Supervisor med psykologfaglig baggrund – vær med til at løfte faglighed og organisatorisk læring

deltid
Supervisor med psykologfaglig baggrund – vær med til at løfte faglighed og organisatorisk læring
  • Odense Kommune
  • Rismarksvej 80A, Højstrup, 5200 Odense V
Vær med til nytænkning omkring supervisionsopgaven
Sundhed, Omsorg og Forebyggelsesforvaltningen etablerer i 2026 et specialiseret supervisionsteam som en strategisk indsats for at styrke fagligheden og skabe en kultur, hvor læring og udvikling er en naturlig del af hverdagen. Ved at samle supervisionsopgaver i ét team får vi mulighed for at skabe sammenhæng, kvalitet og vidensdeling på tværs af organisationen. Teamet forankres i Hjerneskadecentret, men arbejder bredt i forvaltningen – med tæt samarbejde med ledere og faglige miljøer.

Vi søger to dygtige supervisorer til faste deltidsstillinger. Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor vi prioriterer udvikling, refleksion og organisatorisk læring. Supervisionen foregår for arbejdspladser i hele Odense Kommune, og du skal være fleksibel i forhold til at møde arbejdspladserne, når behovet opstår.

Din rolle – mere end supervision
Som supervisor bliver du en nøgleperson i at styrke organisationens faglighed og læringskultur. Du skal ikke blot facilitere refleksion og udvikling i teams, men også bidrage til, at vi som organisation lærer af praksis og omsætter erfaringer til bedre løsninger. Du samarbejder med den enkelte arbejdsplads om opgaven, behovet og formen for supervision, og du tilpasser dig teamets præferencer. Det kræver, at du kan opbygge et fortroligt og tillidsfuldt rum med både medarbejdere og ledelse, hvor der er plads til åbenhed og faglig nysgerrighed.

Supervisionen omfatter områderne Forløb Sindslidelse og Forløb Erhvervet Hjerneskade – og senere også Forløb Medfødt Hjerneskade. Du bliver en del af et sparringsmiljø med kolleger og ledere, og du får mulighed for at være med til at opbygge et nyt tilbud, der har stor betydning for kvaliteten i hele forvaltningen.

Hvem er du?
Vi søger supervisorer med psykologfaglig baggrund – eksempelvis, specialpsykolog i psykiatri eller neuropsykolog. Vi lægger vægt på, at du:
  • Har en relevant uddannelse og faglige kvalifikationer inden for supervision og socialområdet.
  • Har flere års erfaring med supervision inden for det specialiserede voksenområde og lyst til at videreudvikle dine kompetencer.
  • Kan facilitere læringsprocesser og undervise med nysgerrighed og respekt for praksis.
  • Har en udforskende tilgang til supervision og sparring.
  • Mestring af flere genrer og metoder – du kan tilpasse din tilgang til forskellige teams og problemstillinger.
  • Evne til at arbejde med motivation og fastholde drivkraften hos de superviserede, så opgaven lykkes og udviklingen fortsætter.
  • Kan skabe energi i rummet og læse teamets dynamik og behov.
  • Har kørekort og egen bil.

Vi tilbyder
Du får en unik mulighed for at rykke din faglighed. Som supervisor vil du levere supervision til mange forskellige målgrupper og problematikker, hvilket giver en bredde og variation, der styrker dine kompetencer. Du bliver en del af Hjerneskadecentret – et fagligt stærkt miljø med stor mangfoldighed og mulighed for tætte og fortrolige sparringsrelationer. Her er et godt kollegafællesskab, hvor vi deler viden og udvikler os sammen.

Du bliver samtidig en af dem, der lægger grundstenene til en ny strategisk måde at arbejde med supervision på. Det betyder, at du ikke kun bidrager til udvikling for medarbejdere og ledere – du er med til at skabe organisatorisk læring og kvalitet i hele forvaltningen. Der vil være udvikling og læring for både dig som supervisor og for organisationen, fordi vi bygger noget nyt og ambitiøst sammen.

Hvorfor er det vigtigt?
Faglig supervision og sparring er ikke kun et redskab til at løse konkrete udfordringer – det er en investering i organisationens samlede kvalitet. Det forebygger udfordringer i borgerens forløb, styrker samarbejde og trivsel på arbejdspladsen og sikrer, at vi som organisation lærer og udvikler os. På den måde bidrager supervision til at mindske sygefravær, reducere dyre indsatser og skabe bedre løsninger for borgerne.


Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er på 20 timer om ugen, med ønsket opstart den 1. marts 2026.

Praktiske oplysninger
Ansøgningsfristen er den 14. januar, og vi holder første samtale den 21. januar og anden samtale den 26. januar. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere? Kontakt Rehabiliteringsleder ved Hjerneskadecentret, Michael Dybro Guldbæk, tlf. 30 66 59 31. Dog træffes Michael ikke 26/12 - 4/1.

Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, kønsidentitet, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap
 

Log ind