Sygeplejerske med administrativt flair søges til Herstedvester Fængsel, Institution Vestegnen, Kriminalforsorgen Øst

fuldtid
Sygeplejerske med administrativt flair søges til Herstedvester Fængsel, Institution Vestegnen, Kriminalforsorgen Øst
  • Herstedvester Fængsel
  • Holsbjergvej 20, 2620 Albertslund
Er du en fagligt stærk sygeplejerske med sans for struktur, et glimt i øjet og et hjerte for det komplekse? Så læs videre.

Om os
Hos os får du en hverdag ud over det sædvanlige. Vi søger en engageret sygeplejerske, der både trives i det kliniske felt og med administrative opgaver. Du bliver en del af et dedikeret team i et lukket fængsel, hvor opgaven er at sikre en høj sundhedsfaglig standard for en særlig målgruppe.

Herstedvester Fængsel udgør sammen med Køge Arrest Institution Vestegnen.

Fængslets indsatte, der afsoner lange fængselsstraffe og forvaring, frembyder en bred vifte af somatiske sygdomme, psykiatriske, psykologiske, sexologiske og sociale problemstillinger, herunder særligt lidelser inden for personlighedsforstyrrelsesspektret og misbrugsrelaterede problemstillinger.

Herstedvester Fængsel har desuden en visitationsafdeling for indsatte med sædelighedskriminalitet på fængselsdomme mellem 30 dage og 5 år.

Om jobbet
Det er afgørende, at du er i stand til at håndtere individer i krise/konflikter, har mod på at arbejde i et fængsel og har et positivt og anerkendende menneskesyn.

Du vil være en del af den civile gruppe i fængslet, som ud over sygeplejersker består af læger, fysioterapeut, fodterapeut, tandlæge, tandplejer, klinikassistent, sekretærer, socialrådgivere, psykologer, psykiatere, fængselspræst og jurister. Vi sætter en ære i at arbejde tværfagligt. Derudover har vi et tæt samarbejde med vores meget dygtige fængselsbetjente.

Du vil bl.a. skulle varetage opgaver inden for følgende:

  • Observation og vurdering af indsattes sundhedstilstand og behov
  • Koordinering med hospitaler og øvrige samarbejdspartnere
  • Administrative opgaver og dokumentation
  • Udførelse af lungefunktionstest og EKG
  • Ansvarlig for egen afdeling - med mulighed for at præge praksis og rutiner
  • Kontakt-, relations- og motivationsarbejde
  • Modtagelsessamtaler
  • Tværfagligt samarbejde med mange faggrupper.
Vi forventer, at du:

  • Har bred sygeplejefaglig erfaring
  • Er rummelig, fleksibel og en stærk teamplayer
  • Kan arbejde selvstændigt
  • Har et godt humør og kan begå dig i en kompleks hverdag
  • Har administrativ erfaring og trives med ansvar
  • Tør arbejde med et særligt klientel med respekt og professionalisme
  • Har autorisation som dansk sygeplejerske.
Vi tilbyder bl.a.:

  • Et udfordrende og meningsfuldt arbejde
  • Gode kolleger og faglig sparring i et mindre team
  • Mulighed for at sætte dit præg på både pleje og processer
  • Høj grad af tværfagligt samarbejde
  • Sundhedsordning for medarbejdere
  • Grundig introduktion
  • Fast supervision i teamet
  • Primært dagvagter.
Hvem er vi?
Institution Vestegnen er en del af Kriminalforsorgsområde Øst og består af henholdsvis Herstedvester Fængsel, med plads til 174 indsatte i alt, fordelt med 151 pladser i lukket regi og 23 pladser i vores åbne afdeling og Køge Arrest med plads til 60 varetægtsfængslede.

Institution Vestegnen har omkring 220 ansatte med mange forskellige faglige baggrunde som fængselsbetjente, psykiatere/psykologer, sygeplejefagligt personale, socialrådgivere, værkmestre, lærere, administrative medarbejdere, gejstligt personale m.fl.

Herstedvester Fængsel modtager indsatte fra hele landet og fra Færøerne. Det er Kriminalforsorgens specialfængsel til indsatte, som har behov for psykiatrisk, psykologisk og/eller sexologisk udredning og behandling.

De indsatte har typisk begået personfarlig kriminalitet og har lange domme. Fængslets opgave er at straffuldbyrde og sikre de indsatte en meningsfuld afsoning samt forberede udslusning og løsladelse.

Fængslet har ni afdelinger, heraf bl.a. en visitationsafdeling til sædelighedsdømte med korte domme, en misbrugsbehandlingsafdeling, en halvåben afdeling samt en afdeling for bl.a. indsatte, som i Grønland er dømt til afsoning af tidsubestemt forvaring.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10, samt gældende organisationsaftale for Sygeplejersker i staten. Aflønning sker efter principperne om Ny Løn.

Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen.

Arbejdsstedet er Herstedvester Fængsel, Holsbjergvej 20, 2620 Albertslund.

Stillingen er i gennemsnit 37 timer ugentligt, overvejende på hverdage, men weekend- og aftenvagter må påregnes.

Stillingen er til besættelse fra den 1. august 2025 eller snarest derefter.

Søg stillingen
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest søndag den 15. juni 2025.

Vi planlægger at afholde samtaler i uge 25.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe billedidentifikation, f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske/enhedsleder Mie Kaiser Reuven på tlf. 7255 1383.

Om Kriminalforsorgen, Område Øst
Område Øst består af et områdekontor og otte institutioner fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
Institutionerne består af to åbne og to lukkede fængsler, 15 arresthuse, syv KiF afdelinger, fire fodlænkeafdelinger, ungekriminalforsorgen, tre udslusningsfængsler, et udlændingecenter og et udrejsecenter.

I alt ca. 2000 ansatte.

For yderligere information om Kriminalforsorgen henvises til hjemmesiden www.kriminalforsorgen.dk

Log ind