Har du mod på varierede og udfordrende arbejdsopgaver inden for digitalisering af den offentlige sektor og erhvervslivets digitale udvikling? Og vil du have indsigt i arbejdet med analyse- og strategiopgaver i centraladministrationen? Så er det måske dig vi er på udkig efter dig som studentermedhjælper i Digitaliseringsstyrelsens Kontor for analyse og strategi. Hos os vil du udvikle en stærk analytisk profil, som du kan bruge i din videre karriere, og du vil blive en del af et aktivt studentermiljø.
Kontor for analyse og strategi I Kontor for analyse og strategi understøtter vi regeringen i at udvikle ny politik på digitaliseringsområdet i tæt samarbejde med vores departement, andre myndigheder, private aktører og øvrige interessenter. Vi udarbejder analyser og gennemfører projekter, som har til formål at gøre den digitale hverdag lettere for borgere, virksomheder og myndigheder.
I kontoret har vi fingeren på den digitale puls. Vi interesserer os for, hvordan digitalisering, data og ny teknologi kan bidrage til at løse store samfundsudfordringer såsom manglen på arbejdskraft og klimaforandringer. Vores opgaver spænder bredt og omhandler blandt andet kunstig intelligens og andre nye teknologier, digital grøn omstilling, digital erhvervsudvikling, sammenhængen til EU's digitale politik, digitaliseringsklar lovgivning og bidrag til strategiprocesser og politiske forhandlinger.
Dine arbejdsopgaver Mere konkret vil dine arbejdsopgaver være at:
- udarbejde notater, høringssvar, præsentationer og andet sagsmateriale
- gennemføre analyser og desk-research
- bidrage til opgaver inden for policy-udvikling og udmøntning af politiske strategier på digitaliseringsområdet
- løse diverse ad hoc-opgaver.
Du bliver en integreret del af kontorets projekter og har gode muligheder for at præge dine arbejdsopgaver i retning af dine interesser.
I kontoret har vi fokus på at give vores studentermedhjælpere mulighed for at blive koblet til et af kontorets længerevarende projekter med henblik på at skabe sammenhæng mellem arbejdsdagene. Du vil blive en del af en studentergruppe i kontoret og et større studentermiljø i styrelsen med både sociale og faglige aktiviteter.
Om dig Vi forestiller os, at du er i gang med en samfundsfaglig universitetsuddannelse og har minimum halvandet år tilbage af dit studie.
Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i flere af nedenstående punkter:
- har interesse for og lyst til at arbejde med digitaliseringspolitik, der går på tværs af den offentlige sektor, erhvervslivet og samfundet i øvrigt
- er analytisk stærk
- er en dygtig skriftlig formidler
- arbejder struktureret og selvstændigt
- har mod på at arbejde på flere projekter samtidigt.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på
digst.dk. Ansættelsesvilkår Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Du ansættes til gennemsnitligt 15 timer om ugen. Arbejdstid og dage aftaler vi nærmere, men vi er fleksible og tager naturligvis hensyn til dit studie og eksamensperioder.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chefkonsulent Morten Agerdal Kristiansen på telefon: 20 28 77 82 eller mail:
moagkr@digst.dk. Send Morten en SMS eller læg en besked, så ringer han dig op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 9. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 25 og håber at kunne byde vores nye studentermedhjælper velkommen den 1. august 2025 eller hurtigst muligt derefter.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.