Studentermedhjælper til tilsyn med webtilgængelighed og anvendelsen af sporingsteknologier

deltid
Studentermedhjælper til tilsyn med webtilgængelighed og anvendelsen af sporingsteknologier
  • Digitaliseringsstyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Vil du være med til at sikre, at den digitale sektor i Danmark er både tilgængelig, gennemsigtig og ansvarlig – for alle borgere og brugere? Er du nysgerrig på jura, digitalisering og samfund – og har du lyst til at arbejde i spændingsfeltet mellem teknologi, regulering og borgernes rettigheder? Så har vi et spændende studiejob til dig i Digitaliseringsstyrelsen.

Kontor for digital regulering og tilsyn Du bliver en del af Kontor for digital regulering og tilsyn (KDRT), hvor vi arbejder med regulering på det digitale område og forskellige tilsynsopgaver, herunder tilsynet med webtilgængelighedsloven og tilsynet med brugen af sporingsteknologier. Læs mere på: Om tilgængelig web i det offentlige og Tilsyn med sporingsteknologiområdet.

Vi har et stærkt fagligt miljø, hvor du som student bliver en integreret og vigtig del af arbejdet, og hvor du får mulighed for at udvikle dig fagligt såvel som personligt. Du får kolleger med både juridisk, teknisk og analytisk baggrund. Når du starter hos os, får du et skræddersyet introduktionsforløb, hvor du får en grundig indføring i dine arbejdsopgaver af dine kollegaer.

Vi er et kontor, der vægter socialt samvær med vores kollegaer højt, og hvis man har lyst, er der rig mulighed for hyggelige sociale aktiviteter på tværs af kontoret og styrelsen. Vi har også et internt studenternetværk, hvor du får mulighed for at møde kollegaer på tværs af huset. Ansatte kan desuden frit benytte styrelsens motionsrum.

Dine arbejdsopgaver Som studentermedhjælper bliver du en del af følgende to tilsynsområder, der arbejder for at sikre, at websteder, apps og digitale løsninger i Danmark overholder gældende regler:

  • Webtilgængelighedstilsynet, som fører tilsyn med webtilgængelighedsloven og arbejder for, at offentlige hjemmesider og apps er tilgængelige for alle – uanset funktionsnedsættelse.
  • Sporingsteknologitilsynet, som vejleder om og fører tilsyn med reglerne i cookiebekendtgørelsen. Formålet er at sikre, at danske brugere får fyldestgørende informationer samt afgiver et aktivt samtykke, inden der anvendes sporingsteknologier
Du vil få et unikt indblik i, hvordan et statsligt tilsyn fungerer i praksis, og hvordan lovgivning omsættes til konkret forvaltning. Du vil bistå kontorets medarbejdere med forskelligartede opgaver, og dine arbejdsopgaver kan fx være at:

  • Bidrage til forberedelse og behandling af tilsynssager.
  • Understøtte udarbejdelsen af breve og afgørelser.
  • Lave research og baggrundsnotater om tilsynets områder.
  • Hjælpe med kommunikation og formidling af tilsynets arbejde, fx til styrelsens hjemmeside og sociale medier.
Om dig Vi leder efter dig, der er i gang med en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse, fx jura, statskundskab, kommunikation, informationsteknologi eller lignende. Søg gerne, selvom du er i begyndelsen af studiet.

Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i nedenstående punkter:

  • Du interesserer dig for digitalisering, borgerrettigheder og samspillet mellem teknologi og lovgivning.
  • Du formulerer dig klart og præcist både skriftligt og mundtligt, samt har evner for at formidle komplekse emner på en enkel måde.
  • Du løser opgaver grundigt og er detaljeorienteret.
Du behøver ikke have forhåndskendskab til webtilgængeligheds - eller sporingsteknologiområdet. Det vigtigste er din lyst til at lære og bidrage til at løse meningsfulde opgaver.

Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.

Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.

Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.

Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.

Ansættelsesvilkår Dette er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen, som aftales under hensyntagen til dine studier. Vi ser frem til at byde vores nye kollega velkommen den 15. februar 2026 eller efter aftale.

Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København K.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Cirkulære om organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).

Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliseringsministeriet.

Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Søren Bjerring på 20 27 32 59 eller sbjer@digst.dk. Du er velkommen til at skrive en sms eller e-mail til Søren, og så vil han kontakte dig.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 15. december.

Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 2 og 3, samt 2. samtaler uge 4 og 5. Hvis du indkaldes til 2. samtale, vil du få udleveret en case.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind