Ønsker du at få praktisk erfaring inden for regnskaber, processer og tal? Har du lyst til at arbejde med et statsligt regnskab? Så er vores stilling som studentermedhjælper lige noget for dig.
Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Vi udvikler Danmarks vejinfrastruktur med omtanke og fokus på bæredygtighed. Det kræver dygtige medarbejdere der kan balancere mobilitet, økonomi, miljø og trafiksikkerhed.
Dine opgaver
Du bliver en del af Vejdirektoratets Regnskabsafdeling på 11 medarbejdere. Du kommer til at arbejde med et bredt spekter af opgaver inden for regnskab og finansiel controlling samt en masse spændende ad hoc-opgaver. Du får en grundig introduktion til opgaverne, men vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt med dine opgaver.
Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:
Controlling af rejser, udlæg og kilometerbøger
Håndtering af fakturaer på fejl
Bogføring
Besvarelse af telefonopkald
Ad hoc-opgaver i regnskabsafdelingen såsom: Journalisering, opdatering af vejledninger, udtræk af data til analyser, mødereferater, betjening af Rigsrevisionen og meget mere.
Din profil
Du er formentlig i gang med en HA/HD/Cand.Merc.Aud/Cand.Merc. eller anden lignende uddannelse. Du har gerne minimum nogle år af din studietid tilbage.
Derudover ser vi gerne, at du:
er en god kollega, der bidrager til den gode stemning
har gode samarbejdsevner
kan arbejde selvstændigt og struktureret – selvfølgelig under kyndig vejledning
er opsøgende i din tilgang til opgaveløsning og motiveres af at tillære dig ny viden
Det er en fordel, hvis du har gode kompetencer i Excel, generel systemforståelse samt evt. erfaring fra en tilsvarende stilling, men det er ikke et krav.
Om os
Vejdirektoratet har ansvaret for at planlægge, anlægge, drive og vedligeholde statsvejnettet, som består af motorveje, en række hovedlandeveje og mange af landets broer – i alt cirka 3.800 km vej. Trafikken på statsvejene er stigende, og der er efterspørgsel på udbygning af vejinfrastrukturen.
Regnskabsafdelingen, som er en del af Økonomiområdet, spiller en nøglerolle i at sikre, at Vejdirektoratets regnskab er retvisende. Økonomiområdet består af ca. 30 medarbejdere som ud over regnskabsafdelingen består af afdelingerne økonomistyring og en analyseenhed. Vi er kendetegnet ved en professionel håndtering af vores ansvar i et arbejdsmiljø, hvor vi møde hinanden med uformelhed og gensidig respekt.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid forventes at være ca. 15 timer i gennemsnit, både med mulighed for merarbejde i spidsbelastningsperioder og/eller at aftale færre arbejdstimer i forbindelse med eksamensperioder eller lignende.
Ansættelsen sker i henhold til organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT. Forventet tiltrædelse er snarest muligt eller den 1. februar 2026.
Du ansættes med stillingsbetegnelsen Studentermedhjælper.
Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil få tjenestested på adressen Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.
Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk under Job og karriere.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Trine Witchen Petersen på telefon 27515113 eller e-mail twpe@vd.dk
Er du interesseret?
Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 16. december 2025. Vi forventer at afholde samtaler løbende og senest i uge 51.
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.
Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, politisk anskuelse, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.