Sundhedsdatastyrelsen søger generalister til programsekretariatet for bedre brug af sundhedsdata

fuldtid
Sundhedsdatastyrelsen søger generalister til programsekretariatet for bedre brug af sundhedsdata
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
I programsekretariatet arbejder vi hver dag for at skabe bedre vilkår for forskning og innovation ved at gøre det langt nemmere at tilgå og bruge sundhedsdata. Til vores voksende opgaveportefølje søger vi nu en eller flere akademikere med generalistprofiler.

Om bedre brug af sundhedsdata
Vores arbejde med bedre brug af sundhedsdata udspringer fra en politisk vision om at styrke dansk life science og sundhedsforskning, sikre bedre datatilgængelighed og skabe et mere sammenhængende datalandskab på tværs af sundhedsvæsenet. Programsekretariatet understøtter arbejdet med styring, koordinering og kvalitetssikring af initiativerne under programmet og fungerer som bindeled mellem projekter, ledelse, samarbejdspartnere og politiske fora.

Vi samarbejder bredt med styrelser, regioner, forskningsmiljøer, life science industrien og internationale aktører – og opgaverne er både fagligt spændende og helt afgørende for udviklingen af nye løsninger i sundhedsvæsenet.

Din hverdag hos os
Som generalist i programsekretariatet bliver du en del af et udviklingsorienteret miljø, hvor du får en central rolle i at understøtte programmets fremdrift. Opgaverne varierer og kan tones i retning af europæisk samarbejde på sundhedsdataområdet, it-udvikling, programstyring og sikkerhed. Vi har mange opgaver, der skal løses, og du vil selv have mulighed for at få indflydelse på dine egne opgaver. Du vil arbejde tæt sammen med projektledere, fagspecialister, ledelse og eksterne samarbejdspartnere.

Opgaverne kan bl.a. omfatte:

  • Sekretariatsbetjening af styregrupper, arbejdsgrupper og ledelsesfora
  • Udarbejdelse af beslutningsoplæg, indstillinger, analyser og notater
  • Koordinering på tværs af projekter, interessenter og eksterne parter
  • Bidrag til programrapportering, planlægning og governance
  • Opfølgning på aktiviteter, risici, økonomi og fremdrift
  • Dialog og håndtering af henvendelser fra forskningsmiljøer, myndigheder og organisationer
  • Implementering og koordination af større EU-initiativer inden for dataområdet, herunder deltagelse i internationale samarbejdsfora
  • Bidrag til analyser, rapportering og strategisk planlægning med EU-dimension
Du vil indgå i et team, hvor vi hjælper hinanden, prioriterer gode processer højt og løfter ambitiøse opgaver i fællesskab.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer:
Vi søger generalister, som trives med at arbejde i et politisk og strategisk spændende område, hvor tempoet kan være højt, og hvor opgavetyperne varierer.

Vi forestiller os, at du har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, for eksempel cand.scient.pol., cand.scient.san.publ., cand.merc., cand.jur. eller lignende. Du har erfaring med – eller en klar interesse for – sekretariatsbetjening, koordinationsopgaver og klassisk myndighedsarbejde, og du trives i et politisk og strategisk spændende felt, hvor opgavetyperne varierer, og tempoet til tider kan være højt.

Du formulerer dig klart, præcist og professionelt – både skriftligt og mundtligt – og arbejder struktureret, initiativrigt og målrettet med dine opgaver. Du er god til at skabe fremdrift og overblik, også når mange interessenter og parallelle processer er involveret.

Du trives i en rolle med mange kontaktflader og forskelligartede samarbejdspartnere og er en dygtig “oversætter”, der kan sætte dig ind i fagligt komplekse problemstillinger og bygge bro mellem egen og andres faglighed. Samtidig er du serviceminded, imødekommende og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø med højt humør og en konstruktiv tilgang til samarbejde.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med en eller flere af nedenstående opgaveområder:

  • Betjening af politisk niveau, direktion, projekt- eller programstyregrupper
  • Sundhedsdataområdet, digital forvaltning eller projekt-/programstyring
  • EU-programmer, internationale projekter eller erfaring fra EU-relaterede miljøer
  • Du kan både være nyuddannet eller have nogle års erhvervserfaring.
Vi tilbyder
Sundhedsdatastyrelsen har et bredt fagligt miljø med både it-faglige og sundhedsfaglige kompetencer, og vi lægger stor vægt på et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder. Vi har en uformel omgangstone og en aktiv personaleforening, der blandt andet tilbyder vinklub, tennis, yoga og fitness.

Vi er en fleksibel arbejdsplads med 37 timers arbejdsuge, hvor der er mulighed for ad hoc at aftale hjemmearbejdsdage med nærmeste leder. Der er tre faste mødedage om ugen, hvor det forventes, at du er fysisk til stede på styrelsens adresse. Kontoret er placeret en kort cykeltur eller rejse med offentlig transport fra Rådhuspladsen, og vi tilbyder gratis parkering.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som fuldmægtig efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation. Der er mulighed for ansættelse som specialkonsulent, hvis du har de rette kvalifikationer.

Vil du vide mere?
Du er meget velkommen til at kontakte Sektionsleder Malte Thyssen på tlf. 29 74 24 47, hvis du vil høre mere om stillingerne.

Er du interesseret?
Klik på "Søg stillingen" og send os din ansøgning, CV og eksamensbeviser senest den 1. februar 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 8 og 9.

Du kan læse mere om Sundhedsdatastyrelsen og Vision for bedre brug af sundhedsdata på vores hjemmeside.

Log ind