Studieadjunkt/studielektor til Spatial Design

deltid
Studieadjunkt/studielektor til Spatial Design
  • Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
  • Philip De Langes Allé 10, 1435 København K
Ved Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering opslås en 5-årig deltidsstilling som studieadjunkt/studielektor til det internationale kandidatprogram Spatial Design.

Vi søger en visionær og faglig stærk profil, som brænder for at formidle viden, og som vil være med til at udvikle og styrke fagområdet. Med fokus på teori, metode og praksis forventes du at kunne tilføre undervisning en aktuel relevans.

Den ledige stilling er tilknyttet Institut for Arkitektur og Rum, og opgaverne knytter sig til kandidatprogrammet Spatial Design.

Du kan læse om instituttet her og kandidatprogrammet her.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025 eller snarest muligt herefter.



Om stillingen

Stillingen som studieadjunkt/studielektor vil bestå af undervisning med tilhørende eksamensforpligtelse og tilsvarende opgaver i relation hertil i samarbejde med instituttets øvrige undervisere. Varetagelse af andre opgaver kan forekomme i begrænset omfang.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Forelæsninger, undervisning og vejledning inden for området Spatial Design, på tværs af arkitektur, interior design og udstillingsdesign.
  • Planlægning af undervisningsforløb og administrative opgaver.
  • Deltagelse i kritikker, bedømmelser og evalueringer.
  • Du kan blive pålagt andre opgaver i begrænset omfang samt deltage i lærergruppemøder, studierejser og andre arrangementer efter nærmere aftale.


Kvalifikationskrav

Du har en kandidatuddannelse i arkitektur eller design. Alternativt kan du dokumentere realkompetencer på kandidatniveau via længerevarende uddannelse, viden, færdigheder, kompetencer og erhvervserfaring inden for stillingens faglige felt.

Herudover forventer vi, at du:

  • har undervisningserfaring fra en videregående uddannelsesinstitution, gerne fra arkitektur- eller designuddannelser.
  • har professionel erfaring med tværfaglig praksis, der arbejder i krydsfeltet mellem menneskelig og arkitektonisk skala.
  • har erfaring med rumlige og kunstneriske praksisser samt viden om bæredygtige materialer og byggemetoder.
  • har indgående kendskab til byggeri i en dansk kontekst.
  • kan formidle professionelt på engelsk, da programmet udelukkende undervises på engelsk.
For at blive ansat som studielektor på ansættelsestidspunktet skal du desuden:

  • have mindst 6 års erhvervserfaring inden for feltet
  • have mindst 2 års undervisningserfaring
  • kunne dokumentere at have modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering. Det Kongelige Akademi stiller desuden krav om, at du har gennemført og bestået pædagogikum og at du vedlægger dokumentation herfor. Der kan undtagelsesvist dispenseres fra kravet om pædagogikum, hvis du kan dokumentere at have gennemført og bestået en anden pædagogisk uddannelse fra en anerkendt uddannelsesinstitution som eksempelvis lærer eller cand.pæd.


Vi tilbyder

Vi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Vi lægger vægt på et godt kollegialt samarbejde med rum til gensidig inspiration og sparring.

Som studieadjunkt vil du få tilbudt supervision og mulighed for pædagogisk opkvalificering med henblik på en skriftlig vurdering af dine undervisningsmæssige kvalifikationer.



Løn og ansættelsesforhold

Ansættelse og aflønning vil afhængigt af din uddannelse ske i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer eller i henhold til gældende overenskomst for visse lærer mellem Finansministeriet og Uddannelsesforbundet. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg afhængig af dine kompetencer og erfaring.

Ansættelsen sker desuden i henhold til gældende stillingstruktur.

Du vil blive ansat som studieadjunkt eller studielektor afhængig af dine kvalifikationer. Indplaceringen sker efter konkret bedømmelse af sagkyndige bedømmere. Hvis ansættelsen sker som studieadjunkt, vil der blive fastsat en studieadjunktperiode med henblik på opkvalificering til studielektorniveau.

Stillingen er tidsbegrænset og udløber uden yderligere varsel efter 5 år. Stillingen er en deltidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 7,4 timer.



Ansøgningen

Send din motiverede ansøgning, CV, uddannelsesdiplomer og dokumentation for opfyldelse af de kvalifikationskrav som er listet ovenfor. Endelig skal du vedlægge materiale, der kan belyse dine undervisningsmæssige kvalifikationer, gerne i form af et undervisningsportfolio. Eventuelt tidligere studieadjunkt-/studielektorbedømmelse(r) bedes desuden vedlægges.

Ansøgning og bilag skal sendes via linket ”Søg stillingen” senest den 18. maj 2025.

Ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke i bedømmelsen.

Vi gør opmærksom på, at stillingen opslås og besættes i henhold til gældende bekendtgørelse og ansættelsesproces.



Yderligere oplysninger

For oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet, kontakt HR-medarbejder, Lykke C. Ortega, e-mail: lcoo@kglakademi.dk tlf.: 4170 1695

Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved at kontakte institutleder Mathilde Serup, mser@kglakademi.dk tlf. 4170 1513.

Du kan finde yderligere oplysninger om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside.

Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.

Log ind