Tag del i Københavns udvikling som driftskoordinator i Teknik- og Miljøforvaltningen

fuldtid
Tag del i Københavns udvikling som driftskoordinator i Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du god til at skabe struktur og holde overblik, selv når der er mange opgaver i spil? Trives du med at kombinere planlægning, samarbejde og brug af IT-systemer i hverdagen?

Så er du måske én af vores nye driftskoordinatorer i Renhold Syd & Cykler.

Om os
I Renhold Syd & Cykler arbejder vi for, at København fremstår ren, fremkommelig og indbydende. Vi er et engageret team, der har fokus på udvikling og samarbejde, hvor vi arbejder på at skabe de trygge rammer for både kollegaer og københavnere.

Vi tror på, at gode resultater sker, når vi deler viden, tager ansvar og hjælper hinanden i mål. Hos os bliver du en del af et miljø, hvor der er plads til både faglig udvikling, at lave fejl og ikke mindst humor i hverdagen.

Din rolle
Som driftskoordinator får du en central rolle i at sikre en effektiv og sammenhængende daglig drift. Du samarbejder tæt med enhedschefen og kollegerne i enheden for at skabe en by, der er ren, tryg og indbydende.

Du bliver en del af et tværgående koordinatornetværk med fokus på faglig sparring og videndeling. Derudover har du sammen med din enhedschef og anden driftskoordinatorkollega i enheden en fast ugentlig sparring og koordinering omkring opgaver, og hvor der samtidigt fokuseres på din egen udvikling.

Dine opgaver vil blandt andet være at

  • planlægge og koordinere driftsopgaver
  • samarbejde med værksteder om materielservice og reparationer
  • registrere afvigelser (ferie, fri, flex etc.) og andre HR-relaterede opgaver
  • håndtere indkøb, fakturering og varemodtagelse i SAP/Kvantum
  • besvare og følge op på borgerhenvendelser
  • sikre, at driftspladsen fungerer optimalt, herunder sørge for bestillinger af containertømning, service af pladsen etc.
Din profil
Vi er åbne overfor hvad end man kommer med af uddannelsesmæssig baggrund; vigtigst er det, at du evner at bevare overblikket, kan skabe struktur for dig selv og for driftens arbejde, samtidig med at du har samarbejdet for øje.

Vi forestiller os, at du

  • har erfaring med koordinering og planlægning
  • arbejder selvstændigt og tager initiativ med plads til at fejle
  • kommunikerer direkte og kan give en hjælpende hånd ved behov og omvendt kan sige til, når opgavelisten kun vokser stødt
  • ikke er IT-forskrækket og måske er fortrolig med IT-systemer og gerne kender SAP/Kvantum og Astrow, eller har mod på at lære dem
  • trives med at samarbejde og kommunikere på tværs af fagligheder
  • har overblik, ro og handlekraft – også når der opstår uforudsete situationer
  • motiveres af at finde løsninger sammen og selvstændigt og skabe struktur i en hverdag, hvor opgaverne kan variere
Vi tilbyder
Hos os får du et job, hvor du er en del af en drift, og hvor du er med til at gøre en konkret forskel i byens hverdag. Du bliver en del af et team, hvor vi har fokus på samarbejde, udvikling og trivsel – og med god plads til humor, både den gode og dårlige.

Derudover kan vi tilbyde

  • et fagligt stærkt og hjælpsomt kollegafællesskab
  • mulighed for faglig såvel som personlig udvikling igennem sparring og netværk
  • en hverdag med ansvar, variation og indflydelse på dine egne opgaver
  • fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde efter aftale
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Der er tale om to faste fuldtidsstillinger på 37 timer om ugen, hvor arbejdstiden ligger mellem kl. 06.00 og kl. 17.00 i hverdagene. Tiltrædelse hurtigst muligt eller efter aftale.

Lyder det som noget for dig?
Så glæder vi os til at læse din ansøgning og CV.

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Noor Jady på 23 47 57 86 (send gerne en sms hvis du ikke kommer igennem).

Søg via linket senest søndag den 23. november 2025
Vi planlægger at afholde samtaler den 2. og den 5. december, hvor anden samtale vil være case-baseret.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.

Log ind