Studentermedhjælp til formidling og kommunikation

deltid
Studentermedhjælp til formidling og kommunikation
  • Københavns VUC
  • Vognmagergade 8, 1120 København K
Brænder du for at fortælle gode historier og skabe engagerende indhold på tværs af digitale platforme? Så er jobbet som studentermedhjælper i Kommunikationsafdelingen på KVUC for dig! Vi arbejder med kommunikation til mange forskellige målgrupper, og vi har mange budskaber, der skal kommunikeres ud, både til potentielle kursister, elever på skolen, internt til medarbejdere og til samarbejdspartnere i erhvervslivet.

Du kommer til at gennemføre interviews med kursister og medarbejdere, skrive artikler og lave SoMe-indhold om alt det, der sker hos os (fx på Instagram). Du kommer til at prøve kræfter med indholdsproduktion fra idéudvikling, eksekvering til et færdigt slutprodukt – selvfølgelig i tæt sparring med dine kollegaer i kommunikationsafdelingen. Det kan fx være at gennemføre et interview, udarbejde et portræt og publicere det gennem CMS. Du kommer også til at bistå med koordinerings- og kommunikationsopgaver i forbindelse med arrangementer og events. Og så er der en række ad hoc-opgaver løbende i kommunikationsafdelingen, du kommer til at hjælpe med.

Om dig Du er i gang med en relevant uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau og har mindst to år tilbage af din studietid.

Du skriver grammatisk korrekt, præcist, flydende og engagerende. Du er udadvendt, nysgerrig og trives godt med at kommunikere med mange forskellige mennesker.

Du er idérig og ikke bange for at arbejde selvstændigt, men evner også at bede om sparring, når du har brug for det.

Du skal have lyst til at arbejde med indhold til forskellige platforme: Sociale medier, websites og interne platforme såsom intranet og infoskærme samt at tage fotos og lave videoindhold. Derfor er det en fordel, hvis du har erfaring med at lave indhold til SoMe og har prøvet at arbejde i CMS.

Dine muligheder Som vores nye studentermedhjælper bliver du en del af KVUC – en uddannelsesinstitution beliggende i centrum af København. Hos os får du et attraktivt studiejob i en kommunikationsafdeling, der ud over dig består af yderligere en studentermedhjælper, to kommunikationskonsulenter, en mediegrafiker og en webkoordinator.

Vi forventer ikke, at du kan alting fra starten, men vi vil gerne investere i dig. Vi sørger for en grundig onboarding og giver dig praktisk erfaring med en lang række interne og eksterne kommunikationsopgaver. Vi medvirker gerne til at udvikle og styrke dine kompetencer i de retninger, som du ønsker. Vi er også åbne overfor, at dine studieprojekter kan tage afsæt i afdelingens kommunikationsopgaver.

Arbejdstid og ansættelsesvilkår Vi forventer, at du kan arbejde ca. 15 timer om ugen. Lønnen fastsættes i overensstemmelse med gældende overenskomst.

Ansøgningsfristen er søndag d. 3. august 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 32 eller 33. Vil du vide mere, så send en e-mail til webkoordinator Helene Bech eller ring på telefonnummer 30 10 43 08.

Log ind