Er du en skarp jurist med ambitioner om at arbejde med komplekse juridiske problemstil-linger, der har betydning for dansk erhvervsliv? Vil du spille en central rolle i at sikre solide juridiske løsninger og rådgive beslutningstagere i en moderne offentlig myndighed? Og kan du se dig selv som en del af et stærkt juridisk team, som kombinerer høj faglighed med en uformel og samarbejdsorienteret arbejdsform? Så har vi stillingen til dig i Team Jura i Erhvervsstyrelsen! Om stillingen I Team Jura lægger vi stor vægt på faglig sparring og samarbejde, og du får hurtigt ansvar for dine egne opgaver. Du bliver en vigtig rådgiver for direktionen, ledelsen og kolleger på tværs af Erhvervsstyrelsen, og du er med til at anvise løsningen på komplekse og samfundsrelevante juridiske problemstillinger af betydning for dansk erhvervsliv. Selvom vi arbejder med vigtige og komplekse problemstillinger, værdsætter vi et åbent og inkluderende kontormiljø, hvor der er tæt videndeling og læring på tværs af erfaring og roller. Vi værner om en god balance mellem det faglige fokus og en positiv hverdag på kontoret, hvor vi fx arrangerer fælles aktiviteter eller bare deler grin over en god kop kaffe.
Dine arbejdsopgaver: Som en del af Team Jura vil du få mulighed for at beskæftige dig med en række forskellige retsområder, herunder bl.a. forvaltningsret, databeskyttelse, brug af kunstig intelligens, kontrol og tilsyn, erhvervsret og bistand med lovtekniske spørgsmål.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- rådgive og finde løsninger i komplekse og ofte principielle sager,
- analysere og løse juridiske problemstillinger og udarbejde juridiske notater herom,
- udføre lovteknisk gennemgang af lovforslag,
- vejlede og undervise dine kolleger om juridiske emner, f.eks. forvaltningsret, aktindsigt, hjemmelsspørgsmål, GDPR og AI.
Da vi derudover så vidt muligt fører vores retssager selv, vil der også være mulighed for at få proceserfaring.
Om dig Du er cand.jur. med en stærk, faglig profil. Vi forventer, at du:
- Har kendskab til offentlig ret og regeludarbejdelse – eller har mod på hurtigt at sætte dig ind i disse emneområder.
- Har relevant erhvervserfaring fra centraladministrationen, så du har indsigt i beslutningsprocesser og kan navigere i en politisk ledet organisationsstruktur.
- Er nysgerrig og interesseret i at arbejde i krydsfeltet mellem jura og erhvervspolitik.
- Trives i rådgiverrollen og er god til at formidle viden med henblik på rådgivning af direktionen, ledelsen og medarbejderne.
Du vil få en dagligdag, som er spændende og fagligt udfordrende, fordi vores sager oftest er komplicerede og atypiske. Opgaverne er præget af samfundsaktuelle problemstillinger og af at være tæt på direktionen og der, hvor beslutningerne træffes. Der er ikke to dage, der er ens, og det er derfor vigtigt, at du kan være fleksibel, og at du trives med en omskiftelig hverdag. Vi forventer, at du er god til at tage initiativ og kan planlægge og gennemføre dine opgaver selvstændigt, såvel som i samarbejde med andre.
Om os Som Erhvervsstyrelsens ’interne advokatkontor’ betjener Team Jura medarbejdere, der arbejder forskellige steder i landet: København, Nykøbing Falster og Silkeborg. Denne stilling er placeret i København.
Vi er et socialt team med en uformel omgangstone, der sætter pris på en stærk holdånd, og vi tror på vigtigheden af, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at være effektive og at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på
www.erst.dk.
Om ansættelsen Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Indplacering vil være som fuldmægtig eller konsulent afhængig af kvalifikationer. Stillingen er en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse forventeligt pr. 1. august 2025 eller efter nærmere aftale.
Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til Chefjurist Claus Ulrich Schousboe, telefon +45 35 29 10 23. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-Rekrutteringspartner Trine Vendelbo Halmind på telefon +45 91 33 73 29.
Interesseret? Lyder stillingen som noget for dig? Så send din ansøgning via "Søg stilling"-knappen og send os din ansøgning med CV og eksamenspapirer
senest torsdag den 12. juni 2025. Vi forventer at holde samtaler i uge 25.