Sundhedsfaglig administrativ medarbejder til Center for Genoptræning Østerbro

fuldtid
Sundhedsfaglig administrativ medarbejder til Center for Genoptræning Østerbro
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du optaget af at sikre gode borgerforløb? Har du administrativt erfaring og en sundhedsfaglig baggrund som fx fysioterapeut/ergoterapeut? Så er det måske dig, der skal være vores nye medarbejder i administrationen i Center for Genoptræning på Østerbro.

Om os
Center for Genoptræning København er fordelt på fem centre i København, og er en del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi varetager den kommunale borgerrettede ambulante genoptræning, træning i borgers hjem samt genoptræning på plejehjem. Vi har fokus på at sikre et højt fagligt niveau på tværs af kommunen og arbejder målrettet med overholdelse af ventetid, ensartethed på tværs samt vidensdeling på tværs af de fem centre.

Center for Genoptræning Østerbro er placeret i Sundhedshus Østerbro og har 34 ansatte, som primært er fysioterapeuter og ergoterapeuter. Det administrative team består af fire engagerede medarbejdere, der arbejder tæt sammen, og varetager en bred og alsidig opgaveportefølje, der sikrer, at borgernes forløb og terapeuternes hverdag fungerer optimalt.

Dine arbejdsopgaver
Din primære arbejdsopgave vil være at håndtere indkomne

  • genoptræningsplaner efter § 140
  • henvisninger fra egen læge (artroseforløb)
  • anmodninger om træningsforløb fra den lokale visitation efter § 86 stk. 1.
Du får ansvaret for at fordele borgerne blandt terapeuterne og booke og indkalde borgere, samt bestille kørsel og tolke. Derudover er der opgaver som

  • telefonisk kontakt med borgere, som er en stor del af den daglige opgave
  • at håndtere afbud fra borgere og modtage sygemeldinger fra ansatte
  • understøtte ledelsen og arbejde tæt sammen med fysio- og ergoterapeuter
  • arbejde i mange forskellige IT-systemer som CURA (journalisering), Borgerbooking, Officepakken, KAS (vagtplan), Kvantum (økonomi) m.fl.
  • diverse praktiske ad hoc-opgaver
Vi lægger vægt på, at du

  • har relevant administrativ eller sundhedsfaglig uddannelse og lyst til den administrative opgave i borgerforløbene
  • er imødekommende og serviceminded i dialogen med en mangfoldig borgergruppe
  • kan bevare overblikket, er omstillingsparat og kan prioritere opgaverne i en til tider travl og omskiftelig arbejdsdag
  • behersker engelsk på brugerniveau
  • har flair for IT
  • trives med et løbende fokus på at udvikle og forbedre opgaveløsningen
  • evner at være i dialog med ledelsen om arbejdsopgaver og din trivsel
  • har stærke kommunikations- og samarbejdsevner
  • er en positiv holdspiller med et personligt gåpåmod
Vi tilbyder dig

  • et spændende og alsidigt job i en dynamisk hverdag, hvor du har kontakt til mange mennesker
  • en hverdag med stort selvstændigt ansvar for opgaveløsning og mulighed for indflydelse på arbejdsdagen
  • en arbejdsplads med fokus på trivsel, kommunikation og læring med rig mulighed for at bringe idéer og tanker i spil
  • grundig introduktion til opgaveporteføljen og den centrale borgerkontakt
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt med ønske om opstart hurtigst muligt eller senest 1. oktober 2025.

I forbindelse med ansættelsen tager vi referencer.

Arbejdstiden vil ligge i tidsrummet kl. 07.15-15.30, og der vil være enkelte åbne og lukke vagter i receptionen.

Yderligere oplysninger
Ved spørgsmål kan du kontakte afdelingsleder Martin Gundersen Hansen på 40 18 77 72 eller afdelingsleder Berte Boelsgaard Christensen på 24 89 47 21.

Center for Genoptræning Østerbro er beliggende i Sundhedshus Østerbro, Randersgade 60, 2100 København Ø.

Søg via linket senest torsdag den 31. juli 2025
Vi afholder ansættelsessamtaler den 6. og den 7. august 2025.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores hverdag.kk.dk.

Log ind