fuldtid
Strategi- og planchef (funktionschef) til Bygningsafdelingen (BYG), Region Syddanmark
BYG i Region Syddanmark søger en strategi- og planchef, som kan stå i spidsen for varetagelse af strategiske, planlægningsmæssige og operationelle opgaver i relation til Region Syddanmarks politiske udvalg, koncerndirektionen og sygehusenhedernes direktioner. Du bliver en del af en arbejdsplads med dygtige, engagerede medarbejdere og kolleger, hvor barren sættes højt for at skabe de bedst mulige resultater. Du vil fungere som bindeled mellem det politiske system og regionens byggeprojekter med en opgaveportefølje som har berøringsflader ind i regionens sygehusenheder, projektchefområder og regionshuset mv.
Du vil som strategi- og planchef indgå i afdelingens chefgruppe og du vil få ansvaret for planlægningsopgaver, analyser, notater, sagsfremstillinger i relation til BYGs alsidige opgaveportefølje som relaterer sig til det politiske system, somatiske sygehuse, psykiatrien og det sociale område.
Regionens større anlægsprojekter er samlet i bygningsafdelingen, og afdelingens projektportefølje forventes at blive yderligere øget i takt med Sundhedsfondens udmøntning. I sammenhæng hermed er Bygningsafdelingen bl.a. i gang med udarbejdelse af helhedsplaner for regionens sygehuse og er tovholder på to delstrategier vedr. den grønne omstilling - hhv. ’Bæredygtigt byggeri’ og ’Klimaoptimeret energiforbrug’. Dette arbejde er forankret i funktionen ’Strategi og planlægning’, hvortil der nu søges en strategi- og planchef.
Du vil som strategi- og planchef indgå i et tæt samarbejde med projektcheferne i BYG med henblik på sparring omkring de enkelte byggeprojekter og processer i forhold til direktioner og politiske udvalg. BYG ser ind i en spændende fremtid, og i din funktion som strategi- og planchef spiller du en central rolle i at sætte rammerne for hverdagen og den strategiske retning for afdelingen som helhed.
Din opgave som strategi- og planchef bliver at videreudvikle strategi- og planlægningsfunktionen, som for BYG er en nøglefunktion og omdrejningspunktet i forhold til regionens politiske system og den administrative ledelse i regionen. For den rette kandidat indeholder stillingen derfor også særdeles gode muligheder for udvikling af dit faglige og personlige lederskab.
Den rette kandidat
Som strategi- og planchef vil du få det samlede ansvar for funktionens opgaveløsning og udvikling samt personaleledelse af otte - ti medarbejdere, hvor der lægges vægt på dine evner til at navigere situationsbestemt efter den enkeltes behov og potentialer.
Det er afgørende, at du evner at agere i det politiske system og har politisk tæft samt god kontekst forståelse. Det er vigtigt, at du både holder flyvehøjde, har blik for de vigtige detaljer og har fokus på rammesætning af opgaverne samt den løbende prioritering. Det er også en prioritet, at du optræder som en synlig leder, og at du sammen med gode kollegaer gør dig umage for at sikre et stærkt og humørfyldt arbejdsmiljø.
Der er tale om stilling tæt på det politiske og strategiske niveau i regionen, hvorfor det må forventes, at du har erfaring fra en lignende stilling.
Om BYG
BYG varetager opgaver inden for byggeri (nybyggeri og renoveringer) samt vedligeholdelses- og energiopgaver på regionens enheder. Dermed understøtter afdelingen regionens sygehusenheder samt institutioner med rådgivning og projektledelse inden for byggeri og energiområdet.
BYG repræsenterer en alsidig vifte af faglige kompetencer, som fx ingeniører, arkitekter, konstruktører, jurister og økonomer. Den faglige alsidighed afspejler en arbejdsplads med plads til sparring og vidensdeling på tværs, hvilket betyder at vi i høj grad løfter opgaverne sammen.
Du bliver en del af en afdeling, hvor det sociale i afdelingen vægtes højt. Der bliver udvist stor tillid til den enkelte medarbejder, og det er derfor en fordel, at kunne trives med at arbejde selvstændigt og proaktivt. Afdelingen er præget af en uhøjtidelig stemning med masser af humor, store personlige frihedsgrader og gode muligheder for at præge sin egen opgaveløsning.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er normeret til 37 timer ugentligt og ønskes besat snarest muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes iht. gældende overenskomst. Der er tale om en stilling, som funktionschef.
Ansøgning, indeholdende udførlige oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse og kvalifikationer, sendes via linket på denne side.
Stillingen ønskes besat snarest muligt. Arbejdsstedet er Regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Peter Holm på 29 20 16 10
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist søndag den 3. august 2025 og samtaler forventes afholdt mandag den 11. august 2025.