deltid
Studentermedhjælper til Udviklingsafdelingen i Forsvaret i Ballerup.
Vil du være med til at udvikle Forsvarets fremtidige supply chain? Så er det dig, vi skal bruge som studentermedhjælper i Udviklingsafdelingen.
Hvad tilbyder vi dig?
Du bliver en del af Udviklingsafdelingen i Center for Styring i Supply Chain Divisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Vi forsyner Danmarks soldater med alt fra snørebånd til køretøjer, hvad enten de er i Danmark eller i udlandet. Vores afdeling er ansvarlig for udvikling af forsvarets supply chain på tværs af hele koncernen og vi er ca. 10 personer geografisk fordelt i Ballerup og Brabrand. Vi lægger vægt på en uformel omgangstone og et fleksibelt og motiverende arbejdsmiljø, hvor du har gode muligheder for personlig og faglig udvikling.
Vi har brug for dig, der har gode analytiske evner, har nytænkende ideer til hvordan vi kan styrke og udvikle vores supply chain og som ikke er bange for at give en hånd med i diverse opgaver og projekter.
”I Udviklingsafdelingen styrker og komplementerer vi hinandens forskellige kompetencer på tværs af uddannelse, stilling og rang for at løse de mange - og til tider komplekse opgaver. Vi støtter og idéudvikler med hinanden og samarbejder aktivt om den fælles opgaveløsning – med fokus på trivsel og glæde i jobbet.”
Lars Cordius-Nielsen Projektleder i Udviklingsafdelingen
Hvem er du?
Du bliver en succes i stillingen, hvis du er god til at kommunikere, er udadvendt og selvstændig. Hvis du er nysgerrig og stiller spørgsmål - krydret med lidt ydmyghed – så er du godt på vej til at sikre de allerbedste løsninger for Forsvarets fremtidige Supply Chain.
Vidensdeling, gennemsigtighed og kommunikation falder dig naturligt, og du har før prøvet at arbejde med problemstillinger inden for supply chain.
For at komme i betragtning til et interview skal du være i gang med en videregående uddannelse.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere. Stillingen er omfattet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Din ansættelse som studentermedhjælper er betinget af, at du er aktivt studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt eller ved en mellemlang videregående uddannelse (MVU) på en professionshøjskole eller tilsvarende institution.
Som ansat i Forsvarsministeriets Koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Stillingen er på 15 timer om ugen og placeret i Ballerup.
Kontaktoplysninger
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte chef for udviklingsafdelingen Jesper Olesen på telefon 2249 2426. Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfrist er den 8. juni 2025. Vi gennemfører løbende ansættelsessamtaler, så send gerne en ansøgning før fristen. Ansættelsesdato: 1. juli 2025.
Sådan søger du
Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante eksamensbeviser og dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.