Sundhedsjura søger jurister til arbejdet med blod, væv/celler og organer samt fertilitet

fuldtid
Sundhedsjura søger jurister til arbejdet med blod, væv/celler og organer samt fertilitet
  • Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge
  • Islands Brygge 67, 2300 København S
Vil du være med til at fremtidssikre sagsbehandlingen og lovgivningen vedrørende blod, væv/celler og organer samt fertilitet? Er du en stærk og analytisk jurist, som har mod på at tage ansvar, har blik for processtyring og sætter pris på at løse komplekse juridiske opgaver i tæt samarbejde med andre? Så er det dig, vi har brug for!

Om Sundhedsjura
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at alle skal have de bedste betingelser, når de er i kontakt med sundhedsvæsnet.

I Sundhedsjura er vi styrelsens eksperter i sundhedsretlige spørgsmål. Vi administrerer en lang række centrale regler på sundhedsområdet, og vi rådgiver bl.a. styrelsens øvrige enheder om sundhedsjura samt stats- og forvaltningsret i bred forstand. Vi har ansvaret for ministerbetjeningsopgaver, hvilket bl.a. omfatter bidrag til lovforslag og høringssvar, bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål, ligesom vi udarbejder bekendtgørelser og vejledninger på en række områder. Derudover varetager vi i samspil med styrelsens sundhedsfaglige tilsynsenheder det sundhedsfaglige tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og behandlingssteder og tilsyn med blodbanker og vævscentre.

I enheden er vi 23 medarbejdere, heraf 20 jurister, fordelt på to sektioner. Du vil skulle indgå i sektionen Lovgivning, udvikling og politik.

Din hverdag hos os
I Lovgivning, udvikling og politik arbejder vi med områderne markedsføring af sundhedsydelser, forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, blod, væv/celler og organer, aktindsigter mv. Vi er 10 medarbejdere, heraf to studenter.

Du vil blive en del af et team på fire jurister, der arbejder med området blod, væv/celler og organer samt fertilitet. Teamets opgaver er mange og alsidige, og du kommer til at varetage en bred vifte af spændende, komplekse og udviklende opgaver. Ud over intern sparring med kollegaer på området og besvarelse af spørgsmål, vil du sammen med resten af teamet arbejde med bl.a. ministerbetjeningsopgaver, lovgivningsopgaver, juridiske analyser og interessenthåndtering. Opgaverne omfatter alt fra almindelig sagsbehandling til bidrag til lovforslag, udarbejdelse af bekendtgørelser og vejledninger, juridiske analyser og oplæg til brug for policy-udvikling på området samt skrive udkast til folketingsspørgsmål med mere. Lige nu står vi overfor en større opgave med implementering af EU's forordning om kvalitets og sikkerhedsstandsarder for substanser af menneskelig oprindelse, som du også vil blive en del af.

Det er helt afgørende, at du har styr på din forvaltningsret og kan navigere i en myndighedsopgave, der er tæt koblet til den faglige virkelighed, ofte med stor offentlig bevågenhed. Det er også afgørende, at du er god til at samarbejde og er løsningsorienteret såvel i samarbejdet med dine nære kolleger som eksternt i en bred kreds af samarbejdspartnere med mange forskellige faglige baggrunde.

Du vil indgå i en sektion med et stærkt fagligt fællesskab, hvor ambitionerne er store, tempoet til tider er højt, og hvor vi hjælper hinanden på tværs af fagområder. Vi har højt til loftet – og alle er dedikerede til at sikre en opgaveløsning af høj kvalitet.

Dine primære arbejdsopgaver bliver, at:

  • Yde juridisk bistand og sikre den juridiske kvalitet inden for dine sagsområder.
  • Udarbejde lovgivning og politiske beslutningsoplæg inden for blod- og vævslovgivningen, hvor der inden for de nærmeste år skal implementeres ny EU-lovgivning.
  • Bidrage med juridisk understøttelse af implementeringen af nye regler for styrelsens godkendelser og tilsyn på blod- og vævsområdet.
  • Vejlede kollegaer generelt i primært forvaltningsretlige problemstillinger.
  • Betjene indenrigs- og sundhedsministeriets departementet, herunder bidrage til besvarelse af folketingsspørgsmål, inden for dine sagsområder.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er cand.jur. gerne med erfaring fra en styrelse eller et departement. Det er en fordel, hvis du har erfaring med lovgivningsopgaver og -processer og/eller ministerbetjening, men ikke et krav.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Har et højt fagligt niveau.
  • Har styr på din forvaltningsret i bred forstand.
  • Motiveres af at finde brugbare løsninger på komplekse juridiske problemstillinger.
  • Hurtigt kan sætte dig ind i nye og komplicerede fagområder.
  • Har mod, tager ansvar og arbejder effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
  • Har en skarp pen og kan formulere dig enkelt og klart.
  • Interesserer dig for sammenhængen mellem jura og politik og den virkelighed, som juraen skal fungere i.
  • Udviser holdånd og har gode evner for samarbejde på tværs af faggrupper.
Vi tilbyder
Vi kan tilbyde et meningsfyldt job, hvor du gør en forskel for patienter og borgere. Du bliver en del af et stort hold af sundhedsretlige eksperter med et stærkt juridisk fagligt fællesskab. Vi arbejder i et tværfagligt miljø, hvor din dag er afvekslende, og du vil få kollegaer, der drives af et stort engagement. Trivsel og godt kollegaskab er et vigtigt omdrejningspunkt i enheden.

Du vil gennemgå et introduktionsprogram og få en basisintroduktion til styrelsens opgaver; begge dele vil blive tilpasset din erfaring og dine kompetencer. Derudover får du gode muligheder for anden efteruddannelse.

Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.

Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gode træningsfaciliteter, og så har vi en god kantine og en smuk beliggenhed. Derudover har vi en kunstforening og en aktiv personaleforening, der står for en række forskellige arrangementer såsom teater- og biografture, museumsbesøg og kanalrundfart.

Om ansættelsen
Ansættelsen er på fuld tid og tiltrædelse ønskes pr. 1. oktober 2025.

Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.

Du bliver – afhængig af dine kvalifikationer – ansat som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Ansøgningsfrist er den 3. august 2025.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Mai-Britt Bonde på tlf. 5148 4196 eller chefkonsulent Signe Ebbesen på tlf. 2183 3167.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i 32 og 33. Du kan læse mere om os på www.stps.dk.

Log ind