser tæt på borgerne. Det vil rent praktisk sige, at vi bruger en større del af vores tid ude i organisationens institutioner.
Derudover er vi også optaget af øget tværfagligt samarbejde, både på tværs af teams i HR, men også tværfaglighed generelt i hele kommunen.
HR i Hvidovre Kommune består af tre teams: Løn, personalejura samt udvikling og arbejdsmiljø. Vi arbejder i et åbent kontorfællesskab, har fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde, hvor opgaverne tillader det.
Om stillingen Som teamleder vil du stå i spidsen for at udvikle arbejdsfællesskabet, så vi sikrer implementering af kommunens strategier og yde en høj service i driften. Du inddrager teamet og understøtter teamets udvikling i at øge fokus for driftsunderstøttelse i institutionerne og øget tværfagligt samarbejde.
Du fremmer en tryg og tillidsfuld kultur og evner at balancere mellem rummelighed og tydelig ledelse. Du er optaget af både teamets og den enkelte medarbejders udvikling og formår at følge op, give feedback og skabe resultater gennem andre.
En anden del af din stilling er, at have koordinatorrollen for kommunens højtprioriterede sygefraværsindsats. Her kommer dine evner indenfor projekt, forandring og forankring i spil. Som koordinator vil du sammen med udviklingskonsulenterne være et væsentligt bindeled mellem HR og lederne i kommunen. Teamet bruger data aktivt til prioritering og beslutningsstøtte.
Du bliver også en del af et ledelsesteam i HR som består af HR-chefen og teamlederen for lønteamet som også er forholdsvis nyansat.
Vi forventer, at du er akademiker med enten uddannelsesmæssig eller anden erfaring indenfor HR. Du har erfaring med ledelse fra en offentlig organisation og en stor lyst til at arbejde intensivt med at nedbringe kommunens sygefravær.
Når du starter hos os, vil du få en ledermakker som sparringspartner som understøtter dig i at komme godt fra start.
Det praktiske Stillingen er på fuldtid med tiltrædelse snarest muligt eller senest den 1. marts 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst og kvalifikationer.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte HR-chef Leila Lind på mobil 4177 2771.
Frist for ansøgning 11. januar 2026.
Vi holder 1. samtale den 15. og 19. januar 2026 og 2. samtaler den 27. januar 2026. Der vil indgå case og evt. personlighedstest ifm. rekrutteringen ligesom vi indhenter referencer.