Studentermedhjælper med teknisk flair til Centre for Online and Blended Learning

deltid
Studentermedhjælper med teknisk flair til Centre for Online and Blended Learning
  • KU - SUND - PANUM KBH N
  • Blegdamsvej 3B, 2200 Kbh. N
Er du teknisk stærk, detaljeorienteret og har lyst til at gøre en forskel for undervisningen på KU? Så er det måske dig, vi leder efter!

Hos Centre for Online and Blended Learning (https://cobl.ku.dk/) på Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet arbejder vi for at styrke undervisningskvaliteten. Det gør vi blandt andet ved at hjælpe undervisere med at bruge digitale læringsplatforme og -teknologier på tværs af fakultetets mange uddannelser og kurser.

Vi tilbyder support og kurser til undervisere, producerer digitale undervisningsmaterialer og hjælper med både praktiske og pædagogiske spørgsmål om universitetets læringsplatform, Absalon. Vi arrangerer også sommerskoler for undervisere og konferencer om læring.

Dine opgaver kan blandt andet være at:

  • Hjælpe læringskonsulenter og læringsdesignere med at supportere SUNDs læringsplatform (Absalon)
  • Assistere vores medieproduktionshold - fx med at tilføje undertekster til undervisningsvideoer
  • Lægge indhold ind, teste og kvalitetssikre materiale på forskellige online platforme
  • Give en hånd med bogføring og filhåndtering
  • Hjælpe med praktiske driftsopgaver som bestilling af kontorartikler, oprydning og klargøring til møder
Du bliver grundigt oplært i de forskellige platforme og systemer, og du er aldrig alene - du har altid mulighed for at trække på hjælp og sparring fra dine kolleger. Du bliver en del af et tæt samarbejde med både læringskonsulenter og medieproduktionsholdet. Dine arbejdstider planlægger du i fællesskab med os, så de passer sammen med din undervisning og dine eksamener.

Hvem er du?
Du har flair for teknik, er serviceminded og kan lide at løse forskellige opgaver - store som små. Du er ansvarsbevidst, struktureret og har øje for detaljen. Du er nysgerrig, går opgaverne i møde med en positiv indstilling og er klar til at lære nyt. Du kan arbejde på både dansk og engelsk.

Hvem er vi?
Vi er 15 medarbejdere i Centre for Online and Blended Learning, og vi arbejder i et internationalt miljø med højt til loftet. Vi værdsætter åbenhed, godt humør og et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder. Hos os får du mulighed for at prøve kræfter med forskellige opgaver, få indblik i, hvordan en stor organisation som KU fungerer, og få et godt netværk med på vejen.

Løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen er på 10-15 timer om ugen i gennemsnit og ønskes besat d. 1. november 2025. Du vil blive ansat og aflønnet som studerende i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK). Du vil blive indplaceret efter anciennitet. Minimumstimelønnen er kr. 130,19.
En forudsætning for ansættelse er, at du er indskrevet ved en videregående uddannelsesinstitution. Vi ønsker en flerårig tilknytning, så det er en fordel, hvis du har et par år eller mere tilbage på studiet.

Ansøgning:
Ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse og kvalifikationer sendes elektronisk via jobportalen (klik på "Søg stillingen" nederst i opslaget). Ansøgningsfristen er d. 15. september 2025. Samtaler afholdes i uge 38 og 39.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger
Organisatorisk er Centre for Online og Blended Learning forankret ved Campusadministration Nørre, Københavns Universitet (https://om.ku.dk/organisation/administration/)

Du kan få mere information om jobbet ved henvendelse til centrets leder, Nicole Schmitt på mail: nschmitt@sund.ku.dk.

Log ind