Studerende til administrationen på Datalogisk Institut

deltid
Studerende til administrationen på Datalogisk Institut
  • KU - SCIENCE - DATALOGISK INSTITUT - UP1
  • Universitetsparken 1, 2100 Kbh. Ø
På Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU) søger vi to dedikerede studerende fra 1. september 2025 eller tidligere til at bistå instituttet med administrative opgaver. Du vil blive en del af administrationen, som består af ca. 25 imødekommende og motiverede medarbejdere, der har til formål at understøtte det administrative område på Datalogisk Institut. Arbejdstiden vil være i gennemsnit 15 timer pr. uge, hvor du kan have fleksibilitet omkring dine eksamensperioder. Du vil komme til at arbejde med en bred vifte af administrative opgaver inden for fx forskningsadministration, uddannelsesadministration eller andre steder, hvor der opstår et behov. Arbejdsopgaverne afhænger af din profil og erfaring.

Dine arbejdsopgaver kan bl.a. bestå af at:

Generelle opgaver for begge stillinger:

  • Indhente, organisere, ajourføre og kvalitetssikre informationer og data
  • Bidrage til planlægning og afvikling af møder, events og workshops
  • Lave dataudtræk fra diverse administrative systemer
  • Journaliseringsopgaver
  • Besvare mails, opdatere intranet eller hjemmeside, tage referater, læse korrektur
  • Bidrage til ad hoc opgaver, herunder praktiske opgaver på instituttet
Opgaver specifikt for uddannelsesområdet:

  • Understøtte udviklingen af vores efter- og videreuddannelsesområde
  • Planlægge forskningsrelaterede foredrag til de studerende
  • Forberede data til kandidatoptagelse fra udlandet
Opgaver specifikt for forskningsområdet:

  • Planlægge og afvikle ph.d. aktiviteter
  • Behandle og udvikle data til scouting
Vi forestiller os, at du

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse og har mere end et år tilbage af din studietid
  • Kan arbejde struktureret og går grundigt og systematisk til dine opgaver
  • Er god til at samarbejde med andre, og trives i at indgå i et team
  • Er god til at sætte dig ind i nye it-systemer (alt efter hvilket administrativt område, du kommer til at arbejde med, vil der være en række it-systemer, du vil blive oplært i) og er vant til at arbejde med Office-pakken, i særdeleshed Outlook og Excel
  • Er nysgerrig og har lyst til og mod på at lære nyt og være ansvarlig for egne arbejdsområder
  • Har organisatoriske evner og sans for detaljer
  • Kan kommunikere både skriftligt og mundtligt på engelsk
Vi tilbyder

  • Fleksible arbejdstider, så det kan passe med din uddannelse
  • Mulighed for at udvikle dine kompetencer sammen med engagerede kolleger, som vægter faglig sparring og samarbejde højt, og som har en uhøjtidelig, åben og respektfuld omgangstone
  • At blive en del af et socialt og fagligt netværk for ansatte studerende i DIKU’s administration på tværs af administrative teams
Hvem er vi?
DIKU er Danmarks første datalogiske institut, som blev oprettet i 1970. Vores forskere og kandidater har bidraget til samfundets accelererende teknologiske transformation, og vores forskningsmiljø og -resultater har gjort os til et af Europas førende datalogiske institutter med international indflydelse. Vi er en internationalt orienteret arbejdsplads, hvor arbejdssproget er både dansk og engelsk, og vi værdsætter diversitet og mangfoldighed. DIKU er beliggende på Østerbro og det ydre Nørrebro, hvor vi deler campus med en række andre naturvidenskabelige uddannelser og institutter. Vi er ca. 400 ansatte (inklusive ph.d.-studerende).

Arbejdstid
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 15 t/u fordelt hen over året. Du planlægger dine arbejdstider med de faste medarbejdere, så der er balance mellem dine arbejdsopgaver og din uddannelse. Du skal være forberedt på, at der i forbindelse med spidsbelastningsperioder kan være brug for, at du lægger flere timer end normalt.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK/Stat) med indplacering som studerende. Minimumstimelønnen er kr. 141,14 kr. (1. april 2025-niveau). Du vil blive lønindplaceret på baggrund af tidligere ansættelser. For at blive ansat er det en forudsætning, at du er indskrevet og aktiv studerende ved en videregående uddannelsesinstitution. Ansættelsesstart er 1. september 2025.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Administrationschef Camilla Lillholm-Jørgensen på tlf. 30589643/e-mail camillaj@di.ku.dk

Ansøgnings- og ansættelsesprocedure
Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning, CV og eventuel relevant dokumentation ved at klikke på "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget senest mandag den 7. juli 2025.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 9. juli 2025.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Log ind