Kunne du tænke dig at prøve kræfter med alsidige opgaver i et stabskontor, som er med til at understøtte hele det nyoprettede Ministerie for Grøn Treparts arbejde? Så er du måske den studentermedhjælper, som vi søger til vores departement! Om os I Ministeriet for Grøn Trepart er vi i fuld gang med at få et helt nyt ministerium til at køre på skinner. Ministeriet for Grøn Trepart har ansvaret for den omfattende omlægning af landbrugsjord til natur og skov, forbedringen af det danske vandmiljø samt at understøtte en bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Vi arbejder altså helt grundlæggende med en fundamental omvæltning af vores landbrug og natur, så vi kan sikre et grønnere Danmark – ikke mindst til de fremtidige generationer.
Vi er pt. omkring 150 medarbejdere i departementet, som ligger centralt placeret i København tæt på Christiansborg såvel som offentlig transport. Inklusiv de to styrelser, der er tilknyttet ministeriet, er vi ca. 2.700 medarbejdere, der arbejder sammen på tværs af landet.
I Koncernstyring og -økonomi, søger vi en studentermedhjælper. Kontoret varetager en lang række stabsfunktioner for Ministeriet for Grøn Treparts departement. Kontoret består af ca. 20 medarbejdere, som er fordelt på fem teams, der arbejder med alt fra finanslov til sikkerhed og bygningsdrift. Desuden står vi for servicefunktionen for hele departementet.
Hvad vil du komme til at arbejde med? Som studentermedhjælper hos os vil du få en spændende og varieret hverdag. Dine hovedopgaver vil være knyttet til organisationens og husets funktion, sikkerhed og udnyttelse. Vi er således i gang med at forvandle en traditionel kontorbygning, så det fremover kommer til at fungere optimalt til et departement. Du vil være tilknyttet driftsteamet, hvis opgaver spænder bredt. Dine arbejdsområder vil blandt andet være at bistå med nedenstående områder:
- Opgaver inden for projektstyring, hvor du skal bistå projektlederen ift. det igangværende byggeprojekt.
- Koordination, så praktiske opgaver og projektets fremdrift går op i en højere enhed.
- Kommunikation, herunder opdatering om huset og byggeriet på vores intranet.
- Ad hoc-opgaver, både i forbindelse med byggeprojektet og bygningens drift i øvrigt.
Om dig Vi forventer, at du er en ambitiøs studerende med interesse for offentlig forvaltning, kommunikation og projektledelse. Du er studerende på en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse – f.eks. stud.tech.soc., stud.scient.adm. stud.scient.pol., stud.polit., stud.merc.(pol.) eller lignende. Vi forestiller os, at du har mindst 1,5 år tilbage af din uddannelse.
Vi forventer, at du er ansvarsbevidst, har stærke analytiske evner og mod på at kaste dig ud i komplekse såvel som lavpraktiske opgaver. Derudover er du god til at holde overblik, formidle dig skriftligt og trives i at arbejde i en organisation med mange forskelligartede opgaver. Fleksibilitet vil være en nødvendighed, da møder mv. ikke altid ligger på faste tidspunkter. Vi udviser tilsvarende fleksibilitet ift. din uddannelse mv.
Vi forventer ikke, at du har et særligt kendskab til Ministeriet for Grøn Trepart eller vores faglige områder. Det vigtigste er, at du har gå-på-mod og er interesseret i at lære, hvordan det er at arbejde i et departement.
Det vil være en fordel, hvis du er vant til at arbejde projektorienteret og har interesse for projektstyring, formidling og kommunikation.
Dine løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftaler for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Vester Voldgade 123, 1552 København V.
Stillingen er på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi tager højde for, at du skal passe dit studie, og at der vil være eksamensperioder, hvor studiet kræver mere af din tid.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er studieaktiv under hele din ansættelse og kan fremvise studiekort i perioden.
Stillingen er til besættelse 1. august 2025.
Hvis du vil vide mere Hvis du har nogen spørgsmål til stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte kontorchef Cathrine Mary Jørgensen på tlf. 51 27 18 77, studenterkoordinator Jacob Gade Jensen på tlf. 21 34 17 96 eller projektleder Lene Kriegbaum Jakobsen på tlf. 41 31 85 31.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen ved at sende dit CV, ansøgning, dokumentation for igangværende uddannelse og beståede eksamener (inkl. karakterer) samt eventuelle referencer hurtigst muligt og senest
onsdag den 11. juni 2025.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!