Sundhedskonsulent til Det Kommunale Sundhedscenter i Skanderborg

deltid
Sundhedskonsulent til Det Kommunale Sundhedscenter i Skanderborg
  • Det Kommunale Sundhedscenter
  • Sygehusvej 7, 8660 Skanderborg
Vi søger en engageret og fagligt stærk sundhedskonsulent til en tidsbegrænset stilling på 25 timer om ugen. Er du passioneret omkring sundhedsfremme og rehabilitering, og trives du i en hverdag med varierede opgaver og tværfagligt samarbejde? - så er det måske dig, vi leder efter.
Vi søger en kollega, der brænder for at arbejde med sundhedssamtaleforløb samt opgaver ind i de øvrige rehabiliteringsforløb. Stillingen spænder over flere fagområder og afspejler vores ambition om at imødekomme de stigende krav og kvalitetsstandarder i indsatsen for borgere med kroniske sygdomme.

Sundhedssamtaleforløb er et forløb på op til seks sundhedssamtaler á 45 minutter med en sundhedskonsulent. Samtalerne fokuserer på KRAMS-faktorer, og støtter borgeren i at skabe en sundere livsstil. Tilbuddet er for borgere mellem 16-67 år, der er motiverede for at forbedre deres sundhed eller er i risiko for sygemelding/uddannelsesfrafald. Du kan læse mere om vores forløb på Det kommunale Sundhedscenter i Skanderborg

Med baggrund i at eksisterende midler til en af Sundhedscenterets delopgaver falder bort med virkning fra 1. januar 2027, er ansættelsen tidsbegrænset. Der er således kun finansiering til denne stilling i en begrænset periode frem til 1. januar 2027. Hertil kommer, det grundet bortfald af midler pr. 1. januar 2027 bliver nødvendigt med en omfordeling af opgaverne, hvilket konkret indebærer, opgaverne i denne stilling omfordeles.

Du bliver en del af en tværfaglig kollegagruppe i Det Kommunale Sundhedscenter, hvor vi arbejder med sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Opgaverne omfatter både individuelle samtaler, teorioplæg og undervisning – primært rettet mod borgere med øget risiko for kronisk sygdom, som har behov for støtte til livsstilsændringer. Vi har et særligt fokus på fastholdelse, brobygning og optimering af borgernes udbytte af de indsatser, de deltager i hos os. Derfor vægter vi samarbejde og koordinering højt, ligesom det er centralt at skabe fællesskaber og sammenhænge mellem kommunens sundhedstilbud og de muligheder, der findes i lokalområderne.

Som menneske kan du se dig selv ind i en kollegagruppe præget af høj faglighed, og som værner om et godt kollegialt fællesskab og sammenhold. En personalegruppe, hvor alt, hvad vi gør, tager udgangspunkt i værdierne åbenhed, engagement, ordentlighed, respekt, tillid - og bygger på den brede forståelse af sundhed. Alle vores tilbud og indsatser er præget af, vi har borgeren og borgerens liv i centrum med fokus på at mestre eget liv - ud fra en sundhedspædagogisk tilgang.

Dine faglige kompetencer
  • Du har en sundhedsfaglig baggrund - og gerne som fysioterapeut, sygeplejerske eller en professionsbachelor i ernæring og sundhed med relevant erhvervserfaring
  • Du har erfaring med sundhedsfremme og rehabilitering til borgere med kroniske sygdomme
  • Du har erfaring med individuelle samtaler og undervisning i grupper
  • Du behersker sundhedspædagogiske metoder
  • Du vil gerne tage initiativ og støtte borgeren på forskellige måder
  • Du kan indgå i et samarbejde på tværs af faglighed, opgaver - og trives i et tværfagligt miljø
  • Du har indlevelse og evner at skabe tryghed og tillid hos borgerne
  • Du har erfaring med anvendelse af metoden, Den Motiverende Samtale og gerne ACT i praksis
  • Du har viden omkring de nye kvalitetsstandarder for borgere med kroniske sygdomme

Hvem er du:
  • Du har gode samarbejdsevner og besidder gode kommunikationsevner
  • Du er positiv som person og trives med at opdyrke nye og stærke relationer
  • Du er initiativrig, fleksibel og kan håndtere forandringer
  • Du kan indgå i et team og sideløbende arbejde selvstændigt
  • Du skal være fleksibel i forhold til arbejdstid og sted
  • Du har kørekort og egen bil til rådighed, således at du kan komme rundt i kommunen

Vi tilbyder:
  • Et arbejde med stor kontaktflade til borgerne, hvor du får mulighed for at arbejde tæt sammen med borgerne med udgangspunkt i deres mål, ønsker og drømme
  • Du bliver en del af en engageret afdeling, hvor du har mulighed for supervision, sparring og udvikling både monofagligt og tværfagligt
  • En stilling, hvor du bliver en del af et tværfagligt team, der arbejder tæt sammen omkring og med borgerne
  • Et job med stor selvstændighed og indflydelse i forhold til dine arbejdsopgaver
  • Et job, hvor du er selvtilrettelæggende i forhold til din arbejdstid. Din arbejdstid er fortrinsvis i dagtimerne på hverdage, men der vil forekomme aktiviteter sen eftermiddag og aften, hvilket planlægges i forhold til de opgaver, du varetager med dine kolleger
Vi vil gerne læse konkrete eksempler i din ansøgning på, hvordan du har erfaring med individuelle samtaler og undervisning i grupper i forhold til sundhedspædagogiske metoder. Du bedes vedlægge en motiveret ansøgning samt CV.

Hvem er vi:
Du bliver en del af Det kommunale Sundhedscenter, hvor 21 dygtige og entusiastiske kolleger - alle arbejder med sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering ud fra et erklæret mål om at mindske uligheden i sundhed.

Ansøgningsfrist og samtaler:
Der er ansøgningsfrist den 22. juni kl. 12.00 og ansættelsessamtaler finder sted den 24. juni mellem kl. 08.00-12.00. Kandidaterne vil få besked om mulig samtale den 23. juni om eftermiddagen.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse med en ugentlig arbejdstid på 25 timer. Løn efter gældende overenskomst. Tiltrædelse den 1. september.

Du får din primære arbejdsplads i Det Kommunale Sundhedscenter på Sygehusvej 7, 8660 Skanderborg, men du skal påregne en del aktiviteter uden for huset, aften og rundt i kommunen.

Nærmere oplysninger om stillingen:
For yderligere information om stillingen er du velkommen til at kontakte, leder af Det Kommunale Sundhedscenter, Lars Kjær Johansen på telefon 21 69 57 59 eller på mail: lars.kjaer.johansen@skanderborg.dk
En tilfredsstillende straffeattest skal kunne forelægges.

Vi opfordrer til, at du orienterer dig om Skanderborg Kommune på kommunens hjemmeside
I Skanderborg Kommune har vi en vision Mennesker møder Mennesker

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

 

Log ind