Sygeplejefaglig rehabiliteringsrådgiver til kontinens- og stomiområdet i Myndighed

fuldtid
Sygeplejefaglig rehabiliteringsrådgiver til kontinens- og stomiområdet i Myndighed
  • Odense Kommune
  • 5250 Odense SV
Vil du være med til at styrke kontinens- og stomiområdet i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune? Brænder du for faglig udredning af borgere med inkontinens? Trives du i en hverdag med en blanding af sagsbehandling, administrative opgaver og borgerkontakt? Har du overblik og er dygtig til at samarbejde tværfagligt med et helhedsorienteret fokus? Er du motiveret af høj faglighed og din udvikling som sygeplejerske? Har du en motiverende og anerkendende tilgang? Vil du være med til at udvikle et helt nyt team og sætte dit præg på opgaver og trivsel? Så læs videre her.

Myndighedsområdet i Odense Kommune søger en sygeplejefaglig rehabiliteringsrådgiver til sagsbehandling indenfor kontinens- og stomiområdet. Stillingen er på 37 timer/uge med tiltrædelse 1. juni 2025. Stillingen er nyoprettet og organisatorisk placeret under Indgangen.

Om os
Vores vision er at udvikle myndighed og frivillighed til fremtidens velfærd. Det gør vi ved at samskabe med borgeren, skabe en attraktiv arbejdsplads og løbende skabe klare rammer og vilkår for kerneopgaven.

Indgangen
Indgangen, som bliver din kommende arbejdsplads, er placeret på Dalumvej 95B og er borgernes fysiske og telefoniske Indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen (ÆHF). I Indgangen arbejder vi ud fra den tilgang, at ingen borgere går forgæves – vi hjælper alle videre.

Din primære opgave vil være at sagsbehandle ansøgninger om kontinens- og stomihjælpemidler efter Servicelovens §112 og Forvaltningsloven. Du vil indgå i et samarbejde med de øvrige kontinens- og stomisygeplejersker i Myndighed og i hjemmeplejen, samt det øvrige personale i Indgangen.

Dit nye team
Vi er i gang med at etablere et helt nyt område i Myndighed med et team af kontinens- og stomisygeplejersker og rehabiliteringsrådgivere/sagsbehandlere. Teamet vil bestå af tre administrative sagsbehandlere, en koordinerende rehabiliteringsrådgiver og tre kontinens- og stomisygeplejersker.

Vi ønsker et team, der er kendetegnet ved åbenhed og tillid til hinanden, hvor vi deler værdifuld viden og erfaring, der medvirker til, at vi sammen lykkes med at løse kerneopgaven - til gavn for både borgere og medarbejdere.

Om jobbet
Du kommer specifikt til at:
  • sagsbehandle ansøgninger om hjælpemidler indenfor kontinens- og stomiområdet
  • løse komplekse sygeplejefaglige udredninger
  • yde rådgivning og vejledning til borgere og pårørende
  • indgå i tæt samarbejde med kontinensnetværket i hjemmeplejen
  • arbejde tværfagligt og understøtte teamets faglige udvikling
  • dokumentere de administrative processer og afgørelser i omsorgssystemet NEXUS
  • holde dig fagligt opdateret på kontinens- og stomiområdet
  • være del af en arbejdsplads, hvor vi sammen tager stort ansvar for vores trivsel
Vi tilbyder
  • en arbejdsplads med fokus på kvalitet, læring, trivsel og psykologisk tryghed
  • en selvtilrettelæggende personalegruppe, der er ansvarsfulde og har høj faglighed
  • introduktionsprogram og sidemandsoplæring
  • stor fleksibilitet i arbejdet og god mulighed for at få arbejde og privatliv til at balancere
  • gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • en arbejdsplads med godt humør og en uformel omgangstone
  • arbejdstid mandag til fredag i dagtimerne
  • mulighed for at parkere tæt på arbejdspladsen
Om dig
Du har en naturlig motivation for at arbejde med myndighedssagsbehandling, hvor du med dine faglige og personlige kompetencer gør en reel forskel i borgerforløbet.
 
Vi forventer at du:
  • er uddannet sygeplejerske, gerne med uddannelse indenfor kontinens og stomi
  • erfaring med sagsbehandling af hjælpemidler på kontinens og stomi er en fordel
  • har en faglig og systematisk tilgang til arbejdet
  • har gode kommunikative evner og evner at arbejde struktureret
  • arbejder positivt med forandringer
  • er uhøjtidelig og kan se værdien i alle faggruppers bidrag og kompetencer
  • arbejder helhedsorienteret med fokus på kerneopgaven
  • kan arbejde tværfagligt med dine kolleger
  • kan varetage opgaver selvstændigt
  • støtter teamets udvikling gennem vidensdeling og sparring
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte konstitueret myndighedsleder Nadia Huusom Larsen på 20 56 12 57.

Det praktiske
Ansøgningsfrist er den 23. april 2025. Vi afholder ansættelsessamtaler den 28. april 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. 

Log ind