Har du blik for, hvordan man kan skabe opmærksomhed og ændre adfærd gennem kommunikation? Er du nysgerrig på, hvordan man får en hel organisation til at forstå og efterleve reglerne og kravene til informationssikkerhed? Så har du muligheden for at bidrage til vigtige opgaver, der styrker sikkerhedskulturen i kriminalforsorgen – og dermed beskytter oplysningerne i bl.a. de danske fængsler og arrester. Vi søger en engageret og selvstændig studerende til vores enhed for databeskyttelse og informationssikkerhed, som understøtter kriminalforsorgens arbejde med awareness, audits og informationssikkerhed i praksis.
Om stillingen Som studentermedhjælper bliver du en aktiv del af arbejdet med at udbrede viden, skabe engagement og følge op på, hvordan reglerne og kravene efterleves i praksis. Du vil bl.a. komme til at:
- bidrage til udvikling og gennemførsel af awareness-kampagner, f.eks. håndbøger, intranetindhold eller undervisning.
- udarbejde informations- og undervisningsmateriale, der gør komplekse regler let forståelige.
- indgå i planlægning og gennemførsel af audits og mindre kontroller.
- understøtte arbejdet med compliance.
- samarbejde med kolleger på tværs af fagligheder og organisationen.
Hvem er du? Vi forestiller os, at du enten er i gang med din bacheloruddannelse eller påbegyndt kandidatuddannelsen og har en baggrund eller særlig interesse for kommunikation, formidling eller adfærdspsykologi. Det er en fordel, hvis du har kendskab til informationssikkerhed, men det vigtigste er, at du er nysgerrig, hurtig kan sætte dig ind i nye emner og omsætte viden til budskaber, der skaber forståelse og påvirker adfærd. Har du erfaring med kampagnearbejde, visuel formidling eller undervisning, er det et plus, men ikke et krav.
Derudover lægger vi vægt på, at:
- du har et personligt drive og flair for at fokusere på det væsentlige.
- du har analytisk sans og er vant til at arbejde systematisk og struktureret.
- du er ansvarsbevidst, besidder gode samarbejdsevner og tager initiativ.
- du er udadvendt, positiv og indstillet på at samarbejde på tværs af organisationen.
- du har god it-forståelse.
- du er god til at formulere dig.
- du bidrager positivt til et godt arbejdsmiljø og et godt kollegaskab i DIS-enheden.
Hvem er vi I DIS-enheden er vi en blanding af generalister, teknikere og jurister. Vi har et højt fagligt niveau og går til opgaverne – som er meget varierede – med stort engagement og i en uformel omgangstone. Vi tror på, at der er stor synergi i at tænke styringen af databeskyttelse og informationssikkerhed sammen. Vi har derfor kun ét samlet ledelsessystem til styring af begge dele.
DIS-enheden er en del af Kontor for Jura og Compliance, som herudover består af to enheder med hver deres souschef: Jura samt Tværgående Compliance og Koordinering. Kontoret rummer i alt ca. 25 medarbejdere og er en del af Afdelingen for Jura og Internationale Forhold, der også har ansvaret for internationale forhold og rigsanliggender samt klientsagsbehandling.
I er en del af Justitsministeriets koncern, der har som mål at være rollemodel i forhold til databeskyttelse og informationssikkerhed. Det mål er en del af vores hverdag.
Området er solidt forankret i topledelsen og har stor prioritet i organisationen. Der rapporteres derfor også løbende om fremdrift og status til kriminalforsorgens koncernledelse.
Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i staten.
Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med dine ferier og eksamensperioder, og vi forventer samtidig, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning. Din arbejdstid vil gennemsnitligt være ca. 15 timer pr. uge.
Arbejdsområdet er Kriminalforsorgen. Arbejdspladsen er beliggende på Strandgade 100, 1401 København K.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele ansættelsen.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Ansøgning Stillingerne søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”.
Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest
31. oktober 2025.
Samtaler afholdes forventeligt i uge 45-46
Hvis du har brug for yderligere oplysninger om stillingen, kan du kontakte fg. souschef for databeskyttelse og informationssikkerhed Karen Valgreen Knudsen på telefon 7255 4218.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning, at du i forbindelse med en samtale giver dit samtykke til, at kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig fra Det Centrale Kriminalregister.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.