Teamleder for innovationsenheden, Sygehus Lillebælt

fuldtid
Teamleder for innovationsenheden, Sygehus Lillebælt
  • Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus
  • Beriderbakken 4, 7100 Vejle Kommune
Vi søger en strategisk og innovativ leder med fingeren på pulsen til vores innovationsenhed, der vil være med til at påvirke morgendagens løsninger i sundhedsvæsenet.

På Sygehus Lillebælt har vi en stærk tradition for udvikling og innovation med det klare formål at give patienterne den bedst mulige behandling. Patienten først er det bærende i alt det vi laver på sygehuset, og vi har en klar holdning om, at vi kun går med den innovation, der giver værdi til patienten. Dette mindset er tæt forbundet med sundhedsreformens ambition om mere lige og nære sundhedstilbud – uden at gå på kompromis med den høje faglighed, man møder på sygehuset.

For at skabe de bedste løsninger, skal vi i endnu højere grad arbejde på tværs af sektorer og faggrupper. Vi skal bygge stærke innovationsmiljøer og facilitere samarbejde med nationale og internationale samarbejdspartnere. Kun gennem stærke samarbejder og fælles innovation kan vi skabe mere sundhed, som bidrager til et mere effektiv og bæredygtigt sundhedsvæsen.

Her kommer du til at spille en afgørende rolle i at få det til at ske, så et økosystem mellem private aktører, civilsamfund, vidensinstitutioner og andre offentlige organisationer i samspil får skabt innovative løsninger til gavn for patienter og borgere.



Ledelsesopgaven

Der er tale om en mindre enhed med 2-3 medarbejdere, men hvor I skal trække på og engagere medarbejdere og innovationskraften ude i organisation. Du får en hverdag med mange relationer, netværk og kontaktflader, og du skal derfor kunne skabe følgeskab blandt mange interessenter internt som eksternt. Du skal være med til at fremme en tværgående og lærende innovationskultur, hvor undren, nysgerrighed og mod er en naturlig del af arbejdet.

I tæt samspil med direktionen og det øvrige ledelsessystem, vil du få ansvaret for, at vi skaber rammerne og forudsætningerne for behovsdreven innovation og værdiskabende partnerskaber gennem match-making, kompetenceudvikling og facilitering af samarbejde mellem klinikere og iværksættere.

Innovationsenheden er det sted, som understøtter og facilitere at medarbejdere, ledere og eksterne aktører kan få vurderet, udviklet og afprøvet idéer, opfindelser eller problemstillinger. Derfor er hovedopgaverne:

  1. Guide, rådgive og understøtte innovation i de kliniske miljøer. Innovationsprocesser, der tager afsæt i kliniske behov og problemstillinger, og hvor innovationsenheden stiller sig til rådighed med at understøtte, rådgive og vejlede afdelingerne i, hvordan de fx kan drive innovationsprojekter, udvikle deres innovationskompetencer og hjælpe med juridiske og datarelaterede spørgsmål.


  1. Offentlig-Privat-Innovation (OPI) samarbejde. Matche ideer fra det kliniske miljø med private aktører og investorer gennem pitch-arrangementer og temadage. Når projekter vurderes som værdifuldt for patienterne og overgår til et OPI-samarbejde sammensættes specialtilpassede pakkeforløb i samarbejde mellem virksomhed, afdelingsledelser og andre relevante funktioner, som eks. service-, teknisk- og IT- afdelinger. Her skal du også kunne skabe engagement og forpligtigelse fra de afdelingsledere, der er involveret.


  1. Tovholder på Patient First Partnership (netværk og partnerskaber af innovationsaktører). Et åbent og aktivt samarbejde mellem aktører på tværs af sektorer, hvor udfordringer med at forbedre sundheden for patienter og borgere kan deles, drøftes og løses i fællesskab. Netværket består af sundhedspartnere (kommuner, patientforeninger, andre sygehus mf.), vækstpartnere, uddannelsespartnere og kapitalpartnere. Formålet er at sikre, at nye løsninger, initiativer og samarbejder skaber reel værdi for patienterne.


  1. Samarbejde med forskning. Forskning og innovation går hånd i hånd, og gennem et løbende samarbejde skal vi sikre, at vi får igangsat den rette type projekter til de rette behov. Samtidig kan vi i et løbende samarbejde få synergier i vores arbejde med at søge fondsmidler, længerevarende projekter og projektstyring samt andre udviklings- og projektrelaterede opgaver.


Om dig

Vi forestiller os, at du har erfaring med at lede og samarbejde med forskellige faggrupper i et tværfagligt miljø samt erfaring inden for innovation, enten fra offentlige eller private virksomheder. Som person er du handledygtig og retningssættende, og du trives i omgivelser, der er under konstant forandring. Du er god til at opbygge relationer inden for og uden for organisationen, og du kan håndtere mange interessenter på alle niveauer. Du er en, folk har lyst til at arbejde sammen med, er god til at se muligheder og få samarbejder til at blomstre.

Du ser muligheder i Offentlig-Privat-Innovation og kan arbejde aktivt med fundingmuligheder. Det er en klar fordel, hvis du har en sundhedsfaglig baggrund eller solid indsigt i klinisk praksis, fx gennem tidligere ansættelse i sundhedsvæsenet, da innovationsindsatsen tager udgangspunkt i konkrete behov og problemstillinger i det kliniske arbejde. Din forståelse for arbejdsgange, patientsikkerhed, kliniske data og tværfagligt samarbejde gør dig i stand til at bygge bro mellem praksis og innovation – og sikre, at nye løsninger er meningsfulde og anvendelige i den daglige drift.

Du er udstyret med et naturligt drive, en positiv indstilling og formår at skabe fremdrift og resultater i egne og andres opgaver. Det er afgørende at du har en stærk fornemmelse af, hvad der rører sig – både inden for sundhedsteknologi, innovationsmetoder, sundhedspolitik og organisatoriske trends. At holde sig opdateret er ikke blot et spørgsmål om faglig nysgerrighed, men en strategisk nødvendighed for at kunne agere proaktivt, være god til at hjælpe andre med at se potentialerne, for at sikre kliniknær relevans og skabe innovationssamarbejder med reel værdi for patienter og sundhedsvæsenet.

Herudover ønsker vi en leder, der har:

  • Relevant akademisk eller sundhedsfaglig uddannelse, som du kan bringe i spil ift. innovationssamarbejder på sundhedsområdet
  • Ledelseserfaring
  • Erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation
  • Viden om og erfaring med hele innovationsprocessen fra behov til løsning og implementering
  • Et netværk nationalt og internationalt, både inden for det private og vidensorganisationer


Om afdelingen

Innovationsenheden er for nuværende en selvstændig enhed, men vil fra årsskiftet organisatorisk komme til at høre under den nyetablerede afdelingen Sundhed og Samarbejde, der bliver en del af den centrale stabsorganisation under sygehus- og sundhedsledelsen på Sygehus Lillebælt. Sundhed og Samarbejde vil bestå at forskellige teams, der samlet beskæftiger sig med innovation, forskningsstøtte og data og det tværsektorielle samarbejde. Afdelingen vil også være koordinator og understøttende kraft for opgaver i forlængelse af sundhedsreformens intentioner om et mere nært sundhedsvæsen, det fælles populationsansvar og forebyggelse.

Innovationsenheden skal være drivkraften bag en mere sammenhængende og strategisk innovationsindsats og indgangen til innovation på sygehuset. Det er enhedens opgave at koordinere, skabe overblik og sikre, at afdelingerne får den nødvendige støtte til at arbejde systematisk med innovation. Med et stærkt fokus på koordinering skal enheden binde nye og igangværende initiativer sammen, bringe de rette afdelinger og aktører i spil og sikre, at innovation sker med kortere beslutningsveje. Samtidig skal enheden være dem, der formidler den nyeste viden om innovation, så sygehuset ikke kun reagerer på forandringer, men aktivt er med til at forme fremtidens løsninger. Enheden skal fungere som strategisk innovationsmotor, der skaber sammenhæng mellem behov, potentialer og løsninger – og derved sikrer, at innovationsprojekter skaber reel værdi for patienter og medarbejdere.

Sygehus Lillebælt er et velkonsolideret sygehus i en positiv udvikling med en ambitiøs vision om at være Patienternes Sygehus. Vi er kendt for høj kvalitet, effektiv drift, en høj grad af patienttilfredshed samt høj medarbejdertilfredshed.



Løn- og ansættelsesforhold

Aflønning sker efter overenskomst indgået mellem de relevante, forhandlingsberettigede organisationer.



Ansøgningsfrist, samtaler og tiltrædelse

Ansøgningsfristen er den 30. juli 2025

Der afholdes samtaler den 11. og 25 august 2025.

Tiltrædelse: 1. oktober 2025 eller efter aftale.



Yderligere oplysninger

For spørgsmål eller yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Christian Sauvr, tlf. 24 20 37 40.

Se også www.sygehuslillebaelt.dk



Ønsker du at flytte?

Er vi din kommende arbejdsplads? Så overvejer du måske også at flytte til dit nye job. Læs her hvad Sygehus Lillebælt og Trekantområdets kommuner kan tilbyde dig og din familie.

Log ind